Etiopien

Inge’s Biografi

Etiopien

 

Ulykken

 

Hvor var jeg lykkelig og glad den dag Fritz og jeg skred op ad kirkegulvet i den lille moderne kirke i Addis Abeba i Etiopien. Endelig skulle vi giftes. Der var sket så meget i de fem år vi havde kendt hinanden .Året før, sent en lørdag aften, efter Fritz var færdig med sit arbejde i hotellet, havde han kørt 200 km. i nattens mulm og mørke til Awas. Hans trofaste schæferhund var med i bilen. Der var en vis risiko ved at køre alene så langt igennem stepperne på denne tid af døgnet. Efter Langano drejede han af og kørte langs søen i retning Awas. Lysende øjne af sjakaler og andre vilde dyr fulgte bilen som rasede lige ud af vejen. Han lod tankerne glide tilbage til den uoverensstemmelse han havde haft med direktøren fra hotellet den samme morgen. Han måtte væk. Derfor sad han nu i bilen og trykkede på pedalen. I Awas helt ude på stepperne indlogerede han sig på et mindre hotel. Han stod på venskabelig fod med direktøren, for det var ikke første gang han overnattede der. Han havde en lidenskab for at ride og gå på jagt, og stedet var helt efter hans smag. Den følgende dag svang han sig i sadlen på en hest og begav sig på jagt kun i følge af sin trofaste schæferhund. Senere på dagen kom hesten galopperende alene tilbage til hotellet. Direktøren, en svejtser, formåede at gætte hvilke retning Fritz var redet, han sprang ind i sin bil, fuld af bange anelser, og begyndte at lede efter ham. Han fandt ham bevidstløs på jorden, med sin trofaste schæferhund Tina ved siden ad sig.

Hvad var der sket, ingen ved det. Ikke en gang Fritz selv efter han vågnede af sin lange bevidstløse slummer. Man kan kun forestille sig begivenhedernes gang. Måske var hesten stolpret og gået i knæ. Måske havde han ikke taget sig i agt for et lavt træ og var således blevet slynget af hesten. Hvis det ikke var uheldet som havde været ude den dag, så var der måske andre som havde været på jagt. Etiopierne selv jager også ved siden af at de passer deres kvæg. Én ting er sikkert, noget ramte ham i hovedet, Gud ske tak og lov at Tina blev ved siden af ham. Så snart hun hørte bilen komme i det fjerne, gav hun svar, det bedste hun formåede med en høj gøen og tiltrak sig derved direktørens opmærksomhed. Fritz blev anbragt, så godt det lod sig gøre, på bilens bagsæde. Forsigtigt kørte direktøren til den nærmeste landsby. På klinikken, rådede man ham til at fortsætte til Addis Abeba, for man havde ikke midler til at hjælpe i sådan et alvorligt tilfælde. Der var ikke andet at gøre end at fortsætte den lange rejse ind til hovedstaden. Ankommet til Haile Selajses sygehus fik han Fritz indlagt og meddelte personligt direktøren Hr. Teufel fra Ghion Imperial hotel, hvor Fritz befandt sig, og hvad der var sket.

Hr.Teufel fandt Fritz liggende i sengen ude på gangen i sygehuskorridoren. Ingen vidste hvem denne fremmede var, og hvem som skulle betale regningen. Derfor afventede man i første omgang situationen. Hr. Teufel forlangte med det samme den tyske overlæge. Denne anede ikke noget om tilfældet, men fik hurtigt sat skik på tingene. Fritz fik tildelt et eneværelse med den nødvendige pleje. Da Fritz ikke var kommet til sig selv efter en vis tid, besluttede overlægen at operere i tilfælde af indre blødninger i hjernen. Desværre hjalp operationen ikke – Fritz forblev i dyb slummer. Hr. Teufel var, ligesom Fritz‘ forældre i Svejts, meget bekymret over situationen. Overlægen fik, fra et amerikansk sygehus i Asmara i den nordlige del af Etiopien, sendt et meget vigtigt medikament til sygehuset som skulle kunne bidrage til, at Fritz kom til sig selv, hvis han ikke var for alvorligt skadet. Medicinen hjalp, for kort tid efter vågnede han til stor lettelse og glæde for alle pårørende.

 

Ud og ind af legemet

 

To uger havde den bevidstløse tilstand varet, før Fritz kom tilbage til tilværelsen. I begyndelsen var han ikke rigtig klar over, hvad der var sket med ham. I sin bevidstløse tilstand havde han forladt sit legeme. Han havde set Hr. Teufel stå ved siden af sengen. Den ældre mand havde tørret en tåre væk fra øjnene, mens han bedrøvet betragtede ham. Forgæves prøvede han at tale til ham, ja han råbte: „Jeg står ved siden af dig“, men Hr.Teufel ænsede ham ikke. Han prøvede at kommunikere med sygeplejerskerne, men de svarede ham heller ikke. Nu stillede han sig i døren for at tiltrække sig deres opmærksomhed. Det mest besynderlige man kan forestille sig skete, sygeplejerskerne gik lige igennem ham, som om han blot bestod af luft. Chokeret over sin egen tilstand, besluttede han sig til at forlade stedet. Ude på gangen gentog det samme sig, sygeplejerskerne og personalet gik lige igennem ham uden at ænse ham det mindste. Derefter trådte han hurtigt til side, hver gang han stødte på nogen for at undgå at blive behandlet, som om han ikke eksisterede. Han følte sig ualmindelig let, ja, han opdagede han kunne gå igennem konkrete ting som væge og døre. En ny følelse af lykke og frihed begyndte at overvælde ham. Han løftede på sig og mærkede derved, at han kunne flyve. Begejstret steg han opad, han var ikke det mindste bange. Ankommet oppe ved skyerne øvede han sig i sin nyerhvervede kunst. Han følte sig fri som en fugl og fløj fra den en sky til den anden også igennem skyerne. Pludselig kom han til at tænke på sit legeme i sengen på sygehuset, og som en pil for han nedad tilbage til værelset og ind i sit legeme. Fritz forlod sit legeme mange gange. Som regel når sygeplejerskerne var beskæftiget med ham, ænsede han det og smuttede hurtigt tilbage i sit legeme. Han vidste, hvad man gjorde med ham og undrede sig over, at han ikke mærkede det mindste, når man gav ham en sprøjte.

Den intensive frie lykkefølelse, som han havde oplevet i sin dybe slummer, forlod ham ikke lige med det samme efter han var kommet tilbage til tilværelsen. Derfor gjorde det ikke så stort indtryk på ham, da overlægen med alvorlig mine forklarede situationen, og at følgen deraf for øjeblikket var lammelse på hele venstre side. Han havde ingen smerter – følte sig kun ualmindelig lykkelig. Det tog en time at spise hver gang, fordi han ikke følte noget i halvdelen af ansigtet, men det bekymrede det ham ikke det mindste. Nu da han var kommet til sig selv kom mange og besøgte ham. Han glædede sig over hvert besøg, men så snart vedkommende var ude af døren, havde han glemt hvem som lige havde besøgt ham og derfor undrede han sig over at han fik så få besøg. De som sad ved hans seng fik en lille klageslid over at de og de mennesker ikke gjorde sig den ulejlighed at besøge ham.

Fritz’ søster, Margrit, som på det tidspunkt arbejdede som stewardesse ved Swissair, fløj til Addis Abeba med den hensigt at tage ham med tilbage til Svejts. Dermed fik han et alvorligt problem for han var endnu ikke klar over, hvor han befandt sig. Han grublede over sin mærkværdige tilstand, hvordan kunne han finde ud af det, spurgte han sig selv igen og igen. Efter grundig overvejelse kom han til det resultat, at hvis han blev anbragt i en flyvemaskine, og ikke mere fløj i luften, så måtte det altså være sandt, at han stadigvæk var i live på denne jord, dette måtte han indrømme med sig selv. I virkeligheden senede han sig tilbage til den lykkelige frie tilstand han havde befundet sig I, dengang han fløj ud og ind af sit legeme. Derfor diskuterede han med sin søster om at rejse tilbage til Svejts. Han ville blive i sengen på sygehuset. Der følte han sig bedst tilpas. Dagen kom hvor man anbragte ham i ambulancen. Hans søster sad ved siden af båren, venligt forklarede hun, at ambulancen ville køre dem hen til flyvemaskinen. Igen protesterede han, i så fald måtte han igennem tolden, ellers troede han ikke på hvad hun sagde, svarede han. Fritz‘ øjne udvidede sig, da ambulancen kørte op ved siden af flyvemaskinen, ligesom søsteren havde forklaret. Fire sæder var nødvendigt, for at få ham anbragt i liggende stilling. De mellemlandede i Karatsi og skiftede der til Swissair. I den midterste række bag i maskinen blev båren befæstet lige over sæderne. Overlægen fløj med til Svejts for en sikkerheds skyld. Lufttrykket i flyvemaskinen gav Fritz stærke hovedsmerter, det bekræftede hans anelse om, at han stadigvæk var vel i live. Han begyndte for alvor at realisere, at der var noget i vejen med ham, og at han havde brug for hjælp. Maskinen landede på flyvepladsen i Zürich. Det første han fik øje på, da man løftede ham ud igennem døren var forældrene. De så meget bedrøvede ud og tårerne trillede ned af kinderne på dem begge to. Fritz blev revet med af situationen. Hans følelse af lykke forvandlede sig brat til sorg og selvmedlidenhed, mens tårerne løb ned af kinderne.  

 

I fysioterapi.

 

Efter en grundig undersøgelse på universitetssygehuset i Zürich begyndte Fritz med fysioterapi. Den højre arm ville ikke rigtig lystre, han kunne ikke få den op forbi øret og det højre ben slæbte han efter sig. En dag i fysioterapi trykkede en terapeut, uden advarsel, armen op forbi øret. Det gjorde meget ondt, Fritz skreg af pine og begyndte at skælde terapeuten ud. Hun skyndte sig at tilkalde en læge. Fritz forklarede sin pinefulde situation og at fysioterapeuten havde tvunget hans arm opad. Den næste dag kom hans forældre og kørte ham til Aarau sygehus. Lægen havde antagelig på stående fod udskrevet ham. Fysioterapien kunne fortsættes på sygehuset i Arau i nærheden af Kølliken hvor hans forældre boede. En lille tur rundt i swimmingpoolen, i terapiafdelingen, passede lige nøjagtig til hans højre og venstre armkræfter. Med den sunde arm tog han gode svømmetag, den anden arm bevægede han kun lidt. Således kunne han, uden besværligheder, svømme i cirkler. Fysioterapien omfattede blandt andet elektroterapi på den højre arm. En travl lørdag formiddag med mange patienter, da en elev terapeut behandlede armen, glemte hun at se efter hvor meget strøm der blev tilført og var derfor ikke klar over, at tilfældet ville, at der var åbnet helt op for strømmen. Fritz‘ elektrificerede arm fløj rundt i luften, mens han skreg højt om hjælp. Terapeuten kom ilende til, undskyldende slukkede hun for strømmen. Fuldstændig udmattet, efter den kraftige behandling, sank Fritz jamrende om i stolen. Stønnende forklarede han, at det gjorde ondt helt op i hovedet og hans hjerte slog i rasende fart. En læge blev tilkaldt og undersøgte ham. Fritz forklarede at det gjorde ondt helt op i hovedet, som om nogen havde brændt ham med glødende kul. Lægen gav ham et overrasket blik og overbevisende forklarede han, at forbindelsen til hjernen måtte være i orden og at alting ville rette sig som det skulle. Over de næste 3 dage begyndte det at krible i armen og hele den højre side, langsomt kom følelsen tilbage. Fritz måtte et par gange i terapi for at lære at bruge armen rigtig, men efter to uger var alle symptomer af lammelsen forsvundet, Gud ske tak og lov.

 

Tilbage til Etiopien.

 

Tre måneder efter ulykken genoptog Fritz sit arbejde i Etiopien. Vi planlagde at jeg skulle komme efter et halvt år, det havde vi lovet Fritz‘ familie. Meningen var at vi ville gifte os. På dette tidspunkt arbejdede jeg i Svejts på et alderdomshjem for at lære svejtsertysk. Siden min barndom havde jeg ofte drømt om at arbejde som sygeplejerske i Afrika.

Vi besluttede os til at blive forenet i ægtestanden. Fritz sendte mig billetten til Etiopien i god tid. Jeg glædede mig meget og så frem til det nye afsnit i livet med mand og børn. Jeg var meget spændt på hvad fremtiden ville bringe. Blot udsigten til at leve en tid i Afrika, forekom mig spændende og fascinerende. Med en enkelt hvid brudekjole i en separat æske og noget lækkert tøj i en ny kuffert samt et nyt fotoapparat, følte jeg mig fuldstændig parat til det store eventyr.

Så faldt bomben – Fritz sendte et telegram som sagde: „Vent med at komme“, kun to uger før min afrejse. Syv dage krigen var brudt ud i Israel. Ingen vidste hvad der nu ville ske. Jeg var ret ked af det, fordi jeg havde ikke særlig lyst til at afsige mine fremtidsplaner for tredje gang i livet. Om aftenen lå jeg i sengen og tænke på det meget længe. Efter syv dage, da krigen var slut, sendte Fritz et andet telegram med bombe nummer to: Han var blevet sagt op, men jeg skulle komme alligevel, for han ville, i alle tilfælde, vise mig det kønne afrikanske land. Giftes skulle vi også trods alle forhindringer.

I Addis Abeba var Fritz køkkenchef på Ghion Hotel, som tilhørte kejser Haile Selajse fondet. Da Fritz er dygtig til sit arbejde lå årsagen til opsigelsen ikke på det arbejdsmæssige. Den etiopier som stod for hotellet på det tidspunkt så sin chance til at lægge en pæn sum penge til side, sådan at han havde råd til at gifte sig, før den nye svejtserdirektør ankom. Fritz var derfor i vejen og blev afskediget sort på hvidt uden grund. Ved siden af Fritz bungalow boede en Mister Alexander, søn af den sidste konge Faruk fra Egypten. Han ejede nogle fabrikker i nærheden af Addis Abeba som producerede tøj. Hver middag ved tolvtiden ringede han til Fritz i køkkenet og bestilte sin lunch, som altid skulle tilberedes på en meget speciel måde af Fritz selv eller hans første assistent, fordi han var muslim og strengt overholdt de muslimske spiseregler, derefter kom hans tjener Paulus og bragte maden over til bungalowen. En aften blev Fritz kaldt over til ham, for at diskutere menuen. Før Fritz gik, nævnte han, at det muligvis var sidste gang han planede menuer for ham. Mister Alexander så meget overrasket ud og spurgte om grunden. Fritz forklarede, at han desværre var blevet sagt op og det uden grund. Ved ti-tiden næste formiddag blev et brev overrakt til Fritz. Hans opsigelse var annulleret også uden grund, og han kunne fortsætte sit arbejde i hotellet, som sædvanlig. Vi havde hørt rygte om, at Mister Alexander af og til besøgte kejseren i paladset, denne indflydelse var højst sandsynlig kommet os til gode.

 

 

 

En begravelse

 

Den etiopiske direktør blev meget venlig imod os efter denne hændelse. Ikke længe efter havde vi alle tre lunch sammen under parasollen på verandaen foran hotellet. Den tredje overraskelse lod ikke vente længe på sig. Den etiopiske direktør fra Ghion, han som havde forsøgt at afskedige Fritz, og to andre etiopiere fra Etiopia hotel blev dræbt i en bilulykke en sen aften, da de var på vej tilbage til byen fra en tur på landet. I Etiopien bliver man begravet den samme dag som man dør – på grund af klimaet, derfor fandt begravelsen sted næste formiddag. Det meste af personalet fra hotellet deltog i begravelsen. For vores vedkommende blev det et af de største skuespil vi nogen sinde kom til at opleve på første hånd. Fra de afdødes hjem blev kisterne bragt til kirken per bil. Foran løb grædekonerne med store billeder af de dræbte. Af og til stod de stille og gav udtryk for sorgen med klagesange, alt imens de dramatisk slog sig på brystet, gned sig i øjnene og dansede foran bilerne. Efter ankomsten til den ortodokse kirke, der er bygget ligesom et jødisk tempel – med det helligste i midten – blev kisterne ført så og så mange gange rundt om kirken. På pladsen foran kirken fortsatte præsterne med deres syngende klagesang, alt imens røgelse blev svunget frem og tilbage over kisterne. Menneskemasserne fulgte med til gravstedet, og for sidste gang gav grædekonerne deres bedste. I en kreds rundt om graven hoppede, græd og dansede de, til hvert eneste øje var fyldt med tårer, selv jeg blev medrevet og måtte tørre øjnene. Jeg kastede et blik over mod det lille bjerg som lå bag ved kirken. Solens stråler skinnede lavt imellem træerne, begravelsen havde varet meget længe. Jovist, afrikanerne forsømmer ikke gerne en lejlighed til at give udtryk for deres følelser, det fik vi mange beviser på i de fire år vi opholdt os der.

I Etiopien er man overbevist om at kejser Haile Selajsie nedstammer fra konge Salomon. Dronning Saba fra Etiopien besøgte konge Salomon for at overbevise sig om hans magt og rigdomme, beskriver det gamle testamente. Følgen at dette besøg blev en søn Menelek. Kejser Haile Selasie skulle være den 225 i rækken. Personligt er jeg overbevist om, at det er rigtigt, fordi man har meget gamle skjolde, spire og sværte som bærer navnene på de forskellige kejsere. Det er derfor ikke uden grund, at man føler sig nær knyttet til Israel i Etiopien. På udflugter i det kønne, uberørte land besøge vi ofte Nazaret, Betlehem, Oliebjerget og så videre, identiske navne på historiske kendte steder i Israel.

 

Endelig gift.

 

Endelig havde vi papirerne færdige til at blive gift. Hele proceduren havde varet et halvt år. Vielsen fandt sted i den lille moderne kirke som tilhører den tyske menighed. I midten af kirken oppe ved alteret er der en åbning i taget, lavet således at man kan se den klare blå himmel, når man ser op. Det skal muligvis symbolisere det inderste i et jødisk tempel. Efter vielsen kørte vi til Koka Dam hvor bryllupsmiddagen fandt sted. Dengang fløj man ikke så meget rundt i verden, som man gør i dag. For Fritz såvel som for min families vedkommende var det uhørt at flyve så langt, hvis det ikke var strengt nødvendigt. Derfor var vi helt uden familie til brylluppet. Venner og bekendte fra den danske koloni samt fra den svejtsiske og nogle etiopiere var kørt forud efter vielsen og stod foran hotellet og ventede på os, da vi ankom i bilen. Glade og lykkelige omfavnede vi alle hinanden, før vi satte os til det smukt dækkede bord. Jeg følte mig som prinsessen i eventyret. Hvad kunne vi ønske os mere. Efter middagen slappede vi af i den vidunderlige have sammen med gæsterne. Det havde været en dejlig dag, blev vi enige om efter alle havde taget afsked. Den perfekte bryllupsdag fik en overraskende afslutning. Det blev meddelt os, at alle hotelværelser var optaget til næste dag. Fritz havde taget fire fridage således at vi kunne tilbringe et par bryllupsdage i Galila Palads. Vi måtte derfor tage til takke med det næstbedste, et værelse i et mindre hotel, to kilometer derfra, hvor chauffører overnattede. Fritz bar mig, efter skik og brug, over dørtrinet til værelset. Derefter trak han gardinerne for vinduerne men blev meget overrasket, for de faldt pludselig ned på gulvet. Vi fik dem nogenlunde arrangeret igen, men vovede ikke at åbne vinduerne for den kølige aftenluft i det tilfælde af at de også kunne falde af. Fritz fandt ud af, at de øverste indbyggede skabe ikke havde nogen bagvæg, når vi lod dem være åbne, kom der på den måde frisk luft ind i værelset. Jeg trykkede på knappen til den lille lampe på bordet for at tænde for lyset, men trak hurtig hånden tilbage med et overrasket skrig, fordi et elektrisk stød jog igennem mig. I skumringen fik vi de meget enkle jernsenge, som stod på hver sin side i værelset, skubbet sammen. Den ene var et godt stykke højere end den anden. Midt om natten vågnede jeg ved en mærkelig skrigende lyd. Fritz var kommet for nær til midten af sengene, de skred fra hinanden med en meget høj og ubehagelig lyd. Resultatet var, at han faldt ned imellem sengene. Der gik et øjeblik før vi forstod hvad der var sket. Denne mærkelige lyd fik de andre hotelgæster til at stikke hovederne ud af døren for at se om alting var i orden. Vi kravlede tilbage i sengene og forholdte os musestille.Ved fire-tiden om morgenen vågnede alt som kunne krybe og springe udenfor. Hanerne satte kronen på værket ved at sprede morgenkoncerten i den kraftige vind som blæste over stepperne. Lidt matøjede sad vi næste morgen ved morgenmaden ret glade for at kunne flytte tilbage til Galila Palads den samme dag. De næste par dage tilbragte vi med at gå ture på stepperne i nærheden af hotellet. Her og der befandt sig en solid bygget myretue op til et par meters højde. Det hændte en hvirvelvind af støv snurrede over stepperne ligesom en gammeldags snurretop. Man kunne ikke lade være med at undre sig over hvad der ville blive af den. Før solen gik ned hentede mørkhudede etiopiske piger, med lugtende smør i de mange fletninger og med bare ben, vand i gamle blikdåser som de med lethed balancerede hovedet og bar på ryggen. De underholdt sig lystigt med hinanden, fniste sky og kikkede til en anden side, når de fik øje på os. Fritz‘ to schæferhunde, som han havde måtte overgivet til hotellet, fordi de havde ødelagt en kat som tilhørte en gæst fra Ghion, småløb hele tiden foran og bagved os med snuderne i jorden. Af og til løftede de hovedet og spidsede vagtsomme ørene. Vi følte os trygge og beskyttet ved at have dem ved siden af os.

Ude på landet er tiden udviklingsmæssigt stået stille for mange. Man lever i hytter, tukuls, og efterhånden som familien vokser, bliver andre små hytter bygget rundt om den store tukul som tilhører ægteparret. Mange lever af kvægrøgt. I små flokke græsser kvæget, imellem lave træer og buske, vogtet af drenge. Jorden er forholdsvis frugtbar mange steder fordi det er vulkanjord. Grønsager er derfor meget velsmagende på grund af mineraler i jorden. Visse steder strømmer boblende, rent, varmt vand lige ud af grunden for at bane veje i små dampende kilder. Hvis vi ikke var på ture i omegnen, slappede vi af i den vidunderlige have som omgav hotellet. Citroner og mandariner vokser side om side med granatæbler og mange andre ting. Det fik en til at undre sig over hvordan paradis havde set ud. Store buske af burgunvilla i forskellige farver fra dybrød, blå, gul og hvid spredte deres lange grene over den sydlige mur. Foran indgangen til hotellet var der pæne bede med roser som blomstrede hele året i alle regnbuens farver. Solopgang over stepperne er et fantastisk syn, som man aldrig bliver træt af at betragte. Med en gang ser man den glødende store runde kugle i horisonten. Hurtigt hæver den sig og spreder sine blændende gyldne stråler over jorden, før den trækker sig tilbage til den daglige rutine med at inddele nætter, dage, uger måneder og år.

En eftermiddag fik Fritz den storartede idé at fange fisk i Koka Dam, som ligger tæt ved hotellet. Fra muren om haven til hotellet fører en stejl trappe ned til dammen, derfra kan man fortsætte ud på en lang bro. Ved siden af Koka Dam befinder sig også et elektricitetsværk som bliver bevogt af militæret. Jeg følte mig mærkelig urolig ved dette forslag og aflænede det stærkt. Fritz opgav ikke sin idé selv om jeg tryglede og bad. Til sidst lovede han at tage en etiopier med. Med bange anelser så jeg dem forsvinde om hjørnet på vej ned til dammen. En lille time senere kom de tilbage med dukkede hoveder og uden at have fanget noget og havde følgende historie at fortælle: De stod ude på broen og fiskede, han og etiopieren, da de hørte mærkelige lyde bag ved dem. Til deres skræk så de store bavianer aber bevæge sig ned af trapperne som førte hen til broen. Etiopieren rådede Fritz til at stå musestille og ikke røre på sig. Selv bevægede han sig langsomt og krybende hen imod trapperne, mens han begyndte at opføre sig som en abe. Med vilde bevægelser og lyde lod han de andre aber forstå, at det var deres territorium. Bavianerne betragtede, med hovederne på skrå, de to i et stykke tid, og pludselig drejede de om og forsvandt op ad trapperne.

I Galila Palads har man hverken radio, fjernsyn eller aviser. Det giver gæsterne god lejlighed til at slappe af og nyde den pragtfulde natur. Efter solnedgang sad vi oppe på den store terrasse og lyttede til steppens orkester. Alle mulige lyde blandede sig sammen til en sælsom symfoni. Vi undrede os over hvad der foregik under den stjerneklare himmel som dækkede stepperne. Schæferhundene og vægterne havde en hel del at gøre med at passe på at vilde dyr ikke kom ind i haven i nattens løb. Den ene af hundene manglede hud over tænderne på den ene side af hovedet, havde jeg lagt mærke til. Hundenes opgave blev af og til testet på liv og død i nattens løb. Galila Palads var en gave til Haile Selejse fra Musolini efter besættelsen af italienerne. Det er bygget hovedsagelig af hvidt marmor og var ment til at være et sommerpalads for kejseren som foretrak at beholde et værelse for sig selv og overgive resten til hotellet.

 

På godt og ondt så længe vi lever.

  

Vi havde kendt hinanden i fem år før vi blev gift, men det var ikke før efter, vi var blevet svejset sammen, at vi lærte hinanden rigtig godt at kende. Før den tid tog vi så meget hensyn til den andens følelser, at vi ikke ligefrem risikerede at miste hinanden. Det er en god ide at have et godt skænderi og at modsige hinanden før man gifter sig, er en af de mange erfaringer vi gjorde efter vi var blevet gift. Der hører visdom til at ende et skænderi til begges tilfredsstillelse.

En skønne dag havde jeg sagt til Fritz: „Jeg rejser altså hjem til Danmark“, hvortil han svarede: „Rejs du bare“, dermed forsvandt han ud af døren, uden at sige hvor han gik hen. Jeg hang på den, for jeg havde jo sagt at jeg rejste hjem til Danmark. Jeg fik en fornemmelse af at mine forældre ikke ville blive alt for lykkelige for den beslutning, og dertil var det ret besværligt at rejse hjem. Jeg måtte først købe en billet, og når jeg kom til Danmark, fortrød jeg måske det hele alligevel. Jeg kunne ikke helt opgive følelsen af at Fritz skulle mærke, at jeg mente det alvorligt, derfor trak jeg gardinerne for alle vinduerne og låste døren, velvidende at han ikke havde taget en nøgle med sig, derefter gik jeg ind og lagde mig på sengen. Fritz var på vej hen til Richard chefen fra Etiopia Hotel, men han var også på vej hen til os, så de to traf hinanden på halvvejen. Fritz fortalte Richard lige med det samme at jeg havde sagt, at jeg ville rejse tilbage til Danmark. Richard havde spurgt ham om jeg havde sagt, at hvis jeg sagde sådan noget, så gjorde jeg det også, og det var akkurat lige det, jeg havde sagt. De to skyndte dem tilbage til bungalowen, og blev overraskede over at finde alle gardinerne trukket for og døren låst. Fritz blev ved med at råbe: „Inge er du der, åben døren“, jeg svarede ikke med et ord, lå bare på sengen og nød det. Lidt efter hørte jeg hvordan forskellige nøgler forsøgsvis blev stukket i døren, da de havde fundet den rigtige nøgle, og døren var ved at åbne sig, kom jeg frem i stuen og sagde med en meget overrasket mine: „Sig mig hvad foregår der her, jeg sov til middag“. Etiopieren med nøglerne stirrede et øjeblik måbende på mig, før han vendte sig om og forlod scenen uden at sige et ord. Fritz spurgte igen: „Hørte du ikke jeg kaldte på dig, jeg traf Richard på vejen, da jeg var på vej hen til ham, vi besluttede os til at spille kort her.“ Resten af eftermiddagen spillede vi kort alle tre. Ikke et ord blev nævnt om skænderiet. Jeg tror ikke, jeg nogensinde igen har antydet noget om, at jeg ville rejse hjem til Danmark. Richard tænkte sit kunne jeg mærke men sagde ikke noget. Han har en hvis evne til at være til stede i særlige besværlige situationer. Det bemærkelsesværdige ved ham er, at han aldrig glemmer disse situationer, og at han er i stand til at genfortælle dem i deres fulde dybde.

Der var også tider hvor vi havde det skønt sammen og nød de gode sider af livet. Hver lørdag aften var der dans på hotellet, og som regel var der altid nogen der som vi kendte. Jeg tilbragte to timer med at gøre mig så køn som mulig alt imens jeg så fjernsyn. Fritz kom stormende over i bungalowen så snart han var færdig i køkkenet. Han havde været under bruseren og var klædt om i løbet af et kvarter. Derefter gik vi over i restaurationen til fin aftensmad og dans. Hvis de var lidt tidligere færdig i køkkenet om aftenen, kunne det ske Fritz ringede og spurgte: „Har du lyst til en tur i biografen, vi har ikke så meget arbejde i aften.“ Med en let sommerfrakke på, aftenerne er lige tilpas kølige, kørte vi til en af de få biografer og så det der var på programmet. Vores yndlingsrestaurant, på Fritz‘ frie dage, var en spotbillig restauration, som blev ført af en libaneser som havde været lærer, før han blev restauratør. Han talte syv eller otte sprog flydende, tog personligt imod alle bestillingerne og dirigerede køkkenet ind imellem. Retterne var en blanding af libanesisk, arabisk og italiensk. Vi beundrede hans evne til at sætte menuerne sammen således, at vi spiste noget nyt hver gang. Foran restaurationen havde han indrettet et venteværelse med bekvemme puder. Han udvidede aldrig sin restauration eller satte priserne op, selv om folk til tider måtte vente en times tid.

 

 

En usædvanlig familie.

 

Det hændte vi besøgte familie Røschli søndag eftermiddag, hvis vi ikke var i Koka Dam eller på en eller anden tur i omegnen. David og Marlis stammer fra Svejts, og har fire børn ved siden af deres seks etiopiske. Hvor der er hjerterum er der også plads. Marlis og Davids hjem var ofte midtpunkt for mange gæster søndag eftermiddag. De havde lejet et hus med et par tønder land cirka 12 km fra hovedstaden. David underviste studenterne på universitetet i finmekanik, og Marlis passede deres hønsefarm samtidig med at hun så efter den store familie. Forældrene til de etiopiske børn havde boet ved siden af i en lerhytte. Da manden døde søgte moren til de seks børn og den ældste datter Sahai arbejde hos Marlis og David og blev beskæftiget på farmen. Efter en etiopisk festdag, hvor man havde spist godt, døde moren lige pludselig. For at gøre en lang historie kort: Røschlis egne børn spurgte deres forældre om ikke alle seks børn kunne blive boende hos dem. Forældrenes svar var, at hvis de ville dele alt, hvad de havde med dem også chokolade, kunne de seks børn blive.

Cirka tre år efter de havde taget børnene til dem, begyndte David at importere kyllinger fra Israel. Efter et par år stod der det ene hønsehus efter det andet på rad og række. Det blev en stor succes. Marlis og David solgte kyllinger til de fleste hoteller og supermarkeder. Deres kyllinger var de eneste i byen som ikke var seje at spise. De kom til at kende mange mennesker, ja, til og med kejserfamilien hørte om dem. Kejserens datter kom personligt selv på besøg for at se det hele for sig selv. Denne forbindelse med kejserfamilien kom dem til gode senere hen, da de adopterede børnene rigtigt og tog dem alle seks med til Svejts.

 

Kokken Hailu.

 

En aften, efter vi var gået i seng, bankede det heftigt på døren. Udenfor stod en kok og rystede af angst. Fritz skulle skynde sig og komme over i køkkenet, fortalte han imellem korte åndedrag, for der var sket noget. Hailu, en kok, havde forlangt en orangesaft af en anden kok. Fritz havde givet streng ordre om, ikke at skænke orangesaft ud til personalet, fordi det blev misbrugt. Hailu overså forbudet og betjente sig selv. Kok nummer to, som var større og kraftigere, slog begge sine arme om Hailu for at værge sig, dermed bed Hailu kraftigt i den andens øre. Hailus kraftige bid forårsagede at blodet løb den anden ned af halsen. Ørelappen var der ikke mere. I dette virvar kom Fritz til, man begyndte at lede efter ørelappen for eventuelt kunne den syes på igen, men uden resultat. Man antog at Hailu havde spist den i sit stærke selvforsvar og raseri. Den beskadigede kok blev kørt på sygehus og fik en stor bandage på det der var tilbage af øret. Den følgende dag havde de ældste fra hotellet et møde. Det blev bestemt, at Hailu skulle straffes med at betale den beskadigede kok seks måneders løn. De følgende måneder fik han kun lidt lommepenge udbetalt. Heldigvis var han ugift. Man havde den skik på hotellet, at alle gav en dollar efter lønningsdag, derefter blev der trukket lod, og den heldige fik summen. Man tildelte Hailu dette beløb to gange for at hjælpe ham med afbetalingen. Kokken med halvanden ørelap voldte ingen besværligheder. Han fortsatte sit arbejde som om der ikke var sket noget.

Af ægte nysgerrighed spurgte Fritz Hailu ud om hvordan menneskekød smagte, spørgsmålet var meget pinligt, og den ellers så temperamentsfulde Hailu havde for en gangs skyld ikke noget at skulle have sagt. Han drejede sky hovedet og undgik forlegent at svare, også efter Fritz gentagne gange havde spurgt ham. Hailu var Fritz‘ adopterede kok. Han havde været arbejdsløs og tigget på landevejen. En dag havde Fritz mødt ham neden foran hotellet. Da han tiggende strakte sin hånd frem, havde han slet og ret sagt til ham: „Søg dig et arbejde, så behøver du ikke at tigge.“ Hailu forklarede, at han ikke kunne finde arbejde. Fritz havde svaret ham med følgende bemærkning: „Meld dig hos personalechefen i morgen i Ghion Hotel, der kan du få arbejde i køkkenet.“ Næste dag til aftalte tid mødte han op ren og pæn klædt på. Fritz kunne ikke andet end for et øjeblik at undre sig over, om han havde lånt tøjet. Hailu havde ikke nogen til at garantere for sig, i det tilfælde han ødelagde noget, derfor blev Fritz den som tog ansvaret for ham. Lide kunne han vide, at han dermed plantede en trofast kok, som senere hen blev assistent til chefen.

I Etiopien går man nødig for retten fordi der straffes meget hårdt. Byen har et bestemt træ hvor man hænger de dømte til alles beskuelse, og fængslerne kan være den sikre død. Det er derfor ikke underligt at man undgår at bringe en sag for retten.

 

En krigsdans i køkkenet.

 

Man skal helst og for enhver pris undgå at have noget at gøre med politiet eller retten. En dag sad Fritz ved skrivebordet i kontoret og skrev menuer. Han havde et godt overblik over køkkenet, fordi vinduet i kontoret vendte ud mod køkkenet. Pludselig stod en kok foran vinduet med hønsefjer i sine sorte krøller. Uden nogen forklaring begyndte han at opføre en krigsdans for hans øjne. Fritz så sig om i køkkenet for til sin overraskelse at konstatere, at køkkenet var mennesketomt. Han rejste sig og gik ud til kokken, bestemt befalede han ham at holde op, men denne overhørte advarslen og fortsatte energisk sin krigsdans. Efterhånden blev Fritz godt irriteret, for anden gang gik han ud til kokken og for at bekræfte sin advarsel gav han ham et skub i brystet. Dermed var det sket: kokken faldt jamrende om på gulvet mens han hylende klagede over, at han ikke kunne få luft. Fritz blev selv forskrækket over virkningen af slaget. Med en gang var alle kokkene tilbage i køkkenet. Nogen fik fat i en taxi, for kokken skulle på sygehus så hurtig som muligt. Nu blandede en etiopier fra personalekontoret sig også i tingene. Han tog med i taxien og sørgede for, at kokken først blev kørt på politistationen for at afgive rapport, før han blev kørt på sygehus til behandling.

Tilsyneladende var det en slem omgang for kokken. Efter hvad Fritz hørte, lå han to uger på sygehuset, og derefter var han en uges tid hjemme. Han undrede sig over om det virkelig var sandt, at han havde været så syg. Da han var kommet til hægterne igen, fik Fritz en invitation til at forklare sagen for politiet, selvfølgelig blev han ret mærkelig til mode. En taxichauffør fra hotellet meldte sig med det samme hos ham, efter nyheden var blevet bekendt. Han havde en god ven på politistationen, Fritz skulle blot overlade det hele til ham. Dagen kom hvor Fritz og kokken mødtes på politistationen. Fritz var blevet rådet af taxichaufføren til at sige at han var utrolig ked af det. Ydmyg og med sænket hoved sagde kokken det samme. For øjnene af de tilstedeværende gav de to hinanden hånden, ja, Fritz lovede til og med at ansætte kokken igen. Taxichaufføren fik en pæn skilling som tak for hjælpen, dermed var sagen færdig, troede Fritz.

Pasafesten stod for døren, israelernes befrielse fra slaveriet i Ægypten. For etiopierne er det ligeledes en meget vigtig festdag. Taxichaufføren fik den gode idé at Fritz skulle skænke kokken et lam, for at overbevise ham om, at alting var i bedste orden imellem dem. Nu blandede Abeba, Fritz‘ første assistent, sig også i situationen. Etiopieren fra personalekontoret, som havde hjulpet kokken til først at tage på politistationen, skulle have den ære at bringe lammet hjem til kokken. Fritz skulle kun betale de 15 dollars som et lam kostede. Enden på historien blev, at etiopieren, fra personalekontoret trak lammet 12 km fra stedet hvor det blev købt, efter Abebas forslag, hjem til kokken. I sidste ende kunne Fritz fryde sig over, at nogen at de involverede i sagen fik en drøj dag

Endelig ankom den nye svejtserdirektør. Vi var lettede for det betød orden i tingene. Hans tyskfødte kone kom tre måneder senere fordi faren var meget syg, og som eneste datter blev hun hos ham til han døde. Vi fik aldrig at vide hvad han hed men at dømme efter billedet, af en flot mand i uniform, som stod i Hr. Hahns kontor, måtte han have været en af Hitlers generaler. Senere fik Fritz at vide at han var flygtet fra krigens grusomheder og var derfor ikke imellem dem som kom for domstolen.

Jeg blev gravid i den første måned efter brylluppet. Vi begyndte at planlægge ferien for jeg ville helst føde hjemme. Fritz tog tre måneders ferie sådan at vi kunne tilbringe halvdelen af tiden i Svejts og resten af tiden i Danmark. Det ville også give os lejlighed til at lære hinandens familier at kende på begge sider.

 

 

En fødsel med følger.

 

Første august 1968, vi befinder os på Svendborg sygehus‘ fødestue. Jeg vågnede efter narkosen og hørte en stemme sige: „Han skreg ikke rigtig igennem.“ I det øjeblik vidste jeg, at det jeg havde frygtet mest i livet, var sket. Det havde jeg forudanet og ikke vidst, hvem jeg skulle tale med det om. Tre uger før fødslen havde jeg haft en drøm som havde forfulgt mig lige siden. I drømmen blev vores barn født, og som i en tåge havde jeg set hvordan det slet og ret kom ud af maven uden at bruge den naturlige fødselsvej. Jeg fik øje på et sort hul oven i hovedet, og på grund af skaden nægtede jeg at modtage barnet, og derfor blev det taget op igen. Jeg ventede et øjeblik. To hænder viste sig ovenfra og gav mig barnet tilbage. Nu havde det tøj på. Jeg undersøgte hovedet grundigt for at se om det sorte hul var der, men det var der ikke mere, og jeg sagde: „Nu er alting godt.“

Havde jeg dengang blot forstået at en advarende drøm var givet til mig, sådan at jeg rettidig kunne henvende mig til Gud med problemet, før noget gik galt. Det er en stor hjælp og fordel at kende den som kan vende ondt til godt og ikke være nødsaget til at forlade sig på menneskelig viden. I denne mørke time i mit liv opfyldtes det jeg havde frygtet mest i livet: at få et handikappet barn men tillige var der håb om, at alting ville blive godt en skønne dag. Dette håb, plantet dybt i hjertet, blev den røde tråd som trak sig igennem familiens liv over mange år.

Lægen, som var tilstede ved fødslen, gjorde en bemærkning om, at det var bedst, jeg ikke spurgte for meget. Ordene fik det til at gyse ned af ryggen på mig. Det havde været en meget streng og lang fødsel med mange smerter. Jordemoderen forklarede, at han havde haft navlestrengen to gange om halsen. Den havde også været meget kort, og tillige med havde han også haft vand i lungerne. For en sikkerheds skyld ville man lægge ham i en kuvøse de første par dage. Lægens ord – at „det var bedre ikke at spørge for meget“ – ringede stadigvæk i mine ører. Jeg så på uret i fødestuen. En halv time havde jeg sovet med en gasmaske på og vidste ikke, hvad der var sket i mellemtiden. Ude på gangen, på vej ind til stuen, fik jeg et glimt af vores søn, som vi ville kalde Friztli, kortform for Frederik. For første gang så jeg dybt i hans mørkebrune øjne som aldrig ville forandre farve – vi to hørte sammen, mine moderfølelser overvældede mig.

Jeg var 26 år gammel, og jeg havde elsket ham meget før han blev født. Ja, jeg havde næsten ikke kunnet vente med at se ham. Jeg havde beundret børnetøjet som var vasket og parat til brug i kommoden, som jeg havde fået i konfirmationsgave og som stod i gangen hjemme hos mine forældre. Jeg havde forelsket set på babyer i ugeblade og undret mig over, hvordan vores barn ville se ud. Mørket omgav mig på stuen, klokken var hen imod 12 midnat. Det var svejtsernes nationaldag. Hvad foretog Fritz sig i dette øjeblik? Han var rejst for et par dage siden for at tilbringe lidt tid hos sine forældre før han skulle begynde på sit arbejde igen.

Jeg sagde til mig selv: Hvis der er sket noget med ham, så får du hårdt brug for alle dine kræfter. Sørg for at få en god nats søvn. Næste dag begyndte jeg at pumpe mælken ud, Fritzli lå stadigvæk i kuvøsen. Mor og far kom på besøg om eftermiddagen. De sad begge to på min venstre side, nær ved døren og så nedtrykte ud. Der blev ikke sagt meget.

Det første jeg tænkte på, da jeg vågnede den tredje dag på sygehuset var, at nu får jeg snart lov til at holde ham i mine arme. Jeg havde fået tilladelse til at gå ind og besøge ham dagen før. Jeg kunne næsten ikke vente med at komme derind igen. Sygeplejerskerne blev ved med at trække det ud med at sige, at overlægen snart kom på besøg. Endelig kom han marcherende ind med sit følge lige i hælene. Uden at miste noget af sin kostbare tid, forklarede han lige ud, at Fritzli havde et epileptisk anfald, og han havde det meget dårligt. Det bedste jeg kunne ønske for ham var, at han ikke overlevede. Han havde fået en hjerneskade, og man vidste ikke, hvad følgerne ville blive i fremtiden. Dermed marcherede han til næste seng uden at se sig tilbage, og kort tid efter var døren lukket efter ham. Følte overlægen sig godt tilpas med skjoldet om sig. Har vi ikke alle sammen følelser. Hvorfor var det forventet af en overlæge at han ikke skulle vise sine følelser?

Endelig fik jeg lov til at besøge Fritzli på babystuen. Han rystede ynkeligt over hele kroppen. Jeg følte mig dybt ulykkelig ved at betragte hans sørgelige tilstand. Min verden begyndte at synke i grus. Sønderknust ringede jeg til Fritz i Svejts og fortalte ham det nødvendigste. En ung kvindelig læge var den første til at tale fornuftigt med mig. Hun oplyste mig om, at man havde fundet to beskadigede steder på den venstre side af hovedet som var årsagen til det epileptiske anfald, og hun tilføjede at man jo ikke skulle beskylde nogen. Det var de første fornuftige medfølende ord, jeg havde hørt, siden jeg blev indlagt. Det blev besluttet samme formiddag, at Fritzli skulle overføres til Odense Sygehus for videre undersøgelser. I min lange røde morgenkåbe, som Fritz havde givet mig til jul, da vi var i England, og med hvide sygehusstrømper på, tog jeg med i ambulancen. Endelig fik tårerne frit løb. Min verden faldt sammen ved at iagttage Fritzlis rystende krop. Hvad ville der nu ske med ham? Jeg ventede til forskellige prøver var taget. Jeg blev rådet til at lade ham døbe. En præst blev hurtigt tilkaldt. I kuvøsen fik han navnet Freidrich Ulrich. Freidrich fordi han var den fjerde i Fritz‘ familie som hed sådan, og Ulrich fordi jeg synes han havde brug for et stærkt navn – det mindede mig om en ulv. Dåben varede ikke engang et minut. Ingen velsignelse blev sagt over ham. Jeg synes ellers han havde hårdt brug for det. Jeg tog med ambulancen tilbage til Svendborg Sygehus, pakkede mine ting og senere på dagen kom mine forældre og hentede mig.

Fritzli faldt i koma efter at have rystet i flere timer. Muligvis ville det have været bedre for ham ikke at vågne igen, men på det tidspunkt i mit liv, kunne jeg ikke opgive ham. Hvis der skete noget alvorligt med ham, ville jeg ikke kunne klare den inderlige smerte, sådan følte jeg det. I nødens stund begyndte jeg at tale alvorligt til Gud. Noget jeg aldrig før havde prøvet som voksen. Min mor og mormor havde lært mig – Fader Vor – da jeg var mindre. Vi havde været i kirke til jul og når der var et bryllup i familien, men det var alt. Jeg var blevet konfirmeret uden at ane ret meget om hvad der stod skrevet i biblen. Skolelæren, som skulle undervise i det fag, mente at den slags kunne man selv finde ud af, når man blev voksen. Religionsundervisning blev til dansk-undervisning. Her var jeg mange år senere, meget skuffet over Gud, fordi der var sket noget med vores førstefødte. Hvorfor lod han sådanne ting ske? Jeg havde en stærk trang til at gøre noget der ville vække hans interesse. Inde i soveværelset tændte jeg et stearinlys stirrede på det og sagde – Fader Vor – om og om igen, alt imens jeg undrede mig over, om Gud i det hele taget hørte og vidste, at jeg var begyndt at tale til ham. Jeg kunne ikke mærke det mindste.

På femte dagen fik jeg at vide at Fritzli ikke mærkede noget, når han blev stukket med en nål. Far foreslog, at jeg skulle rejse ind og besøge ham. Det var stadigvæk umuligt for mig at opgive ham. I min fortvivlelse bad jeg: „Jeg tager, hvad du giver mig, hvis blot Fritzli i alle tilfælde overlever.“ Med dystre forventninger ankom jeg til Odense Sygehus, men blev hurtigt glædelig overrasket, fordi Fritzli var kommet ud af komaen. Han så ud som om han havde været meget langt væk. Hans skallede fra hovedet til fødderne. I mit hjerte takkede jeg Gud. Han havde alligevel hørt min bøn. Turde jeg håbe på et mirakel, eller var der betingelser ved at få ham tilbage? Dette spørgsmål lå som en mørk sky over mit hoved, trods den glædelig overraskelse ved at få ham tilbage. De næste par uger besøgte jeg mine kusiner og min morbror på skift, når jeg var ude hos Fritzli. Alle var meget forstående og hjælpsomme. Endelig kom dagen hvor jeg fik lov til at tage ham hjem. Meget stolt klædte jeg ham på i hans eget tøj. Om en uges tid ville vi flyve til Svejts for et par dage og derefter til Etiopien.

   

Tilbage til hverdagen.

 

Godt placeret i flyvemaskinen med Fritzli i babykurven foran mig, var jeg for anden gang på vej til Etiopien meget spændt på, hvad det næste afsnit i vores liv ville bringe. Ved siden af mig sad en ældre herre. Han betragtede den sødt sovende Fritzli i kurven et godt stykke tid, før han kom med følgende bemærkning: „Børn skal man nyde så længe de er små“. Jeg kunne ikke nænne at fortælle ham hvad der var sket med Fritzli, for han nød synet af ham, som om det var hans eget barn eller barnebarn.

Vi ankom til Addis Abeba i god behold. Fritz var der med et forventningsfuldt udtryk i ansigtet, men før vi var kommet tilbage til Ghion Imperial Hotel, fik skuffelsen over min figur frit udløb i følgende bemærkning: „Jeg troede du var lige så slank, som før du blev gravid“. Jeg havde en tyk dragt på, som jeg havde købt på udsalg i Odense, og som jeg synes passede godt til rejsen. Jeg trøstede ham med at det var meget normalt, at man havde lidt mave de første par måneder efter en fødsel. Vi flyttede ind i en større bungalow, for nu var vi tre. Det betød stadigvæk kun to værelser, stue og soveværelse. Køkken havde vi ikke brug for. Vi kunne lade os betjene i restaurationerne eller få maden bragt så ofte vi ville.

De første tre måneder af Fritzlis liv så alting ud til at være normalt. Han sov og drak mælken, som han skulle. Det varede heller ikke længe før han sov igennem om natten. Vi var lige ved at tro at alting var gået godt. Da han var omkring tre måneder gammel, begyndte han at få små epileptiske anfalde. Lægen forordnede noget medicin som hjalp imod anfaldene, men alting begyndte at blive meget besværligt. Han fik besvær med at synke og sov meget uroligt om natten. De næste tre måneder tilbragte jeg med at give ham mælk med en teske i timevis. Jeg blandede mælkepulver koncentreret med vand og hvis det blev i hans mave, fik han noget mere vand. Det hændte det hele kom op igen, og så måtte jeg begynde helt forfra. Jeg satte mig selv det mål at få ham til at spise så godt som det var muligt, for jeg ville nødig begynde med at made ham med en sonde. Jeg så hans første smil da han var tre måneder gammel, men det kunne ikke længere skjules, at han ikke udviklede sig. Vi kunne mærke at personalet i hotellet også havde lagt mærke til det. Fritz mente vi skulle lade ham døbe for anden gang, fordi vi ikke var rigtig tilfredse med den første dåb. Vi meldte os hos den tyske præst og forklarede situationen. Han havde ikke noget imod at vi lod ham døbe en gang til. Sammen fastlagde vi dagen til den første søndag i advent. Den dag han blev døbt, kunne han pludselig drikke mælken på en helt normal måde af flasken. Han virkede også roligere. Denne tilstand varede tre dage. Jeg tog det som et tegn på, at Gud havde set og hørt og var med ham og ville hjælpe ham i livet fremover.

 

Natlige udflugter

 

Etiopierne havde mange gode forslag til hvad vi skulle gøre for Fritzli, sådan at hans tilstand forbedrede sig. Man rådede os til at besøge et ortodoks tempel som lå en halv times kørsel fra hovedstaden oppe på et mindre bjerg Hotelchaufføren og hans familie, bestående af hans kone og fem børn ville følge eksemplet og tage med os der op. Vi stod op ved tre-tiden om morgenen og kørte med hotelbilen op til templet. De koptiske præster bad en times tid i amharik for Fritzli. Naturligvis forstod vi ikke noget af det som blev sagt. Vi stod blot ved siden af og håbede at det ville hjælpe. Fritz gav en god skilling til præsterne hver gang. Den næste nat gentog vi hele ritualet igen. Præsterne rådede os til at bade Fritzli i vandet man har deroppe, det skulle have en helbredende virkning. Tøvende gik jeg med til det. Jeg advarede Fritz med: “ Bliver Fritzli blev syg af det kolde vand, holder jeg op med de natlige udflugter.“ Den fjerde dag fik han høj feber trods de mange bønner. Han var meget syg en uges tid. Fritz lovede højt og helligt ikke at komme med flere af disse forslag i fremtiden. Fra personalet hørte vi, at det var en stor fejl at holde op med de natlige turer fordi djævlen havde manifesteret sig. Havde vi holdt ud, ville han være blevet drevet ud og Fritzli ville være blevet helbredt. På vores spørgsmål om det var Guds vilje at sætte hans liv på spil for at blive helbredt, fik vi ikke svar på.

Der var meget arbejde med Fritzli, fordi han prøvede hele tiden at gøre noget selv, det ville også være helt normalt for et sundt barn. Han knyttede sine små hænder og udstødte utilfredse skrig, men det hjalp alt sammen ikke noget. Han kunne ikke holde hovedet mere end nogle få sekunder af gangen, og han havde ikke styr over sine bevægelser. På det svenske sygehus, som ligger lige bag ved paladset, viste en fysioterapeut mig nogle øvelser, som jeg trofast gjorde hver formiddag, efter jeg havde badet ham. Han virkede mest tilfreds og afslappet når han var på tur i haven i barnevognen, fordi der skete der noget, som fik ham til at glemme sig selv. Han var et kønt drengebarn og smilede gerne til alle som snakkede med ham. Hans måltider var forsat meget anstrengende både for ham og for os. Det var meget besværligt for ham at synke, og vi måtte passe meget på at han ikke fik noget i den gale hals. I hans første leveår skete det en gang, at han pludselig ikke kunne få luft, fordi maden blokerede. Ansigtet fik en farlig mørk farve, da han endelig kom til sig selv igen, var jeg drivende våd af sved og rystede over hele kroppen. Jeg overgav ham til hushjælpen, gik ned i køkkenet og satte mig i Fritz‘ kontor og drak en kop kaffe. Det tog en god time hver gang at give ham mad og drikke fra seks måneders alderen. Det gik bedst når han betragtede et eller andet, derfor legede hushjælpen med hans legetøj foran hans øjne, mens jeg koncentrerede mig om, at han fik det ned, han behøvede.

Han var meget syg det første år og af og til havde jeg på fornemmelsen, at hvis jeg blot så lidt mindre godt efter ham, så overlevede han ikke. Jeg var også regelmæssig til børnelæge med ham en eller to gange i måneden. Af og til ville børnelægen spørge: „Hvad skal vi gøre ved ham denne gang“. Jeg sørgede for at han fik gammaglobulin regelmæssigt. Hans liv hang i en tynd tråd, det var der ingen tvivl om. Han sov for sig selv om natten i sit eget værelse, men jeg kunne aldrig være sikker på, at han levede, når jeg åbnede døren. Pludselig uden advarsel ville han begynde at kæmpe for at få vejret, og der var ikke noget vi kunne gøre, indtil det var ovre. Hver gang jeg fandt ham sødt sovende i sin seng, takkede jeg Gud i mit hjerte. Trods alle besværligheder var vi meget glade for vores Fritzli. Af og til når Fritz havde ham på skødet, ville han begynde at le. Fritzli elskede at le og så lo vi alle tre, indtil vi ikke kunne mere. Det gjorde godt helt ind i det inderste af sjælen. Det var som om alle besværligheder blev skubbet meget langt væk ved slet og ret at være glade. Heldigvis var det ikke noget problem at få nogen til at hjælpe mig med ham. Jeg ansatte to piger. En et par timer om formiddagen og en et par timer om eftermiddagen. Jeg ønskede ikke at Fritzli skulle være en byrde for nogen. Hjælp kostede så lidt, og på den måde havde jeg altid en barnepige når jeg ønskede det. Jeg gav ham selv hans måltider, men i nødstilfælde kunne pigerne også overtage.

 

Livet i Etiopien.

 

Kejser Haile Selajsie havde de samme svagheder som Kong Salomon i det gamle testamente. Han var ven med alle og enhver som tilbød ham noget. Han modtog hjælp fra vesten og fra østen. Mange studenter blev sendt til Moskva for at studere. Det var derfor ikke så underligt at mange også kom tilbage fjendtligt indstillet over for kejseren og regeringen. Det resulterede i at studenterne på universitetet meget ofte demonstrerede. Der var visse dage hvor det var bedst ikke at tage ind til byen. På sådanne urolige dage var hotellet og paladset stærkt bevogt af militæret.

En eftermiddag, da Fritz og jeg opholdt os i soveværelset, hørte vi et øredøvende bang. Før vi fik tænkt os om, fløj en kugle igennem det åbne soveværelsevindue og susede lige forbi ørene på os. Denne hændelse kom fuldstændig uventet og gav os en usikker følelse, som i grunden aldrig rigtig forlod os, så længe vi opholdt os der. En dag fortalte Fritz, hvad han havde hørt blev diskuteret i køkkenet. Kun i følge af sin private chauffør var kejseren, uden forud at melde sin ankomst, kørt op til universitetet. Der fik han alle studenterne kaldt sammen og stod foran dem uden at være beskyttet. Han opfordrede dem til at udtale sig om hvad de ønskede skulle være anderledes. Han var parat til at diskutere med dem. Der var ikke en som havde mod til at åbne munden. Kejser Haile Selajses anseelse steg nogen grader i byen efter denne hændelse. På det tidspunkt havde studenterne flere gange tragtet ham efter livet, men uden resultat.

Det hændte, jeg tog en tur i byen på fredelige dage. Jeg elskede at vandre alene rundt på Markarto-markedet, som er det største i Afrika, siges der. Der kunne man købe mange interessante ting. Etiopierne væver selv deres nationaldragter. Kvinder og mange mænd bruger dem også til hverdag. De er lavet af hvidt håndvævet bomuldstøj, pyntet med farverige border. Jeg benyttede disse ture til at finde stof som jeg derefter fik syet inde på Piazza, hovedgaden i Addis Abeba. Jeg havde været så heldig at finde en dygtig syerske til det formål. Når man vandrer igennem gaderne i byens hovedgade for at kigge på butikker og gøre sine ærinder, er man nødt til at lukke øjnene så godt man kan for tiggere. De står i massevis ved indgangen til gode butikker eller trykker sig op af muren ved trappeopgangene. Mødre, med babyer hængende ved brystet og med bekymrede udtryk i øjnene, strækker begærligt den frie hånd ud efter fodgængere for at få en skilling.

I Afrika går man igennem tykt og tyndt sammen og kommer også til at holde af folket ligesom ens egne børn. En formiddag, da jeg var ved at ordne Fritzli, kom Fritz stormende ind i lejligheden. Uden at sige et ord tog han Fritzli på armen og forsvandt ind i soveværelset. Der blev han de næste to timer. Derefter rettede han på håret og gik tilbage til køkkenet. Fritzli blev den vi tyede til når noget gik galt: Han kiggede på en med sine store brune øjne. Hans ansigtsudtryk afspejlede sympati og forståelse, hans inderste var rent – i sådanne øjeblikke var Fritzli en trøst for os. Senere på dagen fik jeg at vide hvad der var sket. Konditorchefens assistent, den kraftigste mand i køkkenet, havde fået en irettesættelse af Fritz hvortil han slet og ret havde taget et godt tag i Fritz og løftet ham op i luften over sit hoved med begge hænder. Sådan var han gået igennem køkkenet med Fritz hængende over sit hoved. Det var naturligvis ret nedværdigende for Fritz som først måtte sunde sig, før han kunne fortsætte sit arbejde. Heldigvis gentog tilfældet sig ikke igen. Konditorchefen var det modsatte af sin assistent, han var meget tynd og mager og havde glat hår ligesom dem der kommer nord fra, etiopierne har ellers krøllet hår. En formiddag i travlheden havde Fritz også rettet på ham, og i næste øjeblik kom en kniv susende forbi hans øre. Alle var meget spændt på hvad der nu ville ske. Personalechefen mente det var bedst, man afskedigede ham, men Fritz besluttede sig for at ignorere tilfældet. Kokken fik en stærk advarsel og blev hvor han var. Vi antog at situationen ikke ville gentage sig. Det blev fortalt os at hans kone havde forladt ham med børnene dagen før, og det medvirkede til at vi undskyldte ham og gav ham en anden chance. Fra den dag af var der ikke flere problemer med konditoriet. Det var ikke let at få godt arbejde i Addis Abeba. Hvis nogen blev ansat blev de der som regel resten af livet.

Fritz kom en eftermiddag hjem med en medicinboks som han havde hentet i klinikken. Det hændte de blev gale på hinanden og lod følelserne få frit løb. Hvis der skete om søndagen, eller når klinikken var lukket, kunne jeg i sådan et tilfælde give førstehjælp. En aften berettede Fritz, at de havde skubbet en kok ind i en lun ovn et øjeblik. Han forklarede, at hans høje advarende stemme, hurtigt fik dem til at åbne lågen igen og trække den stakkels kok ud, som i det øjeblik fuldstændig var udleveret til de andres morskab.

Til middag blev der serveret lunch ovenpå, og om aftenen var der diner efter a la carte og dans til et etiopisk orkester i en anden afdeling af hotellet. Annonceringen af de forskellige retter om aftenen forgik på en ret interessant måde. Fritz stod foran ved lugen hvor retterne gives ud. Når tjenerne kom med en bestilling, vidste han lige præcis hvilken kok der var egnet til hvad. Med høj stemme forkyndte han hvem der skulle koge hvad. Foran lugen satte han retten sammen eller så efter at den var i orden. Så enkelt som det er beskrevet var det ikke, det er noget helt andet at se og høre arbejdsgangen. Når en ordre kom ind, råbte Fritz med høj stemme kokkens navn og gav ham ordren på det sprog han bedst forstod. Det kunne være tysk for Abebas vedkommende, italiensk eller amharik, det sprog man talte i Addis Abeba. Han kunne ganske vist kun køkkensproget, det vil sige, han havde kun så meget ordforråd som han behøvede. På en eller anden måde gik det. Alle koncentrerede sig om Fritz stemme. Ofte var han nødt til at råbe ligesom en general for at overdøve larmen fra kasserollerne. Et par gange hændte det at han kom hjem og hviskende forklarede, at lige pludselig havde stemmen svigtet, og Abebe måtte overtage.

Kejserens spion, som vi kaldte ham, kom af og til på besøg i hotellet. Han havde haft en høj stilling i militæret før i tiden. Det blev fortalt, at en ulykke havde tvunget ham til at træde tilbage. Han opholdt sig altid på det sted i landet hvor kejseren også opholdt sig. Var han i byen, var han det også og hvis han var på en eller anden rejse ude i landet, rejste generalen til samme sted. Det blev sagt, at han havde taget forældreløse børn under sine vinger og at han samlede penge ind til dem. Fritz gav ham penge til børnehjemmet og et godt måltid, hver gang han viste sig i køkkenet. Var han ikke var tilfreds med beløbet, nægtede han slet og ret at gå igen. Stædig blev han siddende til han nogenlunde var tilfreds, alt imens han lod Fritz forstå, at han havde penge nok. Han var ikke særlig veltalende og rystede på hænderne. En dag besøgte han mig i lejligheden med nogle stærkt lugtende rødder fra et eller andet træ ude på landet. Disse rødder skulle lægges under Fritzlis hovedpude om natten, lidt efter lidt ville han blive sund og rask, det var han selv fuldstændig overbevist om. Jeg pakkede rødderne i et lommetørklæde og gemte dem i et skab, for de lugtede i den grad så stærkt at man fik hovedpine af dem. Hver gang denne general kom på besøg, ringede vægteren foran hotellet til Fritz som med det samme ringede til mig. Jeg eller pigen lagde derefter hurtigt rødderne under Fritzlis hovedpude. En formiddag kom generalen brasende lige ind i Fritzlis værelse uden først at banke på døren. Han gik hen til Fritzlis seng og løftede hovedpuden, så rødderne pakket ind og gik igen uden at sige et ord. Heldigvis havde jeg lige nået at fået rødderne anbragt under hovedpuden, før han kom ind.

 

Regntiden.

 

Regntiden er en oplevelse for sig i Etiopien. Man har den store og den lille regntid med et halvt års mellemrum. Hvis regnen udebliver, som det skete efter vi forlod landet, er det katastrofalt for folket og deres kvæg da de fleste er afhængig af regn for at kunne høste deres barbere og teff – etiopisk chili og korn – og hvad man ellers planter af grøntsager og frugter. På den frugtbare jord kan der høstes græs hver måned mange steder, hvis man vandede regelmæssigt. Ligeledes har landet deres egne miner, derunder guld og sølvminer. Der kunne uden tvivl gøres meget for folket, hvis de ville holde sammen og udnytte deres reserver rigtigt. I grunden behøver de kun at studere hvordan brødrene i Israel udnytter deres land. Der plantes der roser i ørken.

I Etiopien er himlen altid stålblå uden skyer med undtagelse af regntiden, som sætter ind som et uventet besøg fra den ene dag til den anden. Man står op om morgenen til en stålblå himmel som sædvanlig. Pludselig uden advarsel kommer nogle skyer hastigt drivende. I løbet af en times tid eller to dækker tunge mørke skyer himlen, og så begynder det at styrte ned i stride strømme. Midt i regntiden kan det regne så heftigt at hjulene på bilerne er fuldstændigt tildækket med vand midt på gaden. I sådanne våde øjeblikke er man nødt til at standse motoren og vente så længe den halve time skylle varer. Dermed er regnen forbi indtil næste dag. Langsomt trækker den sydpå. Det mærker man ved at regneskyllen langsomt forskubber sig fra formiddagen til om eftermiddagen, og lige så pludselig som den kom – lige så pludselig er den gået.

Når den store regntid er forbi i oktober, efterfølges den af Marskaram, Etiopiens nationaldag. Overalt blomster det med gule lysende blomster. Denne blomsterpragt minder en om foråret derhjemme, og for nogle uger er der en forventningsfuld stemning i luften. Alle forbereder sig med nyt tøj til festdagene. Der bliver slagtet og kogt insara watt. Det bliver tillavet med lugtene smør som har været pakket ind i bananblade og gemt i jorden mange gange et halvt års tid. Det bliver fortalt at jo ældre smørret er, desto bedre og smagfuldere er retten. Løg brunes i smørret og der spares ikke på dem og heller ikke på chilien. Til sidst tilføjes kød og grønsager. Det bedste af det hele er det gode pandekagelignende brød, bagt af teff, som med tre finger dyppes i retten. Efter sådan et rygende varmt måltid breder en meget behagelig følelse i hele kroppen. Den første gang jeg smagte på den, brændte jeg tungen. Man skal vænne sig til den lidt efter lidt. Har man først fået smag på den, er det en ret, som man vil rejse langt for at spise. Kaffen, som stammer fra Etiopien og som også vokser vildt, tilberedes på en næsten ceremoniel måde. Bønnerne rystes over åben ild, stampes og derefter tilberedes kaffen meget omhyggeligt. Effekten udebliver heller ikke, kaffen er en ren nydelse. Dertil varieres den med krydderier som nelliker eller også salt i stedet for sukker og fløde alt efter smag og behag.

På selve dagen rider og marchere et farverigt optog af militæret med kejserens flotte racerene heste rundt om paladset. Mange af dem er gaver fra andre lande. Mennesker strømmer ind fra landet i skarevis for at betragte den flotte parade som ender på en stor åben plads ikke langt fra paladset, hvor en høj stol med en rød løber foran er sat op til kejseren. Efter Haile Selajsie har talt til folket, bliver et stort bål tændt. Når flammerne er døet hen, fordeler menneskemasserne sig i forskellige retninger for nu skal der festes.

 

 

 

Malaria.

 

Af og til opholdt jeg mig et par dage i Koka Dam med Fritzli. Som regel gik jeg ture med ham ude på stepperne to gange om dagen. Den varme vind blæste beroligende, jeg nød disse spadseregange, Fritzli kunne sove i timevis her. Det var som om Gud selv åbenbarede sig i de smukke omgivelser og gav os ny energi og håb for fremtiden. Jeg opholdt mig igen i Koka Dam med Fritzli et par dage. For øjeblikket sov han i sit værelse, jeg slappede af ved swimmingpoolen. Man kan blive dejlig brun på megen kort tid der, men man kan også få en overdosis uden at mærke det. Den første søndag jeg tilbragte i Koka Dam var også min første søndag i Etiopien. Mens Fritz var beskæftiget i køkkenet, lå jeg ved swimmingpoolen og nød det. I løbet af kort tid blev jeg brunere og brunere. Jeg var, som mange nordiske piger, både begejstret og stolt over hvor hurtigt jeg var blevet brun. Oppe på værelset betragtede jeg mig selv beundrende i spejlet. Jeg var ikke langt fra at være ligeså brun som en etiopier, og jeg var ikke engang blevet rød. Ugen efter kom følgerne, jeg skallede fra håret helt ned til tæerne. Fritz og jeg havde også været i byen et par gange den uge, nogen på vejen havde givet mig lus og nu gemte de sig i sengen. Myggene havde også fået smag på mig, sandelig livet her har to sider. Alle de små kryb så ud til at kunne lide mig. Jeg lærte at passe på i solen, Fritz satte sig altid i skyggen. Når vi var på tur i byen, havde han altid en trøje på for at holde varmen ude. En anden ting er at lusene ikke så let finder deres vej ind til kroppen igennem en tyk trøje. Jeg fandt ud af, at det bedste er at ryste tøjet over badekaret efter hver tur i byen.

Jeg sad som så mange gange før ved swimmingpoolen og læste eller broderede imens Fritzli sov. Pludselig var der noget som stak mig på benet, men denne gang var det anderledes. Det gjorde meget ondt og stikket svulmede op til en stor bule. „Jeg håber ikke det er malaria“, tænkte jeg, men skød hurtigt tanken fra mig. Efter et par dage begyndte jeg at føle mig elendig og syg. Lægen, på det svenske sygehus, gav mig noget medicin som ikke hjalp det mindste. Om formiddagen gik det nogenlunde, men om aftenen ved solnedgang begyndte jeg at få feber og den steg for hver dag. En aften blev feberen så voldsom at jeg rystede som et espeløv i sengen. Fritz betragtede mig på en lidt mærkelig måde – så sagde han: „Hold op med at skabe dig, ellers sover jeg et andet sted i nat“, og dermed forsvandt han ned i køkkenet. Jeg nåede lige at råbe efter ham: „Passer du godt på Fritzli hvis jeg dør“, før døren lukkede sig efter ham. Lidt usikker fortalte han Segai, den etiopiske assistent til direktøren, at jeg lå og rystede i sengen af feber. Segai fik fat på en etiopisk læge og da han stod i døren, sagde han: „Malaria, jeg har selv haft det i 12 år“. Jeg fik nogle kinin- tabletter og følte mig meget bedre allerede den næste dag. Feberen kom heldigvis ikke tilbage og i løbet af et par dage var jeg helt i orden, Gud ske tak og lov. Lægen havde forklaret at det kunne ske, at feberen kom tilbage efter en måned. I sådan et tilfælde skulle jeg behandles på sygehuset med sprøjter fra den første dag. Jeg var inderligt overbevist om, at det ikke ville ske, og det gjorde det heller ikke.

 

Hundegalskab.

 

En af vægternes hunde fik hundegalskab og måtte aflives fordi sygdommen kan spredes til mennesker og dyr ved kontakt. Fritz og jeg er glade for dyr og havde af og til været venlige ved vægterens hunde. Ofte når vi gik forbi det lille vægterhus, som ligger i indkørslen ligesom man drejer af til hotellet, havde vi standset et øjeblik og klappet hundene. Selvfølgelig skete det at en lang tunge slikkede vores hænder og en våd snude ivrigt snusede til os. Efter grundig overvejelse besluttede vi os til at tage vaccinationerne for en sikkerheds skyld. Ti dage i træk blev der givet en 10 ml injektion i maven. Man benyttede stadigvæk den gammeldags metode den gang. Det gik nogenlunde med de første fem vaccinationer. Derefter følte vi os fuldstændige elendige. Maven var blevet meget øm. Vi kunne ikke tænke klart, for en sikkerheds skyld kørte Fritz ikke bil. En eftermiddag, da jeg ventede på ham i venteværelset, hørte jeg højt og tydeligt hvordan han jamrede inde i behandlingsrummet, da sygeplejersken stak nålen i maven. Folk i venteværelset trak på smilebåndet. Sygeplejersken kom ud med sænket hoved fra behandlingsrummet. Efter den femte vaccination begyndte jeg at svømme dagligt i håb om det ville hjælpe til at fordele alt det, der blev sprøjtet ind i maven. Nu skete det, at jeg også blev forkølet. Mave og brystmusklerne trak sig sammen med det resultat at jeg gik som en gammel rundrygget kone. Mit hjerte begyndte at gøre ondt på grund af muskelsammentrækningerne. For første gang i mit liv var jeg bange for at noget alvorligt kunne tilstøde mig. Nogle varmebehandlinger på sygehuset hjalp heldigvis på muskelinfiltrationerne. Vi var meget lettede da det hele var overstået, og tilværelsen igen forløb normalt. En af tjenerne i hotellet, tog også vaccinationer men holdt op efter den femte sprøjte. Han påstod at han var ligeglad med, om han levede eller døde, i det tilfælde han var blevet smittet. Kort tid efter havde man også hundegalskab ude hos Røschlis. Marlis og David var i begyndelsen ikke helt klar over hvad det var. Det resulterede i at de var sene til at få den store familie vaccineret. Alle fik sprøjterne i nakken, fra den mindste til den største, vaccinen nåede således hurtigere op til hjernen. Forældrene lovede alle ti børn en is hvis de ikke græd, og det var der ingen der gjorde. Den første søndag efter at vaccinationerne var færdige, kørte Røschlis med børnene i byen i deres lange bil for at spise is. Bagefter besøgte de os. Jeg var meget imponeret over at alle havde taget det i stiv arm uden at jamre. Eftermiddagen endte med is en gang til spenderet af Fritz.

Det kan være ret kompliceret når der sker noget, når man er sådan en stor familie. En søndag eftermiddag delte familien en kage. Gavmildt gav man det sidste stykke til katten. Lidt efter begyndte den at jamre og opføre sig meget mærkeligt. David og Marlis stoppede alle ti børn i bilen og kørte til sygehuset og fik maverne pumpet ud. Da de kom hjem igen, havde katten fået killinger og så ellers ikke ud til at fejle noget. Man må undre sig over hvordan Marlis fik tid til at slappe af ind imellem, med den store familie de havde. En dag hørte jeg at hun ikke havde det så godt, og besluttede at aflægge et besøg. Jeg fandt hende på sofaen i stuen med en bog i den ene hånd. I den anden hånd havde hun et æble som hun af og til holdt højt, sådan at kokken, som sad på sofapolsteret, kunne have den fornøjelse at pikke i det. Marlis havde en yndlingshane der var meget nær knyttet til hende. Når hun kaldte på den, kom den løbende lige med det samme. Hun havde flere gange taget den med på campingture, man kunne ikke ønske sig en bedre vagthund, eller rettere sagt vagtkok, påstod hun. Marlis elskede alle sine kyllinger og høns. Der var kun en ubehagelig side ved det, hun brød sig ikke om at skille sig af med dem. Hun involverede sig i alt arbejde på farmen med undtagelse af at slagte kyllinger og høns, det overlod hun til arbejderne.

 

Alvorlige skridt mod troen.

 

Vi vidste alle at David og Marlise var troende og at de gik i kirke om søndagen med de mange børn. Der var noget usædvanligt ved dem, det kunne alle mærke – altid interesseret i andres velfærd. På det tidspunkt var de lidt for tilbageholdende til at tale lige ud om det det de troede på. De i stedet for gav de et eksempel på at elske sin næste som sig selv – som er det næststørste bud i biblen. Det største er: „Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din forstand og styrke.“

Året efter vi var blevet gift, arbejdede Fritz regelmæssigt søndag formiddag. Jeg benyttede formiddagen til at besøge gudstjenesten i den tyske kirke. Det hændte jeg kom for sent et par gange, og at man var begyndt at synge som jeg ankom til kirken. Jeg følte det som om salmerne trak mig ind i kirken. Jeg var begyndt at blive tørstig efter Gud og glædede mig rigtigt til søndagene. En prædiken printede sig fast i mit hjerte. Med ægte overbevisning prædikede præsten at man har helt og holdent har syndernes tilgivelse, når man kommer til Jesus. Jeg tror det var i dette øjeblik, jeg vidste, jeg havde brug for det. Biblen siger: alle har syndet og mangler herligheden fra Gud. Præsten prædikede med stærk amerikansk accent på tysk. Han stammede fra Amerika, men havde truffet sin hustru i Tyskland. Begge troede de ikke kunne få børn på grund af sygdomme de havde haft som unge. Ingenting er umuligt for Gud. Det ene barn efter det andet blev født. De havde fem børn i alt. Præstens bil var ligesom Røshlis et langt rugbrød til den store familie.

I nærheden af Addis Abeba befandt sig et hjem for stærkt invalide. Sammen med Røchslis besøgte vi hjemmet. Alting var meget enkelt, man havde ikke engang stole til at sidde på. David og Fritz fik det arrangeret således at enkle stole blev lavet og leveret til hjemmet, som blev ledet af et svejtsisk missions par. Hun ventede sig, jeg glemmer aldrig følgende bemærkning fra manden: „Hvem ved om vi får et sundt barn, det er ikke sagt at alle skal have sunde børn, syge børn kommer man til at holde mere af end sunde“. Jeg undrede mig meget over den bemærkning. Her havde jeg truffet mennesker som forud var parat til at acceptere et sygt barn, hvis det blev givet til dem. På et senere tidspunkt til et cocktailparty, der blev givet af det svejtsiske konsulat, traf jeg et ungt par som også missionerede i Etiopien. Jeg fortalte dem om vores Fritzli, hun forklarede at mens hun ventede sig med det sidste barn, som på det tidspunkt var et halvt år, fik hun mæslinger. Lægen havde oplyst dem om at der var en chance for at barnet kunne blive født blind, derfor havde de også mere eller mindre forberedt dem på et handikappet barn. Da det blev født, var det fuldkommen sundt og rask. Igen undrede jeg mig over den tillid disse missionærer havde i sammenhæng med troen.

Det var Fritz ide at vi skulle begynde at bede regelmæssigt for Fritzli. Med foldede hænder og et par enkle sætninger som synes at passe godt til hans tilstand, var vi meget hurtige færdige. Jeg lærte nu en anden side af Fritz at kende, en side jeg ikke havde vidst noget om før. Fritz havde med 15 år en nat en meget usædvanlig drøm. Han drømte følgende: Han stod ved siden af sin seng og betragtede sig selv ligge død i sengen. I drømmen var han klar over at familien sad ved morgenmaden. Fordi han ikke kom ned i køkkenet kom Yvonne hans yngste søster op og bankede på døren. Da han ikke åbnede, kom hun ind i værelset. Hun så hans stive legeme i sengen rystede ham forgæves og blev klar over, at han var død. Oprevet og jamrende løb hun nedunder og fortalte familien hvad der var sket, alle stormede op i værelset. Fritz prøvede at forklare, at han ikke var død, men stod ved siden af dem og at de ikke behøvede at være ulykkelige, men ingen hørte ham. Det hele var meget sørgeligt. Han så hvordan hans far bestilte en kiste og manden som bragte den. Tre dage lå hans legeme i kisten. Han forfulgte videre situationen og så, hvordan alle hans skolekammerater kom tog kisten på skulderne og bar den over til kirken ved siden af. Han fulgte med ind i kirken og hørte blandt andet hvordan der blev talt pænt om ham i grunden for pænt, syntes han i dette øjeblik. Derefter gik turen ud på kirkegården. Da kisten blev sænket ned i graven og hans skolekammerater tudende stod ved siden af, blev det for meget for ham, han ville ikke begraves og forlod stedet. Derefter befandt han sig på en vej, som efter et øjeblik delte sig i to. Den ene var bred, forsatte lige ud og førte hen til et bondehus. Den anden vej var smal og førte op ad en lille bakke. Han valgte at forsætte lige ud hen imod bondehuset. Han havde ikke taget mange skridt, før han var klar over, at han havde valgt den forkerte vej. Det var umuligt at dreje om, fordi noget stødte ham ustandseligt i ryggen. Han kom hen til gården og fik øje på en stor port. I porten var der en lille dør, han åbnede og kom ind i en større lade, et sted hvor man opbevarede korn. Foran sig så han en afgrund med glødende lava og mennesker som tørstende råbte om hjælp. Nogen gav ham det sidste skub, imod sin vilje faldt han ind i lavaen. Dermed vågnede han drivvåd af sved og glad for, det hele kun havde været en drøm.

Den følgende uge besøgte en evangelist landsbyen, temaet var: Fem minutter efter døden. Meget tiltrukket af de fire ord, efter denne usædvanlige drøm, havde Fritz en trang til at finde ud af, hvad det skulle betyde. Evangelistens prædiken overbeviste ham om, at det var nødvendigt at vælge den rigtige vej her i livet, for ikke at komme til det forkerte sted senere hen. Der var noget som hed et valg, hørte han, derfor gik han frem og omvendte sig til Gud, da der blev givet en invitation. Han hørte der blev sagt: “ Dem som tager imod Jesus Kristus , giver han magt til at blive Guds børn“. Fritz fortalte videre, at han på dette tidspunkt fandt skolen meget svær, og at forældrene ikke var særlig lykkelige over hans evne til at lære. Tre uger efter denne hændelse havde han en anden usædvanlig drøm. Han drømte følgende: En hvid due fløj igennem en ring, han vågnede og var klar over, at Gud fra nu af ville hjælpe ham. Han afsluttede handelsskolen med et godt resultat, fuldstændig overbevist om, at Gud havde givet ham det, han havde brug for til at klare skolen udmærket.

Efter handelsskolen kom han tre år i kokkelære. Derefter fulgte et halvt år i Geneve på det berømte hotel Des Bergus. Militæret kaldte og Fritz aftjente trekvart år i stedet for de sædvanlige tre måneder. Han lod sig videreuddanne til korporal ved flyvetropperne, hvor han endte som køkkenchef. I Svejts har man kort tids værnepligt, men derfor bliver man kaldt ind nogle uger hvert år indtil en hvis aldersgrænse. Er man forhindret til at aftjene sin værnepligt, fordi opholder man sig i udlandet, skal man hvert år betale en pæn sum til militæret. Eventyrlysten trak, og snart fandt Fritz vejen til Oslo. Chefen på Interkontinental hotel hvor han fik arbejde var en svejtser. Han mærkede hurtigt at Fritz var en gå på type og sørgede for, at han hurtigt kom fremad. Han blev højest to måneder i de forskellige afdelinger, og på den måde lærte han meget på kort tid. Meget snart var han chef de party og havde ældre kokke under sig som havde været der i årevis. På dette tidspunkt traf vi hinanden. Fritz talte dårligt norsk og da jeg på det tidspunkt ikke talte tysk, konverserede vi på norsk, som jeg var ret god til. Efter to måneder og mange lange spadsereture talte han så flydende, at han uden større besværligheder kunne klare det norske sprog.

Fritz kan fortælle mange interessante hændelser som beviser at en beskyttende engel mange gange var ved hans side. Hotellet havde specielle fondue-brændere med tre huller i stedet for det normale et. En aften da han anrettede sådan en, eksploderede den lige i ansigtet på ham. Hornhinden i begge øjne blev beskadiget. Han råbte om hjælp, nogen kom løbende til, han kunne ikke se det mindste og ansigtet var forbrændt ved næsen og kinderne. Han jamrede, hurtigt blev han kørt på sygehus. Der fik han med det samme en sprøjte og vågnede først efter flere timer. Behandlingen bestod i at man fyldte øjnene med medicin i en vandopløsning og klistrede dem til, til sidst blev en bandage lagt om hovedet.

På samme stue lå en patient med svære forbrændinger som jamrede meget. Fritz kunne ikke se hvordan han så ud, men at dømme efter lugten ikke særlig godt. Han hørte også at der var to døre in til værelset. Der var afskærmet med en væg imellem ham og den anden patient. På tredje dagen fjernede man bandagen. Øjnene var stadigvæk klistret til og Fritz måtte videre hen have hjælp til alting. Efter en uge kom nabo patienten uventet til at skubbe til vægen imellem dem som derved faldt om på Fritz i sengen. Fritz blev forskrækket udstødte et højt råb og anstrengte sig kraftigt for at åbne øjnene. Det lykkedes, i første øjeblik så han alting ligesom svømmende. Manden ved siden af ringede efter hjælp, en læge blev tilkaldt. Fritz blev forklaret at synet lidt efter lidt ville rette sig og at han ville komme til at se normalt igen. Senere da synet var blevet klarere vovede han at kikke på sig selv i spejlet. Hvad han så var ikke særlig opmuntrende. Ansigtet var flammende rødt, havde fået grimme sår. Tårer trillede ned af kinderne, han kendte næsten ikke sig selv. Efter to uger blev han sendt hjem og efter tre uger arbejdede han igen. De grimme sår blev omhyggelig slebet af og ansigtet masseret med helbredende creme. Underet skete hvert ar forsvandt og det var ikke muligt at se, hvordan han havde set ud få måneder før.

I militærtiden måtte han en kold vinteraften stå vagt højt oppe i bjergene. Ørerne begyndte at bide af kulde fordi han ikke havde den rigtige hue på, men han overså disse første tegn på forfrysning. Først da han kom ind i varmen, gik det op for ham, at noget var helt forkert med hans ører. De begyndte at gøre meget ondt samtidig med at de hævede meget. De næste 8 dage gik han omkring med en stor bandage på ørene. Da bandagen blev fjernet, var de dobbelt så store ører, som han var født med, og som han ofte havde græmmet sig over, især i sin barndom, skrumpet ind til en pæn normal størrelse. Det utrolige er at ørerne gik ind til lige præcis den samme størrelse. Jeg må indrømme at jeg fandt det vanskeligt at tro på historien, indtil jeg så et familiebillede af ham som 15- årig. Sandelig, Fritz havde haft meget store ører som blev afsat på en helt naturlig måde – uden at det kostede en øre.

Mine tanker og min tid blev hovedsagelig givet til Fritzli alt imens jeg undrede mig over, hvad fremtiden havde for ham. Ville han komme til at bruge sine ben en skønne dag? Dette spørgsmål lå mig meget på sinde. Jeg grublede over det, især om aftenen når Fritz var beskæftiget i køkkenet. En dag, da jeg igen besøgte den Tjekkoslovakiske børnelæge, kiggede lægen direkte på mig og begyndte at forklare at sådanne børn som Fritzli var institutionsbørn. Det bedste ville være at anbringe ham et sted hvor der blev set efter ham. Jeg blev fuldstændig ulykkelig ved tanken. Det gjorde ondt indvendig. Jeg svarede: „Han har meget hårdt brug for mig, og han er stadigvæk lille“. Hurtigt rejste jeg mig op og forlod klinikken med Fritzli på armen. Udenfor fik tårerne frit løb. Kom der en dag hvor jeg måtte skille mig af med ham, jeg kunne ikke forestille mig, at det var det bedste for Fritzli. Af og til fik jeg den fornemmelse, at det bedste ville være at bo for sig selv med Fritzli en hvis tid og i den tid søge Gud dag og nat. Så meget ville det tage fra min side. En indre stemme gav mig af og til dette billede, men jeg kunne ikke se hvordan det var muligt som nygift at arrangere sig sådan, og hvad ville andre sige hvis jeg for eksempel trak mig helt tilbage fra tilværelsen et halvt års tid. Man ville muligvis begynde at mistænke mig for at være lidt skør.

 

 

 

Kejserens officielle fester

 

Fritz havde et godt navn i byen som en dygtig chef. Siden vores ankomst var flere restaurationer i hotellet blevet renoveret, og man havde bygget en række af etiopiske tukuls nær hotellet som blev brugt som restaurationer. Hotellet var under Haile Selajses Fonden og det var derfor naturligt at alle statsbesøge og gallamiddage hovedsageligt fandt sted i Ghion Hotel.

I den tid Fritz stod for køkkenet besøgte kejseren fra Persien flere gange Kejser Haile Selajse. Ligeledes havde Præsident De Gaulle, Præsident Keniata, og Kongen fra Norge og Dronningen fra Holland gallamiddage i Fritz‘ tid. Præsident Tito fra Jugoslavien kom ligeledes på besøg. Der blev sendt bud efter Fritz så snart delegationen ankom. Menuen til en gallamiddag, som præsident Tito ville give til ære for kejseren, skulle planlægges. Kort tid efter forlangte man fra paladset at se Titos menu, fordi først ville kejseren selv give en velkomstmiddag i paladset. Uden tøven overrakte Fritz dem en kopi af menuen. Dagen efter at velkomstmiddagen til Tito havde fundet sted, blev Fritz igen kaldt ud til den Jugoslaviske ambassade. Man havde serveret Titos menu i paladset og Fritz måtte med kort varsel ændre kejserens menu. Hvordan forvekslingen var sket, blev der aldrig fundet ud af

Det danske kongepar kom også på besøg. De indlogerede sig på Hilton Hotel, hvor de gav et cocktailparty for den danske koloni. De fleste danske damer fik syet nye lange kjoler til anledningen. Jeg havde ligeledes fået syet en flot lang kjole. Stoffet var naturligvis etiopisk og håndvævet. Hvem havde forestillet sig at Inge og Fritz skulle præsenteres for kongeparret. Dronning Ingrid imponerede mig meget – tilsyneladende talte hun mange sprog flydende og underholdt sig livligt og interesseret med mange. Vi blev alle ført frem, par efter par, og præsenteret. Fritz bukkede og jeg nejede dybt ligesom alle de andre. Kong Frederik så ikke alt for rask ud. Vi havde hørt rygte om at han fejlede et eller andet, han levede heller ikke længe efter besøget i Etiopien.

Det hændte at hotellet måtte catere langt væk ude på landet. En bro i nærheden af Kenya skulle indvies. Alle retter til buffeten blev tilberedt i hotellet dagen før. Derefter blev de færdige dekorerede plader sat på hylder i dertil lavet trækister. Tidligt om morgenen, ved fire tiden, den dag åbningen fandt sted, blev Fritz og hans medhjælper fløjet til den nærmeste militærplads fra bestemmelsesstedet. Derefter fortsatte de med jeep, to timers kørsel gennem i junglen. Så snart de ankom fik Fritz besked om, at en minister fra Kenya og militæroverhoveder fra landet meget snart ville indfinde sig, og at man ville begynde med buffeten, så snart de var landet. I hastigt tempo blev buffeten sat op. Man var næsten færdig da en helikopter viste sig i horisonten. Til sin store skræk ser Fritz at helikopteren lander ved siden af buffeten. Der var absolut ikke noget han kunne gøre for at forhindre det der nu skete. Store støvskyer lagde et pænt lag støv på de fint dekorerede plader. Hurtigt måtte man gøre det bedst mulige ud af situationen. Hvor man kunne blev støvet rystet og børstet af. Jordbærrene blev vasket i vand, fra en brunlig flod i nærheden og skyllet efter med medbragt mineralvand. De værste forurenede plader forsvandt under buffeten. De kunne altid tages dem frem igen, hvis der var tid til det, man er nødt til at være fleksibel i sådan en situation. Fritz ønskede kun at de ville skynde dem at spise og fortsætte deres program med indvielsen af broen. Hans vision af en flot buffet havde han givet afkald på. Efter ceremonien var overstået, blev de spurgt, om de havde lyst til at flyve med tilbage til basen. De indvilligede uden tøven for at undgå den lange tur med landroveren. Vel anbragt i maskinen løftede den sig elegant i luften. Det var Fritz‘ første tur i en helikopter. Til sin store skræk ser han pludselig store sorte skyer foran dem. Han lukker øjnene og håber at piloten vil flyve udenom, men ve og skræk piloten styrer lige ind i skyerne og maskinen bliver slynget op og ned. Stiv af skræk klamrer Fritz sig til sædet og beder kraftigt til ham som sidder i det højeste. De landede i god behold på militærflyvepladsen efter en god rystetur. Hans første assistent, Abebe, og et par andre var blevet fløjet dertil et par dage før for at se på forholdene og diskutere med militæret, hvordan det hele skulle arrangeres. Nu fik Fritz at vide at de næsten ikke havde sovet siden ankomsten, og de havde undgået at vaske dem i den nærliggende flod, fordi to soldater fuldstændig var forsvundet. Man gættede på, at de var gået ned til floden for at blive vasket. På vejen havde de højst sandsynlig mødt nogen med to eller fire ben, og var af mindre gode grunde, ikke dukket op igen. Selv de nødvendigste ærinder blev gjort lige ved siden af teltet af sikkerhedsgrunde. Alle var mere end glade ved at kunne stige ind i flyvemaskinen som bragte dem velbeholdent tilbage til Addis Abeba.

Kejser Haile Selajses stilling i Afrika var ikke let. Han støttede sig til sine afrikanske arabiske venner og samtidig forsøgte han at stå på god fod med Israel. Den Afrikanske kongresbygning befandt sig i Addis Abeba. Når de havde kongres, blev hotellet lukket for gæster. Alt var reserveret til de forskellige statsoverhoveder som blev bragt fra og til hotellet i flotte biler. Hotellet og selvfølgelig også køkkenet var stærkt bevogt og soldaterne gik og kiggede i gryderne. Der var en meget speciel atmosfære i og omkring hotellet i den uge mødet fandt sted.

Fritz nåede at være med til at arrangere kejserens 75 års fødselsdag. 2500 gæster var inviteret til festen som blev afholdt i Municipality. Man stegte og bagte i dagevis – der var meget som skulle tilberedes. Den som havde mest travlt var slagteren Bekele. Han arbejdede tre dage og nætter uden at lukke et øje, påstod Fritz. Dagen før fødselsdagen så han også ud derefter. Bekeles hvide jakke var ligeså mørk som hans hud. Fritz spurgte om jeg kunne tage mig af ham. I receptionen fik jeg en nøgle til et værelse. Stolt viste jeg det pæne værelse til Bekele. Jeg undlod heller ikke at vise ham badeværelset, ja, jeg åbnede for en af vandhanerne for at vise ham at vandet løb ind i badekarret af sig selv. Tilfreds med mit arrangement ønskede jeg Bekele en god nats søvn og forlod værelset. Når jeg tilfældigt mødte Bekele de næste par dage, undgik han at hilse på mig. Fritz lovede at finde ud af hvad der var i vejen. Først ville han ikke ud med sproget, men til sidst kom sandheden frem. Jeg havde åbnet for det kolde vand i badeværelset og forlangt at han skulle bade derinde. Vandet havde været meget koldt, og han frøs stadigvæk ved tanken om det kolde bad, han havde haft. Venligt forklarede Fritz, at hvis han havde åbnet for den anden hane, havde han fundet ud af, at varmt vand også løb ind i badekarret. Det havde bestemt ikke været min menig, at han skulle bade koldt.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor mange sådanne fødselsdage kejseren ville komme til at opleve. Muligvis havde det været bedre for alle partier, hvis han på dette tidspunkt havde overgivet tronen til den tiltænkte, datterens søn. Alle vidste at kejserens sønner var blevet ombragt og at den nu eneste levende søn ikke var hans, men hans første dronnings søn og derfor ikke i familie med ham. Han var begyndt at blive gammel og alle velmente advarsler om, at folket kunne sætte sig op imod ham, ignorerede han. Den tilspidsede situation fik lov til at holde sig varm. Vi havde det sidste halve år bemærket at alle større byer var omringet af militæret. Kejseren benyttede sig af den taktik, at forskellige militæriske afdelinger holdt øje med hverandre. Den politiske situation havde længe været usikker. Hvor meget forstod kejseren ? Fik vi en chance til at forlade landet, hvis de pludselig begyndte at kæmpe imod hinanden?

Uden søvn forsatte man med tilberedningerne til den næste buffet for 1500 personer. En ølfabrik i nærheden af byen skulle indvies den næste dag. Fritz nåede at få tre timers søvn, men mange af kokkene arbejdede igennem. Ankommet til stedet med alle de fine anretninger mærkede Fritz, at ingen havde tænkt på borde til buffeten. Igen havde man ikke for meget tid før gæsterne ville indfinde sig. Ølkasser blev stablet oven på hinanden, Fritz løb rundt i bygningen og forlangte at døre skulle tages af hængslerne – de blev brugt som erstatning for borde. I løbet af kort tid var bordene færdige til at blive dekoreret med fine duge og madvarer. Da gæsterne var ankommet og livligt konverserede rundt om buffeten, fik Fritz den gode idé at give fire øl til hver kok for alt det de havde været igennem de sidste 24 timer. De var også meget beskidte og kunne umuligt vise sig ved buffeten. Alle var meget trætte, og med øllene i hænderne forsvandt de ind i det høje græs ved siden af fabrikken. Sammen med tjenerne ryddede Fritz resterne af buffeten væk da festen var forbi. Ikke en kok viste sig ved bilen da chaufføren tudede højt med hornet. Sammen gik de over til græsset. Alle var faldet i dyb søvn med flaskerne ved siden af sig. Ingen havde drukket mere end en eller to øl før søvnen havde overmandet dem. De andre øller lå uberørt ved siden af. Den ene efter den anden måtte bæres hen til bilen, så udkørte var de. Jeg befandt mig tilfældigt i haven da hotelbilen ankom. Igen blev den ene efter den anden trukket ud af bilen og lagt ned i græsset hvor de fortsatte deres velfortjente søvn nogle timer, før de begav sig på hjemvejen.

 

Afsked.

 

Den politiske tilspidsede situation i landet, den medfølgende usikkerhed og Fritzlis hjælpeløse tilstand var med til at afgøre vores beslutning om at forlade landet, da den anden kontrakt var færdig efter fire år. Afskeden til det kønne land nærmede sig. Vi havde besluttet os for at rejse tilbage til civilisationen for at kunne give Fritzli alt hvad han havde brug for. Vi var kommet til at føle os hjemme imellem afrikanerne. Det var derfor med tungt hjerte vi tog denne beslutning.

Direktør Hahns afsked kom først. De havde besluttet sig til at lade sig pensionere i deres landhus i Svejts. De var et tilbageholdende par, som ikke blandede sig med mange og arbejdede hårdt. Fritz og jeg fik den idé at invitere svejtserkolonien til en flot afskedsfest. Efter et par dages overvejelse sagde de ja til idéen, på den betingelse at det ikke skulle finde sted i hotellet. Richard Schneider, en svejtser, var lige blevet direktør for en fabrik som lavede kapsler til Coca Cola-flasker. Han havde lejet et pænt hus med en stor kælder som han drømte om kunne bruges til festlige anledninger. Lejligheden var kommet, og han indvilligede. Det blev en af de mest vellykkede fester vi var med til at fejre. Allerede på vejen derud fulgte stemningen med. De mange lysende stjerner blinkede fortroligt ned til os fra den mørke himmel. Måske holdt Guds engle vagt i denne stund over byen. Man kunne næsten mærke deres nærværelse. Jeg tænkte ved mig selv:“ Det er et vidunderligt land og vi vil komme til at savne det utroligt meget den dag vi forlader stedet for godt“. Har man levet et sted et stykke tid og indrettet sig sådan at man synes om at bo der, følger der noget med når man rejser. Noget er blevet sået i hjertet og på et eller andet tidspunkt kommer man tilbage for at opleve hvordan det var dengang. Alle var i et enestående humør til festen. Vi havde fået et tip om at David Røchsli havde fødselsdag den dag, selvfølgelig var en fødselsdagskage kommet med. Englene må smilende have betragtet menneskebørnenes glæde over samværet med hinanden og holdt deres skærmende hånd over dem i de sidste timer før andre kræfter tog kontrol over land og folk.

Dagen kom hvor hotelbilen bragte os til flyvepladsen. Afskedens time var kommet. Min pige havde Fritzli i armene, for sidste gang, imens Fritz ordnede billetterne. Pludselig så jeg en kraftig mand i uniform styre lige hen imod os. Da han stod foran mig, hilste han ved at slå hælene sammen og sætte hånden op til kasketten. Det var kejserens spion. Han så ikke det mindste syg eller handikappet ud og foran på jakken hang en række af medaljer. Han talte sikkert og rystede ikke på hænderne. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på de gange jeg havde siddet på trappen i køkkenet og givet ham suppe med en ske, fordi han rystede så stærkt på hænderne, at han ikke kunne spise selv. I dette øjeblik gik det op for mig, at manden havde spillet komedie og i samme øjeblik fløj et billede af kejserens sidste uofficielle besøg i hotellet igennem mit hoved. Der havde været en brand i den afdeling hvor vi boede, men den blev stoppet rettidig sådan at vores lejlighed ikke blev beskadiget. Et par dage senere kom kejseren uofficielt på besøg for selv at se på skaden. Han havde smilet på en meget fortrolig måde til mig, ja som om han vidste besked om noget, havde de to talt om mig, ja, måske til og med moret sig af mig. Jeg tabte næsten mund og mæle, da jeg stod over for generalen, og vidste ikke hvad jeg skulle sige. Derfor blev det ikke til mere end et par korte sætninger. Måske mærkede han også at jeg følte mig en smule støt. Han hilste for sidste gang, vendte sig om og med lange sikre skridt og en ret ryg, forlod han flyvepladsen

Fritz havde købt gamle store tunge håndlavede Marie Theresa mønter af ægte sølv af en mand som var kommet forbi i køkkenet. Mønterne var blevet fundet af vejarbejder da hovedgaden Piazza blev udvidet. Folk havde begravet deres mønter, og efter deres død var de muligvis blevet glemt. Før vores afrejse fandt han ud af at de ikke måtte tages ud af landet. Den næst bedste løsning ville være at smugle dem ud. Overbevisende forklarede han at de havde en utrolig høj værdi uden for landets grænser, man kunne tjene mange penge på at sælge dem. Jeg havde mærket Fritz begejstring og vidste også at tanken om at skille sig af med dem var langt væk, derfor havde jeg ikke sagt noget, selv om jeg følte det ikke var helt i orden. Fritz pakkede mønterne ind i papir og en efter en blev de limet til bunden af en brun ledermappe som havde en ekstra bund. Derefter blev også bunden limet godt til. Fritz var i mellemtiden blevet færdig med billetterne, det var naturligvis synd at han ikke nåede at sige farvel til generalen. Vi gik igennem tolden, og fik besked om at tage alting ud af den brune mappe. Tolderen holdt den op i luften, mens han rystede den kraftigt, kiggede ind i den og rystede den igen, som om han forventede at finde noget i mappen. Mit hjerte bankede heftigt mens jeg med stive øjne så til. Til sidst fik vi den tilbage og kunne stoppe alle vores ting ind igen. Fritz tørrede sveden at panden efter vi var kommet et godt stykke væk og sagde: „Det var godt den holdt“. Jeg lovede mig selv aldrig mere at være med til farlige eksperimenter i fremtiden. Mappen har en historie for sig selv. Den havde jeg fået foræret af en patient på det sygehus jeg arbejdede på i Norge. Ud over chokolade modtog jeg ikke gaver fra patienter. Da denne mand ville forære mig mappen, afslog jeg det også. Han begyndte at græde og forklarede, at det var det eneste han ejede i livet, og jeg var også den eneste som havde været rigtig venlig imod ham. Han vidste han var blevet syg og gammel og han ønskede at skænke mig mappen før det blev for sent. Jeg var klar over at han talte sandt, da han sagde at det var det eneste han ejede i livet. Han var alkoholiker og havde ingen fast bopæl. Sygehuset var en god nødløsning for ham i de kolde vintermåneder med op til 30 graders frost udenfor. Jeg blev rørt, det var mere end jeg kunne stå for. Jeg takkede og tog mappen. Den har været med mig overalt i verden, og jeg kan stadigvæk, efter 30 år, se den gamle mand i den hvide sygehusskjorte stå foran mig og grædende bønfalde mig om at modtage det eneste værdifulde han ejede i livet – hans mappe.

Det var vores sidste flyvetur i denne omgang over det afrikanske land. Vemodigt lod jeg tankerne glide tilbage til det kønne sol fyldte land med de brune børn som vi var kommet til at holde så meget af. I næste øjeblik blev jeg revet ud af mine tanker. Flyvemaskinen var kommet ind i et lufthul og faldt uventet flere meter ned. Servervognen, som stewardesserne havde skubbet ud i gangen, styrtede ukontrolleret ned ad gangen, efterfulgt af overraskede skrig og klirren af glas. Automatisk trykkede jeg Fritzli godt fast i mine arme. Jeg afsluttede kapitlet Etiopien i tankerne med: „Sandelig det er et land fuld af overraskelser.“ I tiden efter vi forlod landet, havde jeg gentagne gange den samme drøm. I drømmen var jeg i Ghion Hotel. Det var meget mørkt, og man kunne næsten ikke se noget. Mennesker gemte sig i små gange og når de skulle igennem haven, smuttede de hurtigt fra det ene sted til det andet. Vi mellemlandede i Rom. Derfra ville vi tage en anden maskine til Zürich. Vi havde et par timers ventetid. Fritz fik på fornemmelsen at noget ikke var i orden, med vores lille hund Adulla som separat var blevet sendt med. Han begyndte at undersøge om personalet havde tænkt på, at den skulle lastes om i en anden maskine. En stor del af personalet strejkede den dag havde vi hørt. Man kunne ikke vide om de rigtige folk var på de rigtige pladser. Til sidst gik en italiener med ham over til den tomme Etiopien Airline, og kiggede ind i kargo-afdelingen. Adulla gøede henrykt da Fritz kaldte på den. Hund og bur blev lastet om i den rigtige maskine. Vi åndede begge to lettet ud, nu kunne der ikke ske mere, snart ville vi være i Svejts.

 

 

Krig i Etiopien.

 

Vi havde forladt landet på det rigtige tidspunkt. Andre som blev et par år til oplevede den bitre ende, og havde vanskeligheder med at rejse ud af landet eller de mistede alt hvad de ejede. Er det muligt at Gud trak sin skærmende hånd væk fra kejseren og hans kejserrige, den dag han valgte at stå ved sine arabiske venners side i stedet for at understøtte Israel i Yom Kippur-krisen? Kejser Haile Selajse forsøgte at trække Etiopien ud af middelalderen. Han ophævede det feudale system og afskaffede slaveriet. Addis Abeba blev udvidet med mange nye bygninger og moderne sanitet. Folket fik muligheder for uddannelse. Der kunne uden tvivl være blevet gjort en hel del mere. Utilfredsheden kunne tydeligt mærkes under studenterne. Efter at regeringen faldt og militæret overtog med lovet hjælp fra Marxisterne, begyndte en meget svær tid for folket. Kejseren og hans familie blev taget til fange, mange blev myrdet. Andre, som på en eller anden måde havde været i forbindelse med regeringen eller kejseren, blev taget til fange og for det meste skudt. Over radioen blev det annonceret hvem der var kommet på listen af forrædere mod den nye regering. Ofte blev unge mennesker skudt for øjnene af deres familie som måtte betale for kuglen. Der er næppe nogen i Addis Abeba som ikke har en lidelseshistorie at fortælle. Ude på landet var det naturligvis vanskeligere at kontrollere folket. Mange døde som fluer af sult på grund af tørke som satte ind i visse dele af landet.

Familien Røschli og deres børn rejste også i rette tid tilbage til Svejts. Et italiensk ægtepar, som boede i nærheden af byen, og som havde en moderne gård med store flotte køer tog risikoen og blev. Efter mandens pludselig død plyndrede de ansatte gården. En dag fik enken slet og ret besked om at gården ikke mere tilhørte hende, og uden nogen form for erstatning forlod hun landet. En svejtser som eksporterede kaffe ventede lidt for længe. Han lod sig smugle over grænsen til Kenya ligesom mange andre. Det var ikke helt ufarligt, fordi militæret patruljerede mange steder ved grænserne og i nærheden af større landsbyer.

Kejser Haile Selajse forsvandt slet og ret fra Etiopiens scene. Man hørte rygter om at han var blevet myrdet. Mange år senere vovede en soldat at fortælle at kejseren var blevet kvalt imens han sov. Han selv havde måtte hjælpe til med at brække gulvet op i et af paladsets badeværelser. Liget af kejseren blev lagt derned og gulvet muret til igen. Man undersøgte rigtigheden af soldatens udtalelse og fandt resterne af liget. Soldatens udtalelse blev publiceret i aviserne rundt om i verden.

 

Tilbage efter tyve år.

 

Tyve år efter vi havde forladt Etiopien, besøgte Fritz familie Røschli som rejste tilbage efter krigen. Den ældste datter af de seks adopterede etiopiske børn Sahai rejste på besøg i Etiopien efter mange års ophold i Svejts. Følgerne af det krigshærgede land rørte hende dybt, især de mange forældreløse børn beskæftigede hende. Hun havde selv været forældreløs. Marlise og David havde åbnet døren for hende og hendes søskende i nødens stund. Et ønske om at grunde et børnehjem for forældreløse børn blev født ved dette besøg. Storslået skænkede den kommunistiske regering, som på dette tidspunkt endnu var ved styret, hende 20 hektar land, som hun skulle begynde at gøre noget ved, før et år var omme, ellers gik det tilbage til regeringen. Adoptivforældrene i Svejts blev indviet i planen. I dag har de en privat skole med cirka 1000 børn. De lokale skoler har tre skiftehold af børn om dagen. Da landet har haft krig i mange år, er der mangel på gode lærerkræfter. Tusinder af unge mennesker strømmer ud på gaden i Addis Abeba efter skoletid. Når man forestiller sig, at der er reduceret lærerpladser for dem, begynder man at overveje: hvad kan der gøres for disse unge spirer, som ligesom vi, har håb om en fremtid. 300 forældreløse børn er adopteret og under deres vinger, og antallet vokser jævnligt. Ligeledes er der en klinik med lægehjælp til egen brug og for fattige mennesker udefra. En babyafdeling er også blevet etableret. Det hænder desværre ofte at mødre lader deres småbørn blive tilbage på hospitalet efter fødslen, af forskellige grunde.

Et flot gartneri, med forskellige slags grønsager og frugter samt et stort drivhus for blomster og planter, er blevet sat i stand. En kostald med 40, efter etiopisk standard, vel ernærede køer, og selvfølgelig en stor hønsestald hører med til stedet. Det sidste nye er en restauration og et køkken med tilhørende bageri for de unge piger til at blive uddannet i madlavning og servering. David Røschli, som er en meget praktisk begavet mand, har fået sat op forskellige værksteder til de unge mennesker således, at de har mulighed for en uddannelse når de forlader børnehjemmet. Alt i alt kunne jeg skrive en hel del om dette værk, men denne opgave tilhører Marlis Røschli. Hun har skrevet fem interessante bøger om, hvordan de under Guds vejledning fik mulighed for at plante og så i andre menneskers liv.

Fritz blev fortalt i Singapore, da han var på vej til Kairo fra Singapore, hvor han arbejdede for Singapore Airline flyvekøkken som masterchef, at han ville få et visum ved ankomsten i Addis Abeba. Hans to søstre Doris og Yvonne var kommet tre før for at se lidt af landet og byen. På flyvepladsen blev det sagt at Etiopia Airline fra Moskva var forsinket, og der ville blive nogle timers ventetid. Efter flere timers ventetid, uden tegn på ankomst af den etiopiske flyvemaskine, begyndte ægypterne at blive højrøstede og utålmodige. Den stakkels etiopier, som repræsenterede flyveselskabet, vidste ikke hvad han skulle stille op med dem. Det var her Fritz trådte til, med en meget høj og bestemt stemme forklarede han situationen. Han nævnede at han selv arbejdede ved et flyveselskab, og hvis de ønskede at komme med, kunne de ikke gøre andet end at sætte dem ned og afvente situationen. Der blev dødstille i ventesalen. Etiopieren kom hurtigt over til Fritz, gav ham hånden og takkede. En ældre intelligent udseende etiopier trykkede også hans hånd og takkede for hjælpen. Sammen gik de ind på kontoret.

Da der blev meddelt at man ikke helt nøjagtig vidste hvornår maskinen ville ankomme, blev passagererne kørt til Møvepick hotel for at overnatte. Næste dag gik turen tilbage til flyvepladsen og en lang ventetid. Efter at have ventet til sent på eftermiddagen blev det meddelt at maskinen havde landet. Passagerne havde måtte vente mange timer i Athen mens maskinen blev repareret. De fleste var etiopiere på vej til Addis Abeba fra Moskva. En særegent duft af sved fra mørkhudede mennesker mødte Fritz og hans to søstre Yvonne og Doris da de steg ind i maskinen. Alle tre var meget glade ved endelig at være på vej til Etiopien. Sent om aftenen ankom de til Addis Abeba. Alting var lukket og låst fordi efter klokken elve var der udgangsforbud i byen. Hvis nogen befandt sig på gaderne, kunne de risikere at blive skudt ned. På flyvepladsen blev alle pas indsamlet. I rummelige politibiler blev passagerne eskorteret til hotel Vabesh Shabele i følge af politiet på motorcykler foran og bagved. Fritz besluttede sig for at nyde situationen overbevist om, at det højst sandsynligt var første og sidste gang, han blev bragt til et hotel på den måde. Nysgerrigt kikkede han ud af vinduerne. Tilsyneladende havde Etiopien ikke forandret sig meget. Han fik tildelt et værelse sammen med en etiopier. Værelset havde kun en dobbeltseng. Dertil havde man udleveret våde lagner – det bedste man havde for øjeblikket. Fritz så sig om i værelset og fik øje på en sofa. Uden tøven lod han sig falde ned på den, lagde håndtasken under hovedet og faldt hurtigt i søvn træt efter en indholdsrig dag.

Næste dag kom politibilerne igen og førte dem tilbage til flyvepladsen. Nu skulle passene vises frem, det blev Fritz‘ tur. Da man opdagede at han ikke havde et visum, blev han kaldt ind på et kontor for nærmere undersøgelse. En soldat med et maskingevær holdt vagt ved døren. Manden bag ved skrivebordet viste ikke megen interesse eller forståelse for situationen, og bestemt forlangte han at Fritz skulle sendes tilbage med den næste maskine. Fritz‘ søstre, som ventede uden for, var blevet urolige og var i mellemtiden også kommet ind på kontoret. I det rigtige øjeblik så Yvonne den intelligent udseende etiopier gå forbi vinduet til kontoret. Hun skyndte sig udenfor og vinkede manden til sig. Den intelligent udseende mand og manden bag ved skrivebordet forlod kontoret for omkring ti minutter. Derefter kom manden som havde siddet bag ved skrivebordet tilbage. Nu var han total forandret smilede og forklarede at det hele havde været en misforståelse og trykkede et visum i Fritz pas. Fritz brugte et par minutter til at fordøje situationen, efter forskrækkelsen over at kunne blive sendt tilbage og den nemme måde at få et visum på. Den intelligent udseende etiopier viste sig også at være en meget flink mand. Han ventede på dem udenfor, gav dem sit kort med navn og telefonnummer og forklarede, at han meget gerne ville invitere dem. De skulle blot ringe til ham en af de nærmeste dage, så kunne de lave en aftale med hinanden.

Udenfor ventede Sahai, Marlise og David med glædestrålende ansigter og deres store rugbrød som havde god plads til alle. Sahai ringede til den intelligent udseende mand, som hed Atmasu. Hans beskæftigelse var at rejse rundt og købe medikamenter ind. Den samme uge blev familie Røschli, Fritz og hans søstre inviteret til middag sammen med hans kolleger de fleste læger. Atmasu boede i et større hus som var flot dekoreret med mange pæne ting fra overalt i Afrika. Fritz havde taget fotoapparat med og fotograferede flittigt for senere at kunne vise mig alle sine indtryk. Festen var meget vellykket. Man lo, sludrede og fortalte hinanden om løst og fast – også fra livets alvorlige side. Det var ikke let at være læge i Etiopien, fik de at vide. Ofte var der mangel på selv de nødvendigste ting. Det var derfor man trængte til en god fest med gode venner ind imellem – for at få alvoren fra hverdagen lidt på afstand. Grunden til at lægerne stadigvæk var i live efter krigen, var slet og ret at den nye regering havde god brug for dem. Som aftenen skred fremad, steg humøret med hjælp af nogle gode flasker konjak. Marlis og David havde trukket sig tilbage i et hjørne og sad og hviskede til hinanden. Fritz kunne mærke at det var tid at tage afsked. Som dengang på Kairo flyveplads rejste han sig op og overdøvede larmen med: at nu var det tid for ham og hans følge at tage afsked. Man forsøgte at overtale dem til at blive lidt længere, men Fritz holdt stand og sørgede for, at alle var med i følget, da de takkende tog afsked. Lægerne lovede at give den hjælp de kunne, hvis der nogensinde skulle være brug for det. David og Marlis var, efter alt, godt tilfredse med besøget. Sådanne invitationer får vi ikke hver dag mente de.

David og Marlis havde stadigvæk forbindelse med kejserens datter som dengang besøgte dem på hønsefarmen. Nyheden om Fritz‘ tilbagevendte besøg var også kommet hende for øre og de blev alle inviteret. Fritz var meget spændt på at møde den flotte dame han havde lavet buffeter for. Stor var naturligvis hans overraskelse over ar finde en enkelt klædt på dame som levede under beskedne forhold. Hun havde selv personligt kogt insere watt. Seks personer delte en høne, senere kom også hendes sønner hjem fra arbejde. Jovist en hel del var sket i Etiopien, desværre ikke alt for det bedste. Fritz opdagede, at selv om prinsessen levede under beskedne forhold, var hun stadigvæk en nobel dame. Hun havde nydt en god uddannelse i Frankrig i sine yngre dage og konverserede livligt med dem alle sammen.

Der var også andre invitationer på programmet i de to uger ferien varede, men den største overraskelse for Fritz var at møde gamle venner fra før i tiden. Nogle svejtsere, som var gift med etiopiske kvinder, blev og overlevede krigen. En dansk veninde, som jeg havde dengang, var kommet tilbage sammen med hendes mand for et projekt ude på landet. Meget spændt begav Fritz sig til Ghion Hotel. Hvor mange havde overlevet krigen? Kokken Hailu genkendte ham lige med det samme og faldt ham grædende om halsen. I krigstiden havde han ofte tænkt på ham og håbet på, han ville dukke op og tage ham ud af landet. Han hulkede og hulkede og trykkede sig til hans bryst. Bagefter klædte han sig fint om med skjorte og slips, og glædestrålende viste han med Fritz rundt i hotellet. Abebe, hans første souschef, var blevet skudt, men mange andre var der stadigvæk. Fritz kunne ikke andet end synke et par gange, for ikke at få tårer i øjnene, da han tog afsked med Hailu. Ville de mødes igen? Fritz mente: vi ville begge to komme tilbage en skønne dag.

I 1995 rejste Fritz og jeg tilbage til Etiopien for at besøge familie Røschli. For mit vedkommende var det første gang, efter vi havde forladt landet. Noget af det første man fornemmer så snart man ankommer, er at godt og ondt ligger meget tæt på hinanden, det ligger tykt i luften. Der er stadigvæk mange tiggere på gaden. En aften efter vi kørte hjem fra etiopieren Atmasus‘ hus, så vi til vores forskrækkelse en hyæne ved siden af en bunke affald. Jeg måtte tænkte på, at mange forældreløse børn sover på gaden også invalide og blinde. David prøvede at jage den væk ved at køre efter den med bilen, men den lod sig ikke så let skræmme. Idet øjeblik vi fortsatte turen ud af landevejen, dukkede den op igen og uden større hæmninger fortsatte den sit måltid.

Vi spurgte i Ghion hotel om man vidste besked om, hvor Bekerli boede. Vi var heldige, en formiddag begav Fritz og jeg os på besøg. Vi fandt ham i en fattig hytte liggende på en seng. Hans kone skramlede med et par kasseroller og forlod derefter den lille hytte på grund af pladsmangel. Med svag stemme strakte Bekele sine tynde arme ud og omfavnede Fritz som hurtigt forstod den vanskelige situation, Bekerli lå på det sidste. Efter vi havde vekslet nogen ord med hinanden, trak Fritz pengepungen frem og gav et pænt beløb og lovede at mere ville komme i fremtiden. Lidt efter kom en hvidklædt skikkelse støttet til en stab ind. Bekerli forklarede at det var hans søn som også var meget syg, aids. Med tungt hjerte forlod vi efter en hvis tid den fattige hytte. Røshlis sørgede for at et beløb regelmæssigt blev afleveret indtil de begge to havde taget afsked.

Sahai stod på venskabelig fod med en ældre general som hun havde plejet, da han var syg. Sammen besøgte vi ham og fik derved tilladelse til at se kejserens palads. Kostbare gaver som kejseren og hans forgængere havde modtaget i årenes løb fra de mange statsbesøge var blevet gemt i underjordiske hemmelige gange og var først blevet taget frem efter den kommunistiske regering ikke mere var ved styret. Med ægte beundring beskuede vi kostbarheder fra flere genarationer. Det blev fortalt os at der var planer om at indrette paladset som et museum, men desværre havde man ikke de finansielle muligheder til det formål for øjeblikket. Det som gjorde mest indtryk på os var kejserens private gemakker som kun bestod to værelser. Et soveværelse og et langt værelse med et langt skab hvor al hans tøj med tilbehør hang på rad og række. Oven på skabet lå en masse små, gammeldags kufferter. Soveværelset var meget enkelt indrettet. Jeg havde altid formodet at han i virkeligheden var en beskeden mand. En enkelt seng stod mit i værelset med hovedenden op til vægen. På venstre side af sengen, et mindre bord og derpå en gammeldags vækker. Ved samme side på gulvet hans hjemmesko. Ved at betragte dem, fik vi på fornemmelsen at kejseren kunne komme ind i værelset hvert øjeblik. På et bord, i midten af værelset, lå en stor bibel. Vi bemærkede at over alt var håndskrevne bibelvers hængt op på væggene. Det blev fortalt os at kejseren havde prøvet at regere landet efter biblen. Jeg havde altid kunne fornemme at han tog den side af livet alvorligt. Foran vinduet var en gammeldags cykel anbragt. At kejseren, i betragtning af sin alder, gik ubesværet med hurtige skridt, det havde vi dengang godt nok lagt mærke til. Det som overraskede os mest, var udsigten fra vinduet. Vi kunne se ud over hele haven – foran og et godt stykke ind over byen. Vi fik øje på en etiopier ved siden af en tam leopard, tænk man holdt stadigvæk kejserens skik ved lige. Han kunne godt lide at have tamme rovdyr om sig i haven. Før vi forlod paladset blev der serveret te til os fra fine kopper. Fritz betonede stærkt at det var synd, at det ikke var åbent for turister. Det kunne blive en meget stor attraktion.

Nu gik turen tilbage til Selam. „Skulle vi ikke stå af og tage en tur på Markarto marked“, foreslog jeg Fritz. En anden svejtser familie som også var på besøg hos Røschli var med i bilen. Jeg spurgte om de ikke ville med. Manden rystede på hovedet. Jeg forsøgte at overtale hende, for jeg kunne mærke at hun gerne ville med. At hun alligevel ikke tog med, var fordi hun var bange for overfald, jeg kunne fornemme det. Chaufføren satte os af ved indgangen, sammen gik vi ind på markedet. Her har man sine egne love og måde at holde orden på. Der findes ingen tiggere og man ser kun få syge. Folk er beskæftiget med alt muligt ligesom i en landsby. Fritz bemærkede at der var meget mere på markedet nu end sidste gang under kommunisterne. Etiopierne var kommet frem med alle deres skatte. Vi beundrede alle de smukke håndlavede ting. Naturligvis måtte jeg se på stoffer og købte også et par pæne stykker. Det var svært at få øjnene væk fra alle de interessante ting. Fritz spurgte om priserne på det ene og det andet, og flere gange hørte vi sige: „Desværre har i ikke lov til at tage det ud af landet, hvis i vil have en virkelig god kvalitet så kom lige med ud i baglokalet“. Jeg kiggede på koptiske kryds. Fritz forsvandt med en etiopier ud bagved. Det her var ligesom før i tiden. Efter jeg ikke havde set dem et kvarters tid, begyndte jeg at blive urolig. Endelig dukkede han op igen sammen med ejeren af butikken. “ Jeg kunne ikke finde dig nogen steder“, sagde jeg spørgende. „Ja, jeg skulle også lige udrette et privat ærinde,“ svarede han. Før det blev mørkt forlod vi markedet, satte os i en taxi og kørte tilbage til Selam. Det var sidste dag for det svejtsisk ægtepar. De var inde og sige farvel til de mange børn som sad ved aftensmaden, da i ankom. Vi fik også lov til at sige nogen opmuntrende ord til de mange børn. Jeg lod mine øjne glide over de mange smilende krøllede hoveder med store brune øjne. De var ikke kun børn som fik en chance i livet, de var kostbare skatte som ville være med til at opbygge fremtiden for mange andre. De var børn som trods ubeskrivelige svære oplevelser ikke havde taget skade. Kun få var imellem dem som var vanskelige.

Jeg glemmer aldrig den dag vi var med til gudstjenesten for lærlinge som finder sted hver morgen før de begynder på arbejdet. Flere hundrede kristne unge mennesker med god skolegang priste Gud før arbejdet begyndte. Det var ikke underligt, at Gud Ånd kunne mærkes meget stærkt her. Jeg kom til at tænke på den dag jeg knaldede panden imod en jernstang og bagefter til min forundring ikke mærkede det mindste. Jeg mindedes de ældres morgen gudstjeneste, hvor Marlise havde prædiket og menneskernes glæde som de stærkt gav udtryk for under lovprisningen på afrikansk maner. Det er vidunderlige mennesker og et smukt land.

Den sidste dag af vores ophold, kørte vi tidligt om morgenen en tur igennem byen. Vi lagde mærke til, at mennesker strømmede i skarevis til den koptiske kirke ligesom før i tiden. Det var et storslået syn at betragte de mange brune mennesker klædt i hvide national dragter som strømmede hen imod kirken. Snart ville man kunne høre, præsterne synge, prædike og velsigne folket. Vi fortsatte til Jesus kirken, efter hvad vi havde forstået fra Sahai, var det en karismatisk bevægelse som havde begyndt i byen, ligesom mange andre steder i verden. En gang om ugen var der gudstjeneste hele dagen. Mange blev helbredt, forklarede hun og tilføjede, at præsterne ikke ville bede for nogen, medmindre de var villige til at sidde så og så mange gange i et kursus. Døren var allerede lukket, fordi kirken var fuld til sidste plads. En stor menneskeskare stod rundt om og lyttede til det der blev sagt inde i kirken fra en højtaler placeret på hjørnet af kirken udenfor.

Det bedste tidspunkt for Gud at tale til menneskers hjerter er, når de virkelig er eller har været i nød. Det bedste tidspunkt for et menneske at blive prøvet i troen er, når det går en godt, desværre. Er vi mennesker bedre i dag, trods alle fremskridt, end det israelske folk i det gamle testamente. Gik det dem godt i livet, glemte de deres Gud og lod andre ting tage hans plads. Når Gud havde ladet dem falde helt ned til bunden, kom de igen i tanke om den som kan frelse dem.