Silvia blev skolet ind i Shiers, og kom til at bo sammen med en pige fra Gravbunden som inviterede hende hjem lørdag søndag, så ofte hun ville. Jeg var Gud taknemlig for den venlige indstilling fra familiens side. Hver gang hun havde ferie, kom hun på besøg. Vores billige billet ved flyveselskabet var en god ordning, når vi boede langt væk fra Svejts. Snart kom der et brev med nyheden om, at hun også besøgte den ugentlige bibelgruppe i skolen. Nu ved alle at jeg er kristen, skrev hun. Er det ikke besynderligt, at der er noget specielt ved at bekende, at man er kristen, når man er døbt i den kristne tro.
Silvia var nu kommet i den alder, hvor man bliver konfirmeret. Efter aftale med præsten i Wesly Methodist kirke, fulgte hun konfirmationsundervisningen i Shiers, men blev konfirmeret i Singapore. I den Metodistiske kirke døbes børn og voksne efter frit valg. Bliver man døbt som baby, hører der naturligvis en konfirmation til. Som voksen kan man vælge imellem at blive døbt ved sprinkling eller i et swimmingpool som findes inde i kirken under gulvet. I aposteltiden blev det gjort på samme måde. Af og til døbte man hele familier voksne og børn på en gang. Var der ikke lejlighed til at dykke under vandet, sprinklede man dem. Biblen byder os at blive døbt med vand og Helligånden, men det er ikke vandet som redder en, det er Jesus hellige blod. Vandet er et symbol for den rensning som bliver tildelt en. Den dag Silvia blev konfirmeret, blev omkring 100 andre konfirmeret ved en og samme gudstjeneste. Præsten nævnte, at det var nok til at starte en ny kirke med. Jeg tror den ældste var omkring 70 år gammel. Det gik sådan til, de som blev døbt som voksne blev bagefter konfirmeret i den samme gudstjeneste. Derefter havde vi middag i Svejtserklubben, sammen med venner og bekendte som også overværede gudstjenesten. Ikke længe efter deltog vi i „lov og pris“ i kirken en søndag aften. En af præsterne stod frem og forkyndte, at Gud havde lagt ham på hjerte at meddele, at der fandtes mange unge mennesker i menigheden som søgte dåben af den Hellige Ånd. Derfor opfordrede han sådanne til at komme frem til alteret og blive bedt for. Uden tøven stod Silvia op og gik frem, jeg beundrede hende for det. Jesus befaler os til at blive døbt med vand og Helligånden. Der blev også bedt for tungegaven, men der skulle gå et par år, før hun fik den. Det skete på følgende måde: Hun og andre sad sammen og bad. Med en gang følte hun Guds kraft komme over sig meget kraftigt, og pludselig vældede ukendte ord frem af hendes mund. En mægtig følelse kom over hende, hun fik på fornemmelsen, at hun kunne gå ud på gaden i bidende kulde og fortælle hele verden om Jesus.
Wesly MethodistKirke
På det tidspunkt havde kirken i flere år haft syv gudstjenester om Søndagen. Kirkegængerantallet havde vokset stærkt til omkring 5000 per søndag. Tre af gudstjenesterne var lovpris og fandt sted i en bygning som ved den anden udvidelse var blevet bygget til. De andre gudstjenester var traditionelle i stil. Fordi kirken lå op til Fort Canning park, var der parkeringspladser nok. Man var også blevet godt indrettet med plads, til de mange børn og unge mennesker som gik i søndagsskole. Mange bibelstudier og en ugentlig aften for bøn samt seminar fordelt over hele året var nogle af de ting kirken offererede. Et udmærket bibliotek med tonbånd og en videoafdeling samt en lille forretning for køb af nye bøger og andet blev flittigt benyttet.
Fra begyndelsen havde kirken haft bibelgrupper uden for de kirkelige aktiviteter. Pludselig blev ordet bibelgrupper meget aktuelt. En amerikansk dame blev inviteret til at holde et seminar om det. Derefter arrangerede kirken deres egne programmer for sådanne som havde lyst til at involvere sig dermed. Det år blev over 30 grupper etableret over hele øen. Det var en god fornemmelse at være vidne, til de mange som blev fyget til Guds rige ligesom i apostel-tiden. For de metodistiske kirker er de flotte kor som synger til hver traditionele gudstjeneste noget helt specielt. „Lov og pris“-gudstjenesterne i hallen overfor, havde deres eget moderne band. Sådan var der noget for enhver smag, og det gav ikke anledning til uoverensstemmelser.
Den store interesse på det musikalske område førte til, at de metodistiske kirker senere hen oprettede deres egen musikskole. Det igen medførte, at teaterstykker og koncerter med kristeligt indhold kom ud i offentligheden. Jeg kunne vedblive at fortælle, men lade mig blot tilføje: Havde de præster, vi havde i begyndelsen, ikke lyttet til Guds kald om fornyelse, så var alt dette ikke blevet til noget, og kirken havde muligvis ikke fået velsignelsen til at vokse.
På tur som missionær
Da kirken var blevet etableret og afbetalt, hørte den Guds kald til at udvide inden for missionsområdet først og fremmest i Asien men også i lande som Indien og Afrika, blev man aktiv med missionærer og finansielle understøttelse. Jeg var selv med på et af deres mange missionstrip til nord Thailand. En speciel uddannet præst, som havde boet imellem folket og lært deres sprog og levemåde, havde 28 små landsbyer under sig. Vi vidnede i tre små kirker bygget af bambus og strå, naturligvis måtte det hver gang oversættes af præsten. Bagefter bad vi i timevis for folket. De kom en efter en og fortalte om deres problemer, præsten oversatte, derefter lagde vi hænder på dem og bad for dem efter bedste evne vejledet af den Hellige Ånd. Nogle kom også mere end en gang, for at blive bedt for. Jeg husker tydeligt en ældre kone som forklarede, at hun havde ondt i brystet. Jeg fortalte præsten, at mit indtryk var, at hun havde kummer i familien. Han spurgte hende ud, men hun rystede på hovedet. Lidt efter kom hun tilbage og fortalte, at hendes datter var rejst ind til storbyen, og hun havde ikke hørt fra hende i flere år. Den slags ting kan gøre ondt også i det fysiske. Tre af os bad indtrængende om, at datteren ville kære hjem i god behold. Til søndags gudstjenesten havde alle klædt sig fint på i deres traditionelle dragter. Især kvinderne var flotte I deres mørke dragter pyntet med farvede bånd og en høj sort hovedbeklædning dekoreret med sølvkugler. Det var den dag det gik op for mig, at jeg i årevis havde haft tre billeder af disse smukke dekorerede mennesker malet på tørrede blade i stuen uden helt nøjagtigt at vide, hvor de kom fra. Nu stod jeg foran dem og fortalte min livshistorie. Det var, som om jeg alligevel kendte dem, for ofte havde jeg betragtet billederne og prøvet at føle mig ind i deres liv. I en anden landsby havde de hurtigt bygget en ny lille kirke i anledningen af vores besøg. Vi vidnede, prædikede og bad for dem. Kirken var fuld til sidste plads, også uden for stod de rundt om og kikkede ind igennem åbningen imellem taget og bambus-muren. Blandt andet bad vi for en ældre mand som inderligt ønskede at blive sat fri for opium, som han havde været afhængig af i årevis. I det øjeblik vi bad for ham, følte jeg Jesus barmhjertighed for den ældre mand. Atmosfæren imellem befolkningen var anderledes på dette sted, ligesom mindre harmonisk i forhold til den anden landsby vi besøgte. Det kunne tydeligt mærkes, også selv om vi ikke kunne kommunikere direkte med dem. Af præsten fik vi at vide, at kun halvdelen af befolkningen i landsbyen var kristne, det ligesom forklarede hvorfor.
Vi sov på bambusgulvet på en tynd madras med et tyndt tæppe over os og spiste upoleret ris med grønt og høns. Et måltid var nok til ikke at føle sig sulten for de næste 12 timer. Husene stod på søjler, nedenunder gryntede grisene, høns gaggede og klukkede ved siden af hvor maden blev tilberedt. De stod rundt om fyret og ventede på at noget blev til overs for dem, det var alle tiders. Denne oplevelse har en speciel plads i mit hjerte.
Amerika
Det følgende forår besluttede vi at tage på en længere rejse. Fritzli blev hjemme hos Jossy i Singapore. Fritz sekretær og en anden ung pige kom hver aften og overnattede i huset. Hver anden dag ringede vi hjem for at finde ud af om alting var i orden, og det var det hver gang. Gud ske tak og lov. Vi fløj på vores årlige fribilletter og kunne rejse på første klasse. Efter et stop over i Tokyo sad vi nu i flyvemaskinen på vej til Hawaii. Jeg sad sammen med Robert, Silvia og Fritz sad bag ved os. Ud af det lille vindue betragtede jeg fuldmånen, det så morsomt ud, fordi vi ligesom fløj forbi den. Robert stirrede fascineret ud af vinduet, med en gang udbrød han i fuld alvor og meget højt:“ Hold fast i stolen mor, for nu flyver vi ud i verdensrummet“. Jeg måtte le, ja, jeg boblede over og lo højt. Fritz gjorde tegn til mig bagfra:“ Du kan ikke tillade dig at grine sådan på første klasse, det er der ingen som gør“, men Fritz‘ alvorlige, forklemte ansigt fik mig til at le endnu mere. Kort tid før vores afrejse havde han beskadiget sin store tå alvorligt. Der var gået betændelse i såret, og det var ømt når han støttede på foden. Jeg lavede et godt sæbebad og satte det ved siden af sengen, for at løse det betændte, bagefter skulle tåen desinficeres. Efter en halv time tog han foden ud af vandet, og kom derved til at dryppe på gulvet. Det endte med, han gled i sæbevandet og kom til at støde den allerede mishandlede tå som begyndte at bløde. Han hoppede rundt på gulvet, mens han udstødte høje smerte råb. Selvfølgelig vidste jeg, at det gjorde meget ondt, men det så aldeles komisk ud. Jeg pressede munden sammen, gik ind i badeværelset og lukkede døren og lod mit latter anfald få frit udløb. Med en gang blev der helt stille i soveværelset, langsomt åbnede jeg døren. Fritz lå på sengen med et fornuftigt udtryk i ansigtet og havde tilsyneladende glemt, at tåen gjorde ondt. Sammen betragtede vi den og blev enige om, at det bedste ville være, at overlade det hele til lægen. Efter lægen havde fået hele historien den følgende dag, behandlede han den og forlangte, at ingen måtte tage bandagen af de næste par dage. Tåen var hel og fin den dag vi rejste.
Personligt var jeg meget spændt på Hawaii. Da vi landede, blev vi mødt af stationsmanageren for Singapore Airline som også havde reserveret en lejlighed til os. Vi så mange ting de følgende dage, men der er ikke noget som overgår Guds prægtige natur. Det jeg husker bedst er den dag vi tilbragte i lagunen. Vi havde købt brød og taget med, fordi vi hørte, at man kan fodre fiskene i vandet og duerne på stranden. Vandet var strålende klart, og solen glitrede på overfladen som utallige små diamanter. Længere ude forenede havet sig med den skyfrie blå himmel. Hvilket pragtfuldt syn og vidunderlig harmoni vi her oplevede. Med begejstring betragte vi stime af fisk i alle mulige mønster, farver og størrelser, som smuttede rundt imellem benene på os. Silvia og Robert fordelte brød til dem, mens jeg tog billeder. Vi var overrasket over, at de ikke var det mindste bange for os. Bagefter sad vi på stranden og solede os. Da de smukke snehvide duer opdagede, at der var brød at få, kom de flyvende til og satte sig på os i lag. Tre eller fire duer sad oven på hinanden, mens de flagrede med vingerne og ihærdigt prøvede at pikke brød, alle på en gang, det så morsomt ud. Robert sad fuldstændig stille som en statue og strakte sine arme ud til begge sider med brød i hænderne. Snart så vi kun et bjerg af hvide duer som prøvede at få fat på en bid alt imens jeg tog mange fotos.
Man kan ikke have besøgt Hawaii uden også at have oplevet Hawaii danser. Til rytmiske toner blev der svajet og danset af barfodede piger med langt hår, blomsterkranse om halsen og bambusskørter om lænderne. Jeg nød den sydende blide rytmiske musik, der lå en velsignelse i tonerne. Danserne var færdige med at danse og inviterede gæsterne til at danse med. Silvia og Robert blandede sig hurtigt med de dansende. Denne lejlighed kunne de ikke lade gå fra sig, de vrikkede og svajede i hofterne, det bedste de kunne, alt imens jeg benyttede lejligheden til at klikke med fotoapparatet.
Vores næste stop var Los Angeles. Det tog sin tid at komme igennem tolden, fordi i den række vi stod i kø i, sad der en dame med meget lange negle foran ved bordet. Hun kunne næsten ikke blade i passene på grund af de lange kunstige negle. Vi fik den største lyst til at klippe dem af. Endelig stod vi uden for i den bidende vind og spurgte os selv: Hvordan kommer vi til hotellet. Efter at have ventet en times tid på det forkerte sted, fandt vi ud af, hvorfra bussen gik. Det berømte Los Angeles med Hollywood, luksus og glimmer, glimrede ikke rigtig den første dag, som vi havde forestillet os det. Jeg var meget skuffet over at se bliktage på små huse, da vi kørte ind til byen fra flyvepladsen. Ankommet til hotellet besluttede vi os til at spise et eller andet sted, hvor de havde rimelige priser. Vi slentrede ned ad gaden, en mørk dame for ud af en damefrisørsalon lige for næsen af mig. Hun hvinede: Jesus Kristus. Jeg stoppede et øjeblik og spurgte:“ Kender du min bedste ven“. I det øjeblik fik damen et fornuftigt udtryk i øjnene. Skal vi misbruge Guds navn? Det tror jeg ikke.
Efter vi havde spist, besluttede vi os til at komme i gang med Disney-land med det samme. De næste par dage levede vi i fantasiland, det var sjovt også for os voksne, det eneste man behøver er tålmodighed. For hver ny ting vi prøvede, måtte vi stå i kø op til en halv time de fleste gange. Børnene var utrættelig fra morgen til aften. Der kom et tidspunkt, hvor jeg sagde: „Jeg bliver siddende her et øjeblik“. De andre forsvandt i menneskemylderet uden rigtig at have hørt efter, hvad jeg havde sagt. Så sad jeg helt alene for mig selv og undrede mig over, hvornår de ville opdage, at de lige havde mistet mig. Der gik 20 minutter før søgende spejdende øjne fik øje på mig. Derefter fulgtes vi pænt af hele tiden.
Efter nogle indholdsrige dage forsatte vi turen til San Francisco. Havde vi haft en bidende vind i Los Angeles, var det endnu værre i denne by. Det værste ved det hele, Fritz havde rådet mig til, ikke at tage en jakke eller en trøje med. Siden den tid har jeg altid sørget for at have noget varmt i kufferten, når vi tog på en længere rejse, man kan aldrig vide, om man får brug for det. Den første dag stod jeg i middagssolen langs en husmur og prøvede, at varme hænder og fødder som var begyndt at krible for kulde. Fritz og børnene var beskæftiget med at veksle penge. Ved samme mur sad en mand i sorte pjalter sunken sammen, som en der har opgivet alt godt i livet og blot venter på enden. Måske var han et offer fra Vietnam-krigen og havde begyndt med droger for ikke at tænke på krigens grusomheder. Sådan forestillede jeg mig det, jeg måtte også tænke på, at tigge er forbudt i Singapore. Jeg kunne ikke lade være med at sammenligne de sociale forhold i dette øjeblik. Havde denne mand siddet langs en husmur i Singapore, ville han i kort tid blive anbragt et sted, hvor man så efter ham. Vi kan lige så godt melde os på en tur for turister, blev vi enige om. På den måde ser vi mest på kort tid og får lidt kendskab til byen. Vores turistfører var usædvanlig godt begavet i at fortælle. Han fik os alle overbevist om, at der havde været et jordskælv i nattens løb. Heldigvis havde alle sovet godt og ikke mærket til noget. San Francisco har flere gange været plaget af jordskælv og brande. Det imponerede mig en del, da han fortalte, om den sidste store brand som næsten udslettede byen. I en bestemt gade boede alle missionærer, da branden kom dertil, drejede vinden sig, og derfor blev denne del af byen sparet. I dag er det den ældste del af byen. Den nye bydel er inddelt i meget lige firkanter. Fra et bestemt sted kan man tydelig se ud over bydelene. I fjernsynet havde vi flere gange set den berømte gyldne bro, og nu kørte vi over den. Turistføreren skildrede levende alt i detaljer. Da vi efter et par timer forlod bussen, gav vi ham også en god skilling. Det havde været en meget indholdsrig tur.
Vores sidste stop blev Taiwan. Fritz havde sørget for, at vi kom til at bo på byens dyreste kinesiske hotel med airline reduktion, men det var dyrt alligevel. Overbevisende forklarede han:“ Af og til skal vi også nyde det“. Jeg vidste, det var hans hemmelige ønske en gang at have boet på det flotteste kinesiske hotel i verden. Det var godt vi kun tog et værelse, for sengen var så stor, at vi alle fire uden videre havde plads i den. Fritz bestilte en ekstra seng og sov for fodenden af den store seng som børnene og jeg delte. Ligeledes var badeværelset og balkonen af usædvanlig stor størrelse. Vi hørte, at det oprindelig skulle have været et kinesisk tempel, men i stedet for blev det besluttet at lave et hotel ud af det. Det må være derfor, der ikke var blevet sparet på noget. Det var en fornøjelse at gå rundt og kigge på de mange pæne træsnit som pyntede væggene. Over alt var der tykke tæpper på gulvet, jeg satte mig ned et øjeblik i lobbyen for at nyde synet af de aldeles flotte tykke tæpper. Da døren til en af de dyreste lejligheder var åben, fordi tjenestefolket var ved at gøre rent, stak vi lige næsen indenfor. Meget venlig viste man os rundt og forklarede, at det hovedsagelig var statsbesøge som boede her, og de betalte ikke selv deres regning. Det var næsten synd at tage på ture, når vi boede sådan et flot sted, tænkte jeg ved mig selv.
På en af vores ture ud i landet faldt Fritz for et gammelt sværd. På afstand så jeg, at han forhandlede med sælgeren. Blot der ikke er afguder på det, tænkte jeg, og begav mig straks hen til dem. Det var for sent, Fritz havde allerede købt det og så tilfreds ud med købet. Selvfølgelig havde han i dette øjeblik glemt vores aftale om, ikke at have fremmede guder på noget i vores hus. Jeg kunne ikke nænne at sige noget i dette øjeblik. Da vi kom tilbage til Singapore, forklarede jeg ham, at jeg ikke helt var klar over, hvor jeg ville anbringe det, så foreløbig blev det lagt op på skabet i stuen. Hemmeligt bad jeg Gud om at få ham til at glemme det, og det gjorde han også fuldstændig. Efter så og så mange uger smed jeg det i affaldsspanden, og væk var det.
Man kan ikke have været til Taiwan uden også at have været på museum besøg. Det benyttede vi lejlighed til den sidste dag før vores afrejse. Vi havde kun en halv dag til rådighed, så vi slentrede igennem forskellige sale og kikkede her og der. Mange værdifulde fine ting var blevet smuglet ud af Kina og blev opbevaret her.
Det bedste ved at komme tilbage til Singapore var, at Fritzli ventede på os. Det var godt at blive modtaget af hans strålende smil og se ind i hans gode øjne. Han var en del af os alle sammen og vi af ham.
Gyldne år med børnene
Vi var nået frem til 1988, før man ved af det, er et år forbi. Efter sommerferien ved man at om kort tid er det jul. Det er ikke kun jeg som føler det sådan her i det hektiske tropiske varme Singapore, mange andre kommer med lignende udtalelser.
Roberts lærerinde i anden klasse ringede en dag og spurgte, om jeg kunne lade hans øjne undersøge, det gjorde jeg, alt var i orden, derefter fik vi en aftale med hende i skolen. Hun forklarede, at hun mente, at Robert fejlede noget, som gjorde det svært for ham at lære. Med andre ord, hun mente, noget blokerede hans intelligens. Jeg vidste nøjagtig, hvad hun mente, hun kunne ikke vikle ham om fingeren som de andre. Jeg vidste også fra andre mødre, at det ikke var første gang, hun forsøgte at stemple børn, som hun på en eller anden måde havde lidt svært ved at forstå. Alligevel gik jeg med til, at han fik et par dyre timers ekstra undervisning om ugen i tysk og svejtsertysk af en dertil uddannet lærerinde. For at være sikker på at han også lærte noget, sad jeg selv ved siden af ham, når han havde undervisning, samtidig læste vi flittigt sammen om aftenen. Efter et par måneder syntes jeg ikke, at hverken han eller jeg havde lært noget som helst. Han havde begyndt at læse, men det var fordi, vi læste sammen om aftenen. I de dyre timer med lærerinden, spillede vi ofte blot spil. Jeg beklagede mig til Fritz og slog for, at vi måske skulle overveje at flytte ham til den tyske skole. Fritz nævnte vores problem med Robert til skoleforstanderen som også hørte til vores private venner. Jeg havde udtrykkelig bedt ham om ikke at gøre det, for jeg ville ikke, at der blev lavet en skandale ud af Roberts evne til at lære, men det blev der alligevel. Skoleforstanderen undersøgte sagen og fandt ud af, at lærerinden som havde givet ham ekstra undervisning såvel som hans nye lærerinde i tredje klasse tilstod, at han i grunden slet ikke behøvede den ekstra undervisning. Hvor nær havde vi været ved at tro, at der var noget i vejen med ham. Jeg måtte tænke på den drøm, Robert havde haft for et stykke tid siden: En rasende bjørn forsøgte at brække ind i vores hus. Efter et par søvnløse nætter alene i kontoret, hvor jeg af og til følte, jeg kæmpede med et uhyre, bestemte jeg, at Robert skulle flyttes til den tyske skole. Jeg tog den beslutning alene, fordi Fritz vidste denne gang ikke, hvordan han skulle forholde sig. Som ægte svejtser havde han helst set sin søn uddannet efter svejtser system. „Er du helt sikker på, du gør det rigtige“, jamrede han. „Lærerinden i den tredje klasse synes det er synd at flytte Robert“.“ Jeg er helt sikker“, svarede jeg med tryk på stemmen.
En dag ved middagsbordet fortalte han igen, om den hvide pige de havde i klassen. Hun havde fuldstændigt hvidt hår og hvid hud og blev plaget af de andre børn, fordi hun så anderledes ud. Hun og Marco havde stået foran tavlen i klasseværelset. Hun havde rakt et stykke kridt til ham, sådan at han kunne forsætte med det regnestykke, klassen regnede sammen. Marco havde ladet kridtet falde, fordi klassen reagerede med ikke at røre ved hende. Lærerinden havde skarpt sagt: „Sammel kridtet op Marco“, det havde han gjort med et grin. Fra pigens mor vidste jeg, at hun ikke var særlig lykkelig i klassen, og medlidenhed steg op i mig. Det var for meget, en hel klasse imod et uskyldigt barn, og der var ikke nogen som kunne ændre det. Robert tilstod, at det ikke var rigtigt, men vidste ikke, hvordan det kunne ændres, de var alle sammen sådan. Sammen smedede vi en plan, jeg ringede til Marcos mor som lovede at tale med Marco om det. Næste dag fortalte de to Robert og Marco, at de var hendes livvagt. Hvis der var nogen som forstyrrede hende, skulle hun blot sige til, de skulle nok tage sig af situationen. Det ændrede billedet fra den ene dag til den anden, snart var der ingen som tænkte på, at hun så anderledes ud. Moren ringede til mig og takkede, jeg svarede:“ For hvad“. Hun forklarede, at hun godt vidste, jeg havde sat noget i gang. I mit hjerte sagde jeg: „Gud ske tak og lov“. Hvis klassen lærte at stå sammen, kunne det måske ændre situationen, den havde fået ry for at være en slem klasse.
Robert fortalte at når han kom ind i klassen om morgenen, sloges de alle med ord og næver.“ Hvad gør du så“, spurgte jeg.“ Så skræver jeg over arme og ben til jeg kommer hen til min pult“, forklarede han. En dag sagde han:“ I dag var jeg virkelig bange for, at Mirko og Marco havde taget livet af hinanden. Marco var helt rød i hovedet, fordi Mirko havde presset så længe på hans hals, til han næsten ikke mere kunne få luft“. Jeg følte alarmklokken ringe i mit indre, det her gik uden tvivl for vidt. Næste gang forældrene havde møde med lærerinden, skulle det diskuteres. Det var jeg ikke den eneste som havde gået og overvejet. Lærerinden kom os alle i forkøbet med at forklare, at det var en meget besværlig klasse, og der var visse typer i klassen som igen og igen forårsagede uro. Jeg vidste det var sandt, og de fleste mødre vidste også hvem det var, men lærerinden nævnte ikke nogen. Trods alt blev de fleste mødre til drengene alarmeret, men helt uskyldig var der muligvis ingen af dem som var. Det kom til udtryk ved, at et par mødre stod op og sagde visse ting. Man kunne mærke, at der var konfrontation i luften. Lærerinden forholdt sig rolig og bestemt hele tiden. Venligt forklarede hun sin plan som gik ud på, at klassen skulle træffes ugentlig efter skoletid for at lege sammen, et par mødre skulle hjælpe til. Sådan begyndte klassen langsomt og sikkert at acceptere hinanden og finde ud af, at den anden var et værdifuldt menneske.
Klassen var en prøvelse for de fleste lærer og lærerinder. Det var ikke kun klassens stærke og svage side som tydelig viste sig med denne klasse, det var også lærernes. Jeg besluttede at finde ud af, hvordan den tyske præst så på vores problematiske klasse. Han havde ugentlig religionsundervisning og skulle senere hen også konfirmere de fleste. Fra Robert vidste jeg udmærket, hvordan han klarede sig. Han fortalte noget fra biblen, som de fleste aldrig hørte, fordi de åbenlyst lagde armene op på bordet og sov. Derfor blev religionsundervisning også kaldt sovetime. Præsten var tilsyneladende enig med børnene om at tage timen på en meget rolig måde. Jeg spurgte Robert:“ Gør du også det“, ærlig svarede han, at han og Ronny fra missionshjemmet hørte efter, de lavede også deres hjemmeopgaver. Præstens øjne virkede usikker da jeg stod foran ham. På mit forslag om at diskutere visse situationer med klassen, afviste han med at sige, at det hele kun var børnepjat, og at de snart ville vokse ud af det. Han skiftede temaet og begyndte at forklare, at Roberts skriftlige tysk ikke var det bedste, men det var ikke det, jeg var kommet for at diskutere med ham. Jeg kunne mærke, at han ikke ville involveres. Skuffet rejste jeg mig op og lukkede døren efter mig, det havde været et meget kort besøg. Den som forstod klassen bedst var engelsk læren som også var sportslærer. Han var den eneste som tilstod, han ikke havde problemer med klassen. Beundrende fortalte Robert en dag, at i dag havde læren slet og ret ligget på et af bordene i undervisningen. Han drillede også pigerne, så de blev røde i hovedet. Hvis de ikke fulgte med eller ikke gjorde deres hjemmearbejde, var meget hårde straffe resultatet. Hvis det ikke hjalp, blev straffen dobbelt så stor. Hvis det heller ikke hjalp, kom der et tidspunkt hvor de ikke havde adgang til undervisningen. Klassens respekt voksede for læreren. Han forstod også en spøg, ja, han var selv ret god til den slags og morede sig lige så meget som de andre. Lærens interesse for at spille teater passede af og til godt ind i undervisningen. Det skete klassen havde sat en sene op når læren kom ind i klasseværelset.
Jeg kommer til at tænke på, at Gud også kommer ned til vores niveau, når vi søger ham. Han venter ikke, til vi på et eller andet tidspunkt i livet er blevet fornuftige nok til at forstå det hele.
En af lærerinderne begyndte med yogameditation. Hendes egen private løsning til at få klassen under kontrol. Alle skulle sidde fuldstændig stille og tænke på et specielt, af hende, udvalgt objekt. Jeg læste stadigvæk de fleste dage i ugen biblen sammen med Robert, derfor var han godt orienteret om mange ting. En dag sagde han:“ Kan du ikke ringe til min tysklærerinde, hun vil gerne tale med dig“. Jeg fik følgende at vide af hende: Hun havde forklaret klassen, at først skulle de meditere, det var noget hun havde lært ved at gå til yoga. Robert havde rejst sig op og sagt hårdt og ligeud: „Den slags kommer fra djævlen og det vil jeg ikke være med til“. Jeg forklarede hende vores kristelige syn på den slags. På et senere tidspunkt diskuterede jeg temaet med missionærerne fra missionshjemmet og de lovede at forklare lærerinden, hvorfor vi kristne så anderledes på den slags. Efter et par uger opgav lærerinden sit velmente forsøg på at få klassen under en hat per meditation.
Som kristne tilbeder vi ikke andre guder, vi viser dem heller ikke respekt ved at bøje os for dem eller noget i den retning. Klassen var med en lærer på en bytur, og man besøgte blandt andet et berømt tempel. Det blev forklaret klassen, at de skulle af respekt bøje sig for en budda statue. Robert, Ronny og en dreng til sneg ubemærket forbi ved at gå bag om ryggen på de andre. Hvis man i dag ikke opklarer sine børn, er der noget andet som griber dem, det lurer om hvert hjørne.
En eftermiddag sad jeg sammen med Robert oppe i Svejtserklubben. Tim, en dreng, der gik to klasser under Robert, kom hen til bordet. Jeg begyndte at fortælle om Jesus og at han på et eller andet tidspunkt kommer igen. Pludselig drejede drengen sig om og løb væk. Vi fik på fornemmelsen, at noget var meget forkert. Jeg sagde til Robert:“ Løb efter ham, og find ud af hvad der er i vejen“. Et øjeblik senere kom han tilbage og forklarede: „Tim vidste, at det vi sagde var sandt, men der var så mange voksne mennesker som troede på noget andet og som ikke kunne se, at det var forkert, og derfor var han ked af det“. Robert havde fundet ham på den anden side af klubben, hvor han stod og græd. Senere på en udflugt med skolen, fortalte jeg hans mor, hvad Fritzli betød for os og hvordan vi, på grund af ham, var kommet til at tro. Hun forklarede, at hun troede på, at man bliver født igen flere gange. Nu vidste jeg, hvorfor Tim havde grædt og var blevet dybt ulykkelig, da jeg begyndte at fortælle om Jesus. Noget havde vidnet til ham, at det var sandheden. Jeg fandt en bog imellem mine mange kristne bøger. Den handlede om en læge som, efter at have været død 10 minutter kom tilbage til livet igen. Han mødte Jesus, da han forlod sit legeme, som viste ham skridt for skridt, hvad der sker, når man dør. Nogen går ind i paradis andre ikke. Bogen skildrede klart og tydeligt den sande vej i overensstemmelse med biblen. Jeg havde nævnt til moren, at jeg gerne ville give hende en bog om det emne. Robert cyklede på besøg og afleverede bogen. Kort tid efter flyttede familien til et andet land, derfor fik jeg ikke lejlighed til at tale med moren, men jeg bad til at noget ville vidne til hende. Tim var dybt rørt da vi talte med ham, derfor var jeg sikker på, at Guds Ånd ville fortsætte sit vidne om Jesus til denne familie.
De næste par år havde vi regelmæssige udflugter med klassen. Den blev rystet bedre sammen og de holdt også op med at slås på et eller andet tidspunkt, men den var og blev en særlig klasse helt op til universitetet.
Gud taler aldrig for sent
En dejlig søndag morgen sad vi sammen ude i haven og spiste morgenmad. Fuglene kvidrede muntert, mens de hoppede omkring i de store træer lidt længere væk. Vi blev aldrig trætte af at betragte den vidunderlige udsigt. Vi kunne se meget langt væk hen over træer og hus toppe. Solnedgangen var absolut fantastisk, man skulle ikke tro, vi levede i en storby.
Denne morgen glædede jeg mig ikke over udsigten, som jeg ellers plejede at gøre. Jeg havde haft en meget mærkelig drøm og kunne ikke ryste den af mig. Fritz spurgte:“ Hvad er der i vejen med dig i dag“. Jeg overvejede drømmen et øjeblik, det her måtte jeg dele med ham. Jeg svarede:“ I min drøm døde Fritzli. Jeg fandt ham død om morgenen i sin seng. Jeg sagde til mig selv: „Du ved, hvor han er, nu gælder det om at vænne sig til det“. Fritz blev lidt mærkelig til mode og begyndte at fortælle, hvad han havde drømt for et stykke tid siden. Han beskrev sin drøm som også handlede om, at Fritzli døde, til sidst sagde han:“ Vi var ikke enige om, hvor han skulle begraves. Du ville have ham begravet i Spiez, jeg syntes, han skulle begraves samme sted som mine forældre i Kølliken“. Det var ikke noget opmuntrende, Fritz havde at fortælle. Ville Gud virkelig tillade det, efter det store ønske han havde givet mig, hvor jeg så Fritzlis legeme forvandlet. Gud lyver ikke, jeg var i vildrede og ked af det. Hvorfor havde der i så mange år, ikke været nogen fremgang at se. Søndag aften prædikede en evangelist fra Amerika i kirken, derfor gik vi i kirke en gang til om aftenen. Kirken var fuld til sidste plads, da vi ankom. Først stod en lille kinesisk dame frem og fortalte, at Gud havde lagt hende på hjerte at faste den dag, fordi mange forældre næsten forgudede deres børn. Gud selv skulle have første retten i alting. Vores børn skulle vi overgive til ham, det ville spare os for mange bekymringer. Efter et par sange prædikede evangelisten. Temaet var: Kan jeg gå over den linje som skiller livet fra døden. Jeg blev meget mærkelig til mode, det jeg havde drømt om natten og det Fritz havde fortalt mig passede sammen. Til sidst gav evangelisten et kald og de forældre som mente det passede på dem skulle stå op. Jeg følte Gud havde talt til mig, også selv om jeg ikke forstod, hvorfor han tilsyneladende modsagde sig selv. Tårer vældede frem i mine øjne, det værste var, jeg havde ikke noget at tørre dem med. Det var virkeligt, det gjorde meget meget ondt midt i hjertet i dette øjeblik. Jeg tror, Gud på det tidspunkt, snittede nogle af de bånd over, Fritzli og vi havde knyttet til hinanden, måske bånd som tilhørte ham. Dagen efter vågnede jeg med fred i hjertet, det var en usædvanlig fri fred. Lige meget hvad der skete, Gud havde selv taget ansvaret på sine skulder. Bestemmelsen over liv og død tilhørte ham, og han behøvede ikke vores hjælp. Gør blot dine daglige ting som du plejer, fornemmede jeg, han sagde, jeg har gjort det endnu lettere for dig.
I begyndelsen af 1988 havde jeg en mærkelig drøm, jeg skulle beholde Emma, for jeg ville få brug for hende i ferien i Singapore. Hvad skulle det betyde? Som jeg altid gjorde, når der var noget som så ud til at være vigtig, jeg skrev det ned. Gud vidste besked om alting, hvis jeg ikke forstod det nu, forstod jeg det muligvis på et senere tidspunkt. Jossy vores ahma blev et par år og blev afløst af Emma.
Ferie i Svejts
Fem dage før vi skulle rejse til Svejts, fik jeg en meget pinefuld ørebetændelse og var nødsaget til at tage stærke medikamenter. Vi havde vores årlige fribilletter til gode denne gang. Det var højsommer i Europa og mange udlændinge tog på ferie i denne tid. Flyvemaskinerne var fulde til sidste plads. Jeg ville helst have ventet en uges tid, sådan at jeg kunne komme til kræfter igen, men Fritz sagde: „Det bliver ikke let at ændre noget, hvis du ikke har feber, tag af sted“. Igen skulle jeg havde lyttet til den indere stemme, for noget fortalte mig, at det ikke var så godt at flyve lige nu. I min drøm havde jeg også haft brug for Emma i Singapore og ikke i Svejts. Måske jeg ikke helt forstod, hvordan Gud mente det. Jeg havde beholdt Emma trods alt, men hvorfor skulle vi ikke tage på ferie. Vi kom af sted, Emma børnene og jeg. Emma sad på økonomi, hvis jeg havde brug for hende, havde hun lov til at komme ind på første klasse. Ved indgangen til flyvemaskinen tog de Fritzlis vogn væk, og som jeg havde gjort mange gange før, tog jeg ham på armen og bar ham over til hans sæde. I det øjeblik skete der noget i ryggen, jeg mærkede en skarp pine på venstre hofte. Jeg havde haft ondt i ryggen mange gange i årenes løb, men jeg havde altid været Gud taknemlig for, at jeg hurtigt kom mig igen. Fritzli vejede ikke så meget omkring 27 kg, men denne gang var det anderledes, det gjorde meget ondt i ryggen på hele flyveturen. Fordi ryggen gjorde ondt, ville jeg helst have været rejst til bestemmelsesstedet med det samme, men da alle forventede, at vi skulle til Brunwald først, gav jeg efter. Emma og jeg delte arbejdet med Fritzli. For syns skyld sagde jeg ikke meget om min ryg, og var også med på en god spadseretur. Efter et par dage kørte Doris os alle sammen til Wicosobrano. Fritzlis vogn blev stoppet i bagagerummet, og vores kufferter sendt med toget. Den første nat i de nye omgivelser vågnede jeg midt på natten ved, at det gjorde meget ondt i ryggen. Jeg kunne hverken ligge eller stå uden stærke smerter. Tidligt næste morgen ringede jeg til en kiropraktiker og spurgte med grædende stemme, om han ikke kunne komme hjem til os, for jeg kunne næsten ikke røre mig. Bestemt og venligt forklarede han, at han kun behandlede sine patienter på klinikken. Med Silvias hjælp blev jeg klædt på. Langsomt klatrede jeg ned af trappen og trippede hen til busstoppestedet. Jeg holdt godt fast ved døren, mens jeg halvt slæbte mig selv ind i bussen, for det gjorde meget ondt i ryggen. Lægens praksis lå heldigvis ikke langt fra busstoppestedet i St. Moritz. På en eller anden måde klarede jeg også at komme derhen. Til sidst stod jeg i lægens praksis, en medhjælper måtte tage mine sko af, da jeg ikke kunne bøje mig. kiropraktikeren gav mig en grundig behandling, mens jeg stønnede. Derefter viklede han et stramt bælte om maven, det hjalp lige med det samme. Det gjorde nu mindre ondt, og jeg kunne gå uden alt for mange smerter.
Jeg var meget glad for, jeg havde taget Emma med, det betaler sig at lytte til den Almægtiges råd. Om dette var sket eller ikke, hvis jeg var blevet i Singapore, det ved jeg ikke. Jeg skulle tage det så roligt som muligt de næste to uger og ikke løfte på tunge ting. Silvia og Sandra, Silvias kusine fra Finland som var på besøg, hjalp til i husholdningen. Emma var nødt til at gøre alt det svære arbejde med Fritzli, derfor gav jeg ham hans måltider, for det kunne jeg gøre siddende på en stol. Emma var ikke sky af natur, når hun havde en fridag tog hun selv på ture i omegnen med bus. Da Fritz kom, var hun med på bjerg – ture, mens jeg blev hjemme hos Fritzli, min ryg havde jo ikke godt af det. Cornelius, Doris yngste søn kom også for et par dage på besøg, ligeledes Yvonne Fritz søster. De unge mennesker spillede kort om aftenen. Som jeg forklarede Silvia:“ I er nødt til også at inviterer Emma til at være med, hun er i et fremmed land og kender kun os“. Jeg havde opdaget, at hun ikke var god til tal og lurede på, hvor meget hun kunne regne. Det varede ikke længe, før hun brød ud i tårer, fordi hun ikke forstod spillet. Silvia klarede situationen: „Vi spiller noget som er lettere“. Nu kunne Emma følge med, jeg overhørte Cornelius sige:“ Hvorfor vinder hun hele tiden“. Silvia svarede på svejtsertysk: „Ved du, dem som ikke er så kloge, de har lidt mere held“. Emma var kommet til at føle sig hjemme i vores familie, kunne jeg så småt begynde at mærke, men jeg havde taget den beslutning at skifte pige alligevel, når vi var tilbage i Singapore. For Fritzlis skyld var jeg nødt til at have en med en voksen person.
Silvia havde ikke klaret den sidste termin i Schiers alt for godt. Fritz havde en aftale med skoleforstanderen, da han kom til Svejts. Lærerens forslag var, at lade hende gentage skoleåret. Fritz og mit forslag til Silvia, siden hun havde besluttet sig til at være socialpædagog var at begynde på en god ikke private handelsskole. Uddannelsen ville passe bedre sammen med socialfagene, fordi hun havde også brug for at lære kontorfag på socialskolen. Den anden mulighed var, hvis hun valgte gymnasiet, at blive meldt til en lokal skole. Den skole hun gik på for øjeblikket var en privatskole, dem er der mange af i Svejts og de er ret dyre. Firmaet betalte ganske vist en tredjedel, men det var dyrt alligevel. Skolen ville komme til at koste en lille formue, før hun blev færdig. Silvia valgte en tre og en halv år handelsskole med fire sprog. Da hun og jeg diskuterede det en aften på en lille spadseretur, faldt hun mig grædende om halsen. Naturligvis var hun skuffet over ikke at have klaret den, den slags skal også overvindes. Hun havde levet to år sammen med velhavende folks børn, og nu skulle det ikke mere være sådan. Jeg kunne mærke, at hun alligevel ikke var helt enig. Det skulle meget snart vise sig, at det var et klogt valg, vi havde truffet. Et halvt år senere fik vi og andre besked på, at man fra firmaets side kun betalte private skoler i Singapore ikke i udlandet. Silvia blev meldt til optagelsesprøve på handelsskolen i Chur. Fordi byen så at sige ligger midt i Svejts, findes der mange forskellige skoler der. Fredag og lørdag vrimler det med unge mennesker i gaderne. Byen har også et internat for unge mennesker, hvor de kan bo og spise. Desværre var det lukket lørdag og søndag. Derfor var vi nød til at finde et værelse i nærheden af skolen til hende. Vi var heldige, lige ved siden af internatet fik hun et værelse for sig selv på tredje sal hos ældre mennesker. Måltiderne indtog hun på internatet. Silvia blev meget begejstret for værelset og glædede sig til at indrette det. Jeg håbede i det stille, at hun også glædede sig til skolen. Den var kun for piger, men som Fritz mindede hende om, på det lokale gymnasium er der både piger og drenge.
Fritz var nødt til at rejse igen. Jeg havde besluttet at blive, til Silvia havde været igennem optagelsesprøven. Desværre havde Fritzli det ikke for godt i denne tid. Mens Fritz var på ferie, havde han haft feber, og i det tørre klima kunne hosten næsten ikke løse sig. Derfor besluttede jeg alligevel at rejse tilbage efter kort tid. Jeg opmuntrede Silvia til at indrette værelset pænt og lovede: „Så snart Fritzli er i orden, kommer jeg igen. Sammen rejste vi alle med toget til Chur. Jeg kunne mærke, at hun ikke var alt for lykkelig. Muligvis følte hun også, at vi have ladet hende i stik. Hvad skulle jeg gøre, i sygdomstilfælde kom Fritzli først. Jeg turde ikke overlade ham alene til Emma. Silvia sad ved siden af mig i toget med lukkede øjne. Jeg snakkede opmuntrende til hende. Hun svarede med:“ Jeg har hovedpine og har det ikke godt“. Situationen var ikke god, der var ting hun ikke var enig med os om. Muligvis beskyldte hun os indvendig, i stedet for at acceptere og respektere det valg vi havde givet hende. Jeg bad til, hun ville overkomme den vanskelige situation og tage positivt fat på de nye ting. Hun havde også beklaget sig over, at hun ikke så, så godt og muligvis brugte briller. Der havde været mange forandringer i ferien, Det ville have været bedre at have haft fred og ro til at diskutere alting grundigt igennem og finde Guds vilje, ligesom vi også plejede at gøre hjemme. Silvia steg af toget med et kort farvel. Pludselig blev Fritzli helt umulig, han hylede, som om der var noget som gjorde meget ondt. Vi kunne ikke finde ud af, hvad der var i vejen. Vi satte ham i hans vogn ude i gangen foran kupeen. Det meste af vejen til flyvepladsen, græd han hjerteskærende lige til han svedte. Vi var hjælpeløse, og han kunne ikke fortælle os hvorfor. Jeg følte det, som om en mørk sky hang over mit hoved og begyndte at ønske, at vi aldrig var taget til Svejts dette år. Gud havde advaret mig, men jeg var taget af sted alligevel. Nu bad jeg til at komme hel og velbeholden tilbage, og at alting ville glide lettere, når først vi var kommet hjem i vores vante omgivelser. Så snart vi landede i Singapore, løste Fritzlis hoste sig, og han fik en bedre hudfarve, Gud ske tak og lov. Jeg havde anet, at det havde noget at gøre med det tørre klima i bjergene. Efter hans lunge var klappet sammen, var hans svage lunger ikke blevet stærkere, vi var nødt til at passe godt på ham. Jeg fik en tydelig fornemmelse af, at det ville være bedre, ikke mere at tage ham med på ferie til et totalt andet klima.
Efter to uger rejste jeg tilbage til Silvia. Hun havde i mellemtiden bestået optagelsesprøven og indrettet sit værelse. Hun kom cyklende ned til banegården og tog imod mig. Øjensynlig var hun glad for at se mig, men jeg synes alligevel at fornemme, at noget var anderledes, hun var en meget følsom person. Jeg bad til, at tiden ville læge alle sår. Hun var nu snart 17 år og stadigvæk en fornuftig pige som udmærket vidste besked på, hvad som var rigtigt, og hvad som var forkert i livet. Jeg havde i sinde at gøre mit bedste til at hjælpe hende med at blive indrettet så godt som muligt. Efter at have fundet et værelse til mig selv i byen, gik vi om til hendes værelse. Det lå meget centralt næsten midt i byen. Hun kunne gå eller cykle til internatet og ligeledes til skolen. Igennem de ældre mennesker, hvor hun boede, var hun kommet i forbindelse med en bibelgruppe for unge mennesker fredag aften. Hun gav udtryk for sin begejstring, og jeg takkede ham som føjer alting sammen til det bedste.
Jeg sad ved siden af vinduet og kikkede mig om i hendes værelse, det lå på tredje etage og havde en flot udsigt over bjergene.“ Vi skal se at få gjort noget ved det værelse“, tænkte jeg,“ det er forkert indrettet, bordet skal hen foran vinduet, sådan at hun kan kikke ud over bjergene en gang imellem, når hun er beskæftiget med lektierne“. Jeg var heller ikke tilfreds med, at hun ikke havde mulighed for at koge noget lørdag og søndag, når internatet var lukket. I det øjeblik nåede jeg lige at se, hvordan den høje bogreol begyndte at vakle. Jeg greb et tag i den ene af stængerne, men det hele ramlede sammen alligevel. Jernstængerne var sat fast imellem gulvet og loftet ved siden af vinduet over for sengen. Ind imellem var hylder anbragt, og derpå stod hendes bøger. Gud ske tak og lov, var det ikke sket om natten, mens hun lå og sov. Hvis en jernstang havde ramt hende i hovedet, kunne der være sket noget alvorligt. Gud ske tak og lov kære Jesus, at det skete nu og ikke på et uegnet tidspunkt.“ Måske vi skulle undersøge om der fandtes et bedre værelse i byen“, sagde jeg efter en del overvejelse. Vi gik ned på banegården og købte forskellige aviser. De næste par dage så vi på værelser og små lejligheder. Enten var de for dyre eller lå for langt væk, min tid var også begrænset. „Vi gør det bedst mulige ud af dit værelse“, sagde jeg opmuntrende. Først blev bogreolen og andre unødige ting lagt ind i et lille rum under taget ude i gangen. “ Værelset havde hun inddelt i to med et forhæng i midten. På den ene side var hendes gaderobe og forskellige kasser placeret. Forhænget kom ned, tøjet sorteret og lagt i store papæsker. Stykke for stykke blev analyseret, om det det kunne betale sig at beholde eller ikke. Jeg holdt et par udtrådte sommersko op foran hende:“ Bruger du også dem“, spurgte jeg. Måske en eller to gange småjamrede hun. De kom i affaldssækken. Det du ikke bruger, aflevere vi hos Frelsens Hær, bestemte jeg. Bordet kom hen foran vinduet, en lang bambusmåtte som sad fast på vægen, over sengen, kom ned uden vanskeligheder. Sengen blev skubbet hen et hjørne, sådan at hun derfra også havde udsigt over bjergene. En større kommode blev sat hen foran sengen langs vægen. „Der kunne et fjernsyn stå“, forslog jeg. Skabet var det eneste, som blev stående hvor det var. „Nu skal vi på indkøb“, sagde jeg muntert. Et fjernsynsapparat kom hen på kommoden. Desværre var der ikke fjernsynsforbindelse deroppe under taget. En udtalelse med ejeren af huset løste problemet. Når jeg betalte, kunne en forbindelse blive lavet, en elektriker blev bestilt. Et køleskab blev også købt, desværre viste det sig, at den lille elektriske kogeplade fik sikringen til at ryge ud hele tiden. Et lille camping gasblus blev redningen. Silvia lovede os og ejeren ikke at gå ud af værelset, når hun brugte det og ellers at passe godt på, det var jo ikke helt lovligt. Jeg takkede Gud for ejerens forståelse i denne situation. Senere sagde hun til mig: „De har en flot datter“. Nu manglede der blot noget for hendes bøger og forskellige ting som skulle stilles op. I et varehus fik vi øje på nogle moderne trækasser som kunne arrangeres på forskellige måder. „Det er lige hvad vi har brug for“, besluttede vi. Langs den ene skråvæg blev kasserne nydelig arrangeret. Det ændrede fuldstændig synet i værelset. Silvia begyndte at blive begejstret. „Hvad behøver du i din lille husholdning“, spurgte jeg. Igen kikkede vi os om i varehuset og fandt kopper, tallerkner, skeer, gafler, knive, nogle skåle, gryder og en pande samt en brødkasse, et bræt og nogle gode knive. Et gammelt skab blev brugt til at opbevare husholdningen i og oven på stod gasblusset og brødkassen. Vi købte noget papir med træmønster som Silvia klæbede på det gamle skab. Det gjorde underværker, skabet så fuldstændig nyt ud. En stor frugtskål kom hen på det lille sofa bord, ved siden af en bekvem stol med et af vores hvidsorte abeskind. „Sørg altid for, at have rigeligt med frugt i skålen“, rådede jeg hende til. Nu kunne hun i det mindste lave sin egen morgenmad og også koge lidt lørdag og søndag. Sengen fik et sengetæppe og nogle flotte puder. Billeder blev hængt op på væggene. Til sidst kom nogle grønne planter hen i hjørnerne. Værelset så nu moderne og hyggeligt ud. Vi inviterede ejeren op for at beskue forandringerne, de gjorde store øjne:“ Det var ikke til at begribe, at man kunne lave så meget ud af sådan et lille værelse“, var deres kommentar. Nu var Silvia hjemme, kunne jeg mærke. Værelset var i hvert fald accepteret, og om et par uger ville hun komme på ferie i Singapore. Jeg ville besøge hende ind imellem hendes besøg og håbede dermed, at hun ville vænne sig til de nye forhold. Begyndelsen havde ligesom ikke været rigtig for hende.
Over de næste tre og et halvt år involverede hun sig med forskellige ting. Ved siden af bibelgruppen fredag aften, begyndte hun også at være aktiv for børn i børnehavealderen lørdag formiddag. Hun meldte sig til et kor som sang hver onsdag aften. De lavede til og med en dvd til hjælp for Aids-ofre. En god kristen veninde uden for skolen, fik hun også. Denne veninde havde bedt om at få en god kristen veninde, så de to fandt sammen i bibelgruppen. Det var godt hun involverede sig i ting, men det var også for at overgå ensomheden, som hun var en lille smule bange for. Sager og ting kan ikke helt erstatte et hjem, var jeg godt klar over. Der var situationer, hvor hun var skuffet og selv måtte klare det, fordi hjemmet var langt væk.
Vi skifter piger
Tilbage i Singapore fortalte jeg Fritz om min travle bevægede ferie, vi bad til at alting ville udvikle sig rigtigt i fremtiden for Silvia. Nu kom det forhåbentlig sidste problem dette år. Emma skulle have en ny stilling og vi en ny pige. Ved agenturets hjælp blev hun flyttet til en kinesisk familie som boede i nærheden af grænsen til Johore. Jeg havde forlangt hendes løn for hende, ligeledes skulle hun have fri to gange om måneden. Et par dage efter Emma var flyttet, ringede hun fra sin nye arbejdsplads og begyndte at fortælle. Hun skulle begynde med sit arbejde allerede klokken tre om morgenen med at give babyen flaske og bade hende. Derefter skulle hun vaske alle gulvene og lave morgenmad til hele den store familie. Heldigvis havde hun lov til at gå i seng klokken otte om aftenen. En fridag fik hun ikke det første halve år, fordi det var bedst, hun først vænnede sig til de nye forhold. I grunden var det et tryk om at arbejde hårdt for at få lov til at få fri. Jeg spurgte, om jeg kunne tale med hendes madame. Den nye arbejdsgiver forklarede jeg de betingelser, jeg havde aftalt med agenturet for Emma. Derefter tilføjede jeg, at vi ikke har slaver i huset og at alle have ret til en fridag en gang imellem for ikke at løbe sur i det. Agenturet havde aldrig nævnt noget om vores betingelser til den nye arbejdsgiver, fandt jeg ud af. Jeg begyndte at koge indvendig, det her var slet og ret udnyttelse af fattige menneskers ret, det var forventet, de ville fyge sig i alting. Jeg opmuntrede Emma til at prøve om det gik. Hvis ikke skulle hun ringe til mig, så ville jeg se, hvad jeg kunne gøre. Hun samtykkede med et:“ OK jeg prøver“. Jeg kunne mærke, at hun var villig, og takkede Gud for hendes gode vilje. Havde hun ikke arbejdet hos mig først, havde hun næppe kunne klare det, der nu var blevet lagt på hendes skulder. Jeg bad ofte for hende i tiden fremover. Næste dag ringede jeg til agenturet og med vred stemme forklarede jeg, hvad jeg tænkte om deres arrangement, og at de lige havde mistet en kunde. Også selv om jeg ikke kunne gøre fra eller til i denne situation med den nye arbejdsgiver, ville det ikke have været rigtig blot at tie stille. Ved at sige til kan man håbe noget rører ved deres gode samvittighed, og måske nogen også fulgte den. Da jeg nogle uger senere igen talte med Emma, forklarede hun, at det gik bedre. Hver lørdag havde hun lov til at tage med familien i byen. Sammen købte de ind og spiste et eller andet sted bagefter. Hendes ven havde lov til at besøge hende, og hun havde fået en fridag en gang om måneden, efter et halvt år ville hun få to. Jeg takkede Gud på Emmas vegne, jeg vidste, han hjalp hende. Hun faldt godt til hos familien og blev i mange år. Ja, hver gang de fornyede hendes kontrakt, ringede hun til mig og fortalte det. Det sidste jeg hørte fra hende var, at hun var blevet gift med vennen i Filippinerne.
Hvad disse fattige piger ikke tager på sig for at bringe deres familie igennem livet. Et par år før havde jeg været på vej til Svejts med børnene. Ved siden af os i flyvemaskinen sad en pige fra Filippinerne måske omkring 30 år gammel. Som vi ofte gjorde på vores lange rejser, vi begyndte at tjatte med dem, vi sad ved siden af. Vi fandt ud af, at denne unge pige var blevet gift i Filippinerne, for et par måneder siden, med en ældre herre fra Tyskland, som hun havde lært kende igennem et agentur. Manden, som hun næppe kendte, ville hente hende i Zurik Hun virkede en lille smule nervøs. Jeg forstod at den ældre tysker, som var landmand, ikke talte meget engelsk, for hun spurgte Silvia gentagne gange ud om, hvordan man sagde det ene og det andet på tysk. Det mindede mig om, at Fritz og jeg heller ikke havde været særlig på talefod, da vi traf hinanden, fordi han ikke forstod meget norsk og jeg ikke tysk. Opmuntrende talte vi godt til hende og rådede hende til at gøre det bedste ud af situationen og jeg tilføjede:“ Du er aldrig helt alene, når du har Jesus i dit hjerte, glem det ikke“, hun nikkede sammentykkende. Jeg er overbevist om, at Gud giver priser for, hvor villige vi har været til at gøre det bedste ud af et ægteskab. Lige før vi landede, blev hun endnu mere nervøs og sminkede sig igen og igen, alt imens hun spurgte Silvia ud om, hvordan man hilste på tysk. For sikkerheds skyld gav jeg hende min adresse og tilføjede:“ Hvis du får besværligheder så ring eller skriv“. Hun takkede, vi hørte aldrig noget fra hende, vi håbede og bad til at det gik hende godt.
Julen stod igen for døren med travlhed og spænding i luften. Robert glædede sig til de fire ugers juleferie, den tyske skole havde, fordi de ikke havde efterårsferie. Det synes jeg og andre også var en god ordning. Mange familier benyttede lejligheden til at tage på skiferie i Europa i denne tid.
Lise fra Canada og hendes datter ringede en dag og meddelte at Anita kom på besøg. Først ville hun opholde sig en tid i Afrika for at gå på jagt. Derefter ville hun komme til Singapore for at lære os alle at kende. Vi glædede os meget, hidtil var det kun Fritz familie som havde besøgt os i Singapore. Jeg modtog Anita på flyvepladsen. Selvom vi ikke havde set hinanden siden dengang vi tog til Pittsburg, kendte vi hinanden lige med det samme. Ikke længe efter kom Silvia fra Svejts. Jeg havde aldrig tænkt på, at de to i grunden lignede hinanden en hel del. De var næsten lige store, havde begge brune øjne og halvlangt hår. For første gang lagde jeg mærke til, hvad de havde fået med fra vores families side. Anita er en usædvanlig køn og god pige. Det skriver jeg ikke kun, fordi hun er min søsters datter, men fordi hendes fremtræden er usædvanlig charmerende og menneske venligt. Jeg kunne også mærke, de egenskaber min søster havde givet hende. Det jeg her prøver at forklare er: De to piger er vokset op i to forskellige verdensdele og kun set hinanden en gang før, og alligevel lignede de hinanden i mange ting. Jeg vidste min søster, ligesom jeg, havde forsøgt at gøre det bedste ud af børnene.
Juleaftensdag pyntede pigerne juletræet, aldrig før havde det været så flot. Pigerne havde sans for farver, stil og smukke ting. Det blev en juleaften, vi aldrig kom til at glemme. Fritz stod for kogningen, pigerne hjalp til, mens de muntert sludrede. Jeg så efter Fritzli og dækkede bordet med vores flotteste porcelæn, derefter blev gaverne anbragt under træet. Fritzli sad med til bords fint klædt på i sin vogn, han havde allerede spist. Fritz bad bordbøn og takkede for den største gave af alle, Jesus Kristus. Klokkerne ringede julen ind, fra et gammelt tonbånd som vi havde haft i mange år, efterfulgt af julehilsner på alverdens forskellige sprog. Derefter fyldte den glade musik stuen, mens vi nød den gode mad. De unges øjne strålede om kap med lysene på træet. Robert, i hvid skjorte og lange bukser, ligesom Fritz, fik lov til at få et par dråber vin i glasset og skålede muntert med os alle sammen. Mari, vores nye hushjælp, sad med til bords og strålede om kap med de andre. Hun havde også glædet sig meget til julen, skrevet julebreve og været på indkøb. Hendes familie derhjemme havde hun sendt en stor pakke, for øjeblikket var alt i orden med hende. Juleglæden fik hende for øjeblikket til at glemme alle besværlighederne, som hun ellers var god til at minde sig selv om. Efter den gode julemiddag hjalp vi hinanden med at rydde op. Silvia og Robert havde indøvet julesange. Robert spillede på guitar og Silvia på blokfløjte. Derefter læste Fritz juleevangeliet, og så kom det spændende øjeblik, pakkerne. Min pakke var den største dette år, en flot ny sort cykel som ikke kunne ruste. Det er meget vigtigt i et klima, hvor alting ruster meget hurtigt. Spotty blev heller ikke glemt. Hvert år fik den en ny lille stof hund, som den forelskede sig i med det samme. Den fra året før blev smidt væk af hygiejniske grunde. Den kom aldrig ud af den alder, hvor man leger. Nysgerrigt snusede den også til vores gaver og synes at forstå, at det var en meget speciel dag. Jeg glemmer aldrig den jul, hvor den havde fået fat på en rød kugle nederst på juletræet. Den havde gnavet på den på mit flotte kinesiske tæppe, resultatet var, at den røde farve blev fordelt både på hund og tæppe. Heldigvis kunne det hele vaskes af, men vi måtte altid overveje, hvad der skulle hænges nederst på træet, fordi den interesserede sig meget for pynten.
Dette nytår skrev vi 1990. Jeg læste i Salmernes bog 90: Lær os at tælle vores dage, så vi bruger den kostbare tid. Vi føres frem af tidens strøm og forgår snart som en drøm.
Situationen med Mari var alligevel ikke blevet bedre. Jeg ærgrede mig ofte, og indså, at det betalte sig ikke, regelmæssig at have uoverensstemmelse med hende. Hun havde meget på sindet som plagede hende, og når hun skulle have luft, gik det hovedsagelig ud over mig. Det blev Fritz som fortalte hende, at vi havde besluttet at sende hende hjem om en måneds tid. Jeg forklarede hende, at sådan som hun af og til opførte sig, kunne jeg ikke anbefale hende til en anden familie med god samvittighed.
Efter at have været igennem lidt af hvert med mine ahmaer, bad jeg indtrængende om endelig at få en som var problemfri for en gangs skyld. Uden en pige i huset, klarede jeg den ikke særlig godt. Fritzli var et heldags – arbejde, hvis alting skulle gøres rigtig. Kun det at løfte ham mange gange om dagen var ikke særlig godt for min ryg, hvis jeg skulle gøre det alene hver gang. Hans lunger var ikke alt for stærke nu, dertil var han blevet meget lang. Han havde haft mange infektioner I årenes løb. De medikamenter han var nød til at tage for epilepsi bidrog til at lungerne let blev forslimet. Især om eftermiddagen når han lå og hvilede sig, kunne vi se, at det ikke altid var let for ham at få luft.
Hvordan klarer vi den over længere sigt, jeg tænkte aldrig tanken rigtig til ende. Gud havde givet Fritzli et stort løfte og der var absolut ikke andet at gøre, end at forlade sig på ham dag for dag, som vi altid havde gjort. Fordi den ene side af kroppen var slap, og den anden side noget stiv, havde han den tendens at lade hovedet hænge til den venstre side. Derfor var ryggen blevet noget krum med tiden trods alt mit gode arbejde. Jo ældre han blev, desto sværere var det for os at holde hans legeme ved lige. På grund af problemet med ryggen, havde jeg fået lavet en gipsseng til ham, som han sov i. Det skulle ligesom forhindre, at det blev alt for slemt. Først protesterede han kraftigt imod at blive lagt derind. Næste aften dækkede jeg gipssengen til med et lagen og lagde puder rundt om. Fritz gjorde sit bedste til at underholde ham, mens vi sammen lagde ham ind i gipssengen. Til sidst var han selv stolt af sin nye seng og strålede fra det ene øre til det andet, som han plejede at gøre, når han var godt tilfreds. Sammen forlod vi hans værelse med: „Fritzli, i nat sover du som en prins“. Han klukkede til svar.
Kort tid efter drømte jeg en nat, at nogen stod bøjet over mig. Denne person var klædt på i en kappe med en kutte over hovedet, sådan at jeg ikke kunne se ansigtet. Vedkommende sagde:“ Gå ind i Fritzlis værelse, ellers dør han“. Jeg vågnede, stod ud af sengen og gik ind i værelset. Fritzlis hoved var kommet ud over gipskanten på venstre side, og han var ikke i stand til selv at få hovedet tilbage på puden. Han var drivvåd af sved og ikke i stand til at råbe højt nok til, at jeg kunne høre ham. Vi havde altid soveværelsesdøren på klem, sådan at jeg kunne høre ham, hvis han råbte om hjælp. I årenes løb havde jeg vænnet mig til at falde i søvn igen med det samme, i det tilfælde jeg måtte stå op. Kære Jesus tusind tak, det ville have været frygteligt, hvis han havde holdt op med at trække vejret, fordi jeg ikke havde passet på. Fra nu af så vi godt efter, hvordan han blev lagt i seng om aftenen. Små sække, fyldt med sand, blev anbragt rundt om hovedet ved gipssengen. Således var det umuligt for ham, at tabe hovedet over kanten. Hvad han kunne gøre i sengen var at strække sig og løfte sædet, hvad han gjorde med mellemrum. Ellers så vi til, at han blev lagt på venstre og højre side samt på maven om dagen. Naturligvis sad han også så og så længe hver dag.
Vores nye pige var ankommet hun hed Lucie. Hun og Daisy i Indien blev de bedste piger, jeg nogensinde havde for Fritzli og husholdningen. Begge to var små perfektionister, som dag for dag gjorde deres arbejde så godt de kunne. Fritzli, nu omkring 20 år gammel, var begyndt at se anderledes på piger, og han faldt fuldstændig for Lucie. Hvor hun stod og gik, fulgte hans øjne hende, og hvis hendes øjne mødte hans, smilede han lyksaligt. Det værste var, at han en tid lang havde sat sig i hovedet, at hun ikke måtte gå ud uden ham. Hvis hun smuttede ud af huset alligevel og han hørte gitteret knirke og opdagede, at hun var væk, blev han helt vild og umulig. Det tog ham en hvis tid at komme til kræfter igen efter sådan et anfald af jalousi. Lucie forklarede, at hun også godt kunne lide Fritzli men som en bror. Havde han været sund og rask, er jeg overbevist om, de ville have passet godt sammen. Hun var meget dygtig til alting og havde sin egen fine charme. Hun var en lille smule introvert, en type som ikke taler så meget og ellers godt kan lide at være i sit eget selskab. Jeg håbede meget, at hun ikke ville begynde at føle sig ensom, siden hun ikke ligefrem var en snaksaglig type. Jeg fik en god ide, en dag spurgte jeg hende, om hun ikke havde lyst til at lære at svømme, jeg ville betale hendes svømmetimer. De fleste piger fra Filippinerne kan ikke svømme. Når hun selv var blevet god til det, kunne hun give svømmeundervisning til andre piger. Hun tyggede lidt på det, jeg kunne se, at hun lige skulle vende sig til tanken. Til sidst sagde hun ja, jeg ringede til svømmelæren som underviste i Svejtserklubben og aftalte en time for hende. Hun købte en badedragt og begyndte på en ugentlig time svømmeundervisning. Efter to måneder var hun blevet så dygtig, at hun begyndte at vise andre piger, hvordan man svømmer, ligesom jeg havde håbet på. Hun gik trofast i den katolske kirke hver anden søndag, men vi havde aldrig lange samtaler om troen. Det var fordi, hun var blevet indskærpet hjemmefra, at dem som ikke var katolske var ikke rigtige kristne. Lucie holdt hvad hun lovede lige meget hvad. En dag havde Robert en skolekammerat med hjem. Jeg var ikke hjemme den dag, derfor havde jeg forklaret hende, at hun skulle give dem en pizza til middag. Hun forstod en pizza delt til begge to, selvom der var to pizzaer i køleskabet. Robert fortalte bagefter, at de stadigvæk var sultne, men Lucie ville ikke give dem en pizza til, fordi det havde jeg ikke tilladt. Hun gjorde også helt nøjagtig for Fritzli hvad jeg pålagde hende, og hun sjuskede aldrig i husholdningen. En dag sagde Fritz:“ Har du lagt mærke til, at hun går helt nøjagtig på samme måde som du gør. Børnene siger, at hun synger også for Fritzli, som du plejer, når du ikke er hjemme. Det lyder meget morsomt, noget i retning af en kinesisk opera. „Lucie var god til at iagttage, selv om hun ikke førte lange samtaler, derfor mistænkte jeg hende for at have en ret god intelligens. Hun var også den eneste, af alle de piger jeg havde i årenes løb, som begyndte at forstå vores svejtsertysk.
Vi havde stadigvæk den regel, at en af os blev hjemme søndag formiddag hos Fritzli. Hver anden søndag måtte Lucie blive hjemme, til vi kom tilbage fra kirkegang, og anden hver søndag blev jeg hjemme og gik derfor til lovpris om aftenen. Jeg mistede aldrig noget at gudstjenesten søndag formiddag alligevel. Mens jeg var beskæftiget med Fritzli, vidnede Helligånden til os. For det meste måtte jeg tænke på et eller andet, mens jeg lovede og priste Gud fra hele hjertet. Når Fritz og Robert kom tilbage fra kirkegang, spurgte jeg dem altid ud om temaet i prædiken. De fleste gange eller næsten altid passede det til det, Helligånden havde lagt mig på hjerte, og som jeg havde måtte tænke på. Jeg er ikke sikker på om vi, Fritzli og jeg, ikke havde en dybere og meningsfuldere tid sammen med den Hellige Ånd, end de som sad i kirken. Det forklarede også, hvorfor Fritzli, selv om han var meget handikappet, kunne udstråle en sådan lykke og tilfredshed, at han var i stand til at trøste os med sin blotte nærværelse. Af og til måtte jeg tænke på, at han i mange retninger var frier og stærkere indvendig, end de to sunde børn som måtte igennem livet, med dens prøvelser og trængsler, som vi alle ved, næppe kan undgås i det jordiske liv. Paulus siger et eller andet sted i sine breve til menighederne, at han hellere vil rømme sig sine svagheder, for det er derigennem, at Guds kraft bliver synlig. Den tid vi tilbragte sammen hver formiddag, med at spise, bade og hans daglige øvelser, fik som tiden gik, et dybere indhold. Jeg tror ikke, jeg er i stand til at forklare helt nøjagtig, hvad jeg mener. Vores ånd løftede sig i lovpris til Gud, som jeg syslede med ham. For mit indre øje fløj billeder af vidunderlige himmelske ting. Vores himmelske Fader ønsker igennem sin ånd, som blev sendt til os efter Jesus korsfæstelse, at tilbringe tid sammen med os. Hvor let overser vi denne velsignede del i livet og prøver at udfylde det med mindre betydelige ting. Sagde Jesus ikke: Hvor jeres hjerte er, der er også jeres skatte. Eller samle ikke skatte på jorden, thi de forgår, hvad I har samlet i himlen, forgår aldrig. Mine bedste ideer fik jeg altid, når jeg syslede med Fritzli. Det skete, at jeg kom til at tænke på: „Hvis der kommer en dag, hvor jeg ikke mere behøver at gøre dette, vil jeg savne det meget“. Hvad for en forskel fra de første ulykkelige år, hvor vi meget hårdt prøvede, at gøre det bedste ud af situationen. Kun Gud i sin visdom kan se ind i fremtiden, det afhænger af os at forlade sig på ham og lade sig lede skridt for skridt.
En dag ved middagstid, da Lucie gav ham maden, hørte jeg, at han igen havde fået en tør hoste som jeg absolut ikke syntes om. Ved sidste lægebesøg havde lægen ligesom ladet mig mærke, at hvis det ikke blev bedre, ville hans chancer heller ikke blive bedre. Jeg vidste udmærket, hvad han mente med det. Bekymret gik jeg ind i soveværelset lukkede døren og faldt på knæ foran sengen:“ Kære Jesus, hjælper du os med hosten engang til“. Hjælpeløse tårer trillede ned af mine kinder, der var ikke noget jeg kunne gøre udover at tro, at han også blev hjulpet denne gang. Næste morgen var hosten fuldstændig væk, og han blev ikke syg et helt halvt år efter denne hændelse.
Korea
Hvor skal vi hen i sommerferien? spurgte Fritz. Kort tid efter kom han hjem og fortalte, at han havde set en film i Sats fra Korea. Det skulle være et meget smukt land, bemærkede han. Kunne jeg tage med og overlade Fritzli til Lucie. Jeg vidste, jeg kunne, hvad nu hvis der også skete noget med hende. Ikke at jeg troede, at der ville ske noget med hende, men man skal altid være på den sikre side, så vidt det er muligt. En god venindes ahma lovede at komme og overnatte hos Lucie.
Først fløj vi til Soul, hovedstaden. En storby som så mange andre. Det udsædvanlige ved denne by er, at der er mange underjordiske trapper over hel byen. Da kun få taler engelsk, er det ret besværligt at spørge nogen ud om noget. Hvis vi standsede og spurgte en eller anden på gaden om vej, samlede sig i løbet af et øjeblik en skare af mennesker rundt om os som gerne ville øve deres få engelske ord med os. Silvia, nu en køn teenagerpige, blev åbenlyst beundret. Her så vi kun få turister i modsætning til mange andre steder i verden. Det var måske derfor vi tiltrak os sådan en stor opmærksomhed. Allerede den første dag fandt vi ud af, hvordan vi kom på en lokal bus som kørte øst på igennem landet. Rejseburet offererede to forskellige busture at komme over til østkysten på. Den første kørte igennem forskellige byer og tog kun så og så mange timer. Den anden startede tidligt om morgenen og ankom ved aftenstid. Den kørte over bjerge og igennem dale tæt ved grænsen til nord Korea. Fritz forhørte sig, om det var farligt at køre over så nær ved grænsen. Damen rystede på hovedet og forklarede, at det var en meget køn tur. Fritz forlangte fire billetter, han kunne næsten ikke tro, at det var sandt, de kostede kun 12 S Dollars for hver person – og det for en hel dags rejse.
Næste dag satte vi os ind i en moderne bus med bekvemme sæder og aircondition. Desværre var der noget i vejen med vores flotte Canon-fotoapparat. Dagen før havde vi spurgt i en forretning, om det kunne repareres hurtigt, det kunne det ikke. Heldigvis havde Robert taget sit lille fotoapparat med. Jeg fik lov til at låne det og trykkede en masse billeder. Over for mig sad en ung kone i en køn blå kjole med en baby på ryggen. Hun lænede sig fremover på sædet, for at give plads til babyen. Jeg knipsede et par gange med apparatet, da hun kikkede ud af vinduet for at beholde indtrykket. „Jeg vil også fotografere“, forlangte Robert.“ Mor har lov til at fotografere, så meget hun vil først“, afgjorde Fritz. Jeg havde ærgret mig over Fritz‘ komplicerte apparat som ikke ville fungere, nu hvor vi så gerne have taget nogle gode billeder, og lovede mig selv at købe et apparat som ikke var for kompliceret, før vi igen tog på en rejse. Himlen var mørkeblå uden en sky. Langs vejkanten, på begge sider, voksede gule blomster kilometer efter kilometer, det så kønt ud. Vi kørte i timevis igennem det smukkeste bjerg landskab fra Korea og nød hver time af turen. Koreanerne måtte være flittige og arbejdsomme mennesker ligesom kineserne og Japanerne, kunne vi iagttage. Landet lå også klemt ind imellem det mægtige Kina og Japan. Markerne var velplejet, husene solide bygget og velholdte. Hver anden time standsede bussen ved et busstoppested, hvor vi også kunne benytte et toilette og købe forfriskninger. Da ingen i bussen talte engelsk, fik vi hver gang en seddel stukket i hånden. Derpå stod, om hvor mange minutter bussen kørte igen. Et sted midt på vejen stod nogle soldater med gevær i hånden. De stak hovedet ind i bussen, underholdt sig et øjeblik med chaufføren og vinkede så med hånden, bussen kunne køre videre. Hen imod aften skimtede vi i det fjerne dybt blåt vand, nu er vi der snart, sagde vi til hinanden. Vi kørte et stykke langs kysten til bestemmelsesstedet. Vi lagde mærke til, at ståltråd adskilte landevejen fra havet.“ Det er for flygtningenes skyld“, forklarede Fritz. I syden har de det meget bedre end i norden, og mange prøver at flygte. Ankommet til den lille havneby, fik vi fat på en taxi med det samme. Det eneste chaufføren forstod var hotel, han smilede og nikkede til alle vores spørgsmål. Tyve minutter kørte vi tilbage den samme vej, vi lige var kommet. Hver gang Fritz sagde noget til ham, smilede og nikkede han. Til sidst sagde Fritz:“ Stop“, ret højt. Manden kikkede over skulderen, Fritz pegede i den anden retning, manden smilede og nikkede igen og kørte samme vej tilbage. Lige ved siden af busstationen kørte han op foran et pænt hotel og lasede vores bagage ud. Hotellet var nyt og komfortabelt og havde den vidunderligste udsigt over havet. „Vi må hellere skynde os at få set noget af fiskerbyen, før det bliver mørkt„, afgjorde vi. Vi fik øje på en fiskebåd som langsomt sejlede ind. Da den lå stille, kunne vi se, at skibet var fuld med sorte glinsende snoende ål et udsædvanligt syn. Over alt i den lille fiske turist by fandtes levende fisk i akvarier i restaurationerne. Ved vejkanten var tørrede fisk i enhver størrelse hængt op. Lugten af fisk blandede sig med lugten af det friske havvand, som den stærke vind uafbrudt blæste ind over byen. Fritz rynkede på næsen, hvis der er noget svejtserne ikke bryder dem om, er det lugten af fisk. Ikke sådan i Korea, her er fisk et meget vigtigt næringsmiddel og fisk skal spises frisk eller tørret. Fiskene bliver opbevaret levende i beholdere og større bassiner. Man udvælger sin fisk som derefter bliver tilberedt og serveret med ris og koreansk kim chi, lige min smag, jeg var begejstret for retten fra den første dag. Om hvert hjørne solgtes svesker, Fritz favorit frugt. Ellers var udvalget af frugter ikke særlig stort, i modsætning til andre lande i Asien.
Vi havde lagt mærke til, at der næsten ikke fandtes køer i landet. Vi var nødt til at tage til takke med mælkepulver til kaffen, andre lande andre skikke. De tørrede fisk som vi så overalt var uden tvivl et nærende kalciumfødemiddel for befolkningen. De fleste så sunde og raske ud, i modsætning til Amerika så vi ingen her som var for fede eller tykke. De fleste levede af fisk, høns ris og forskellige slags grønsager som champion, kål, kartofler og gulerødder. Grønsagerne blev syltet i en beholdere, og serveret som det der hedder kim chi som i øvrigt er meget sundt, fordi vitaminerne er ikke blevet ødelagt ved kogning. De næste par dage forsatte vi vores rejse ned af østkysten. Vores mål var havnebyen Pusan som ligger på samme bølgelængde som Hiroshima i Japan. Vi havde været usædvanligt heldige med vejret, det var hverken for koldt eller for varmt. Regnetiden skulle have sat ind her i juli måned, men ud over tunge skyer hængende på himlen af og til, var vi heldige. Det regnede kun et par gange på hele turen, ellers var vi velsignet med solskin, blå himmel, frisk vind og blåt hav og venlige nysgerrige mennesker.
Robert kom til at sidde ved siden af en ung koreaner i bussen. Efter et øjeblik stod han op og søgte sig en anden plads.“ Jeg ved ikke, hvad der er i vejen med ham der“, forklarede han. „Han smiler hele tiden til mig, og ville have at jeg skulle smage på noget mærkeligt noget, og da han også begyndte at røre ved mig, følte jeg mig ikke så godt tilpas“. Måske følte den unge koreaner sig heller ikke godt tilpas, efter Robert forlod sædet, for han sank ned i stolen, og ved næste stop steg han af bussen. Som var tilfældet på hele turen, var vi de eneste turister fra den vestlige verden. Det var ikke så underligt, at man gerne ville lære os nærmere at kende. Kun i Soul så vi få andre udlændinge. Korea har ellers meget kønt at byde på sammenlignet med andre asiatiske lande.
Pusan er en gammel havneby og ligeledes en vigtig fiskerby. Den har mindst en million indbyggere. Efter flere mislykkede forsøg fandt vi et hotel midt i byen med en engelsktalende person i receptionen. Vi var meget lettet og også udmattet. På vores taxi tur rundt i byen var Fritz kommet til at placere en kuffert på min store tå. Senere kom han også til at træde på den, i det øjeblik jeg betragtede pelse i en forretning. Neglen var nu splittet, og tåen begyndte at hæve og gøre ondt. Næste morgen sad vi mat øjet ved morgenmaden. Vi var ikke klar over, da vi logerede os ind, at der befandt sig en tilsyneladende berømt natklub i kælderen. Fritz mente, vi kunne lige så godt blive en nat til, derefter ville vi tage på en tur ind midt i landet. Hotellet serverede noget som lignede western mad i den eneste restauration som befandt sig i lobbyen. Dagen benyttede vi til at lære byen nærmere at kende. Uden tvivl var den en ret gammel by, det så man tydeligt af de mange gamle, til dels forfaldne bygninger som her og der var ved at falde i knæ. Vi vandrede de enge gader op og ned på udkik efter koreanske møbler. Jeg havde længe ønsket at eje sådan et stykke, blot et lille stykke forklarede jeg Fritz. Vi fandt ingen pæne stykker, det vi så var utroligt dyrt og ikke så pænt, som det jeg havde set i Singapore. Derefter bestemte vi os til fiskemarkedet, det var en sand oplevelse. Overalt svømmede fisk i alle mulige størrelser i tanker, spande og beholdere. Jeg fik øje på en lille blæksprutte som forsøgte at sno sig væk i menneskemylderet og følte medlidenhed med den. Med et bredt grin på ansigtet puttede en kone den tilbage i en lille spand. Hvad for et stress for et levende væsen jeg ynkede inderligt på fiskens vegne. Bagefter fortrød jeg, at jeg ikke havde købt den og sat den fri i havet. Den havde forsøgt at finde en vej ud, det ville have været et under for den at blive sat fri. Her så vi også slagtede fisk, grønsager, mærkelige rødder og andre udefinerbare ting i mærkelige farver. Færdigkogte retter var her og der til salg, eller man hang selv ind over bordet og spiste, mens man underholdt sig med hinanden. „Lad os spise til middag her„, afgjorde vi. Vi havde opdaget små lave borde og måtter til at sidde på. Til vores store overraskelse var fiskene meget dyre, og det et sted hvor det vrimlede med fisk. Vi prøvede andre steder, men overalt var det forholdsvis dyrt. Vi bestemte os til en ensom fisk, fik spist og fortsatte turen.
Den engelsktalende person i hotellet hjalp os til at organisere en tur for de næste par dage. På busstationen købte Fritz billetterne, det var ikke så nemt, fordi der var ikke en der talte engelsk. Med kortet i hånden og en seddel, hvor manden fra receptionen havde skrevet bestemmelsesstedet på, pegede han på sedlen og viste samtidig fire finger. Efter mange ord som han ikke forstod, fik han fire billetter. Jeg benyttede lejligheden til at kikke på ting i en kiosk, en hat havde fanget min interesse og snart sad den på mit hoved. Den var et lille kunstværk flettet af meget fine bambusstrå, jeg havde glæde af den i mange år, indtil den til sidst gik i stykker. Den kunne også trykkes sammen og lægges i en kuffert. Så snart jeg tog den frem, fandt den sin form igen. Efter et par timers kørsel kom vi til en gammel landsby, hvor man kunne se, hvordan befolkningen havde levet før i tiden. En sort gris gryntede fornøjet i en slags indhegning af sten. Jeg var overrasket, for svinekød var noget af en mangelvare på disse kanter. Måske turisterne skulle have fornøjelsen af at se, hvordan en gris så ud. Imellem husene var stole og borde af sten anbragt og en kæmpe statue stod midt på en åben plads, ligeledes af sten. Her i landet var man gode til at arbejde med den slags, bemærkede vi. I cafeteriet fik vi øje på en gammeldags nudel-maskine. Under latter og fnisen fik Fritz dem til at demonstrere den, mens jeg tog billeder. Bagefter spiste vi alle en god portion nudler.
Det næste stop var de berømte kongegrave fra omkring det sjette århundrede. Af de mange grave og deres utrolige store størrelse fik man indtryk af, at livet efter døden var noget man beskæftigede sig med – også dengang. Et af gravkamrene var åbent for publikum, i et kammer lavet af træ var forskellige ting som kongerne havde haft brug for – pænt arrangeret, der i blandt en guldkrone, krukker, pynt og ting for deres heste. Hvad for forestillinger havde disse mennesker haft til livet efter døden? Efter gravmælet at dømme, ønskede de ikke at blive glemt. Fritz skyndte på os, han ønskede ikke at dvæle for længe ved de døde. Det var sandt, en mærkelig, stikkende følelse kunne fornemmes på stedet. Robert følte sig dårlig, og jeg begyndte at få ondt forskellige steder. Hurtig bad jeg for Jesus blod som beskyttelse, for hvad det nu kunne være. Vi blev enige om, at det ikke havde noget at gøre med Guds kraft og skyndte os at forlade stedet.
Igen rullede vi hen ad landevejen, her og der solgte man grønsager og svesker ved busstoppestederne. Rigtig fattigdom som i Afrika og Indien får man ikke indtryk af, alle synes at have nok til det daglige. På vores 14 dages rejse rundt i landet så vi heller ingen som tiggede. At dette ikke er tilfældet i Nord Korea, det ved man god besked om, og skulle det ikke minde en om, hvor vigtigt det er altid at bede for regeringen, lige meget om man kan lide dem eller ikke. Gud kan give, hvad han vil, til hvem han vil, hvornår han vil. Ordsprogenes bog kapitel 21 vers 1: En konges tanker er under Herrens kontrol, han styrer dem som vandet der ledes til den tørre mark. En turistby, som jeg har glemt navnet på, men som vi var meget imponeret over, var vores næste stop. Selv i Svejts kan man ikke bygge flottere træhuse. Desværre var den, ellers så interessante by, næsten mennesketom. Vi indlogerede os i et moderne hotel i chale stil. Dernæst var vi ude at se på byens største attraktion, et kæmpe stort buddhist tempel. En tropisk kaktushave, en bro, dekoreret med mange drager, og en lille sø med springvand fik vi også set på og tog nogle interessante billeder. Fritz håbede meget at man her serverede ordentlig mad, siden det udadtil var en flot by. Desværre måtte han lade sig nøje med kogt ris med champion og høns samt en masse kim chi. Han var selv ude i køkkenet og se på, hvad de havde. En ældre kone, med få tænder i munden, viste ham med fornøjelse rundt i det lille køkken. „Det er utrolig så enkelt man lever her“, bemærkede han. Før vi kom tilbage til Singapore havde han tabt fire kilo. Næste dag gik turen ned til spidsen af Korea. Der ventede vi et par timer på færgen som bragte os til Cheju-øen, eller Honeymoon-øen som den også kaldes, fordi det er et berømt sted at tilbringe flitter-ugerne.
Det var begyndt at banke i min store tå, den var også meget rød og hævet. Endnu engang kom nogen for nær til den, denne gang blev en håndtaske placeret oven på den. Jeg skreg højt af smerte og beordrede min hensynsløse familie til at passe bedre på. Alle var en lille smule slukøret, det var da også meget uheldigt. Vi sejlede over om natten, men jeg kunne ikke finde søvn, fordi tåen gjorde meget ondt. Den splittede tånegl borede sig ned i det ømme kød. „Giv mig et godt råd“ bad jeg indtrængende. Jeg stod op og gik op på dækket og bestilte noget is. To timer sad jeg på trappen ved siden af cafeteriet og afkølede tåen, derefter begyndte jeg forsigtigt, at klippe de spidser af som borede sig ned i kødet. Det hjalp, tilfreds med resultatet gik jeg tilbage til min slumrende familie og faldt i søvn. Næste morgen spurgte Fritz pænt til min tå, jeg kunne vise dem, at den var ved at helbredes.
Den dominerende farve på Cheju-øen er en ret usædvanlig farve, nemlig sort. Kan man forestille sig at noget er kønt, når det er sort. Sandet er sort og passer vidunderligt til det blågrønne hav. Vi solede og badede os det meste af dagen. Hvad for en oplevelse at slappe af på en sort strandbred, og sole sig på sorte stene. Jeg puttede et par af de porøse stene i tasken til minde om den vidunderlige dag. Det klare saltvand skyllede de sidste bakterier ud af huden på tåen og den hævede ikke igen. Gud ske tak og lov. Det var ikke kun sandet som var sort på øen men også huse og vejstene, jeg fik til og med øje på en sort kirke på vores bytur. Vi havde indlogeret os, på et af de få hoteller som fandtes i byen. Vi fik øje på noget som hed en ride-stald, da vi sammen studerede kortet over den lille ø om aftenen. Det lyder interessant, mente børnene og begyndte at overtale Fritz til en ridetur. Efter morgenmaden næste dag steg vi på bussen. Den var tom da vi steg på, derfor havde vi alle vindue pladser. Ikke længe efter steg den ene ældre person efter den anden på bussen. Snart havde vi alle en ældre person ved siden af os, også selv om der var andre tomme sæder i bussen. En ældre kone, som sad ved siden af mig, betragtede mig nysgerrigt. Når vores øjne mødtes, smilede hun hjerteligt med en tandløs mund og et glimt i øjnene. Af og til rodede hun i tasken foran sig, og prøvende tilbød hun mig noget, som jeg umuligt kunne definere. Jeg rystede smilende på hovedet, mens jeg afværgende vinkede med hånden, også selv om hun var gammel, var hendes barnlige ærlige nysgerrighed meget charmerende. Jeg undrede mig over hvor gammel hun kunne være, og hvorfor der var så mange ældre mennesker med bussen.
Vi passede godt på at følge med på kortet. Tilsyneladende var der ikke kun en ride-stald på øen men mange. Her og der så vi små flokke af heste med deres herrer, men vi havde udsøgt vores bestemmelse sted, og der skulle vi hen. Fritz mente, efter en times tid, her må det være at dømme efter kortet. Vi steg ud af bussen, ligesom de fleste af de ældre mennesker, og begyndte at spadsere op til noget som kunne ligne en større moderne farm. For første gang på hele turen så vi køer. Flotte sortbrogede køer græssede på store marker til venstre og højre af vejen. Nogen måtte have haft en mægtig god ide med at importere køer. Ankommet oppe ved farmen begyndte vi at holde udkik efter en hestestald. Til vores skuffelse fandt vi ingen, derimod landede vi på et kontor, hvor vi venligt blev modtaget af en nonne. Vi fik tilbudt en varm drink, nonnen begyndte at forklare. Stedet var et alderdomshjem, som var stiftet af en katolsk præst, som var fra Irland ligesom hende selv. Han havde også set til at køer blev importeret. Farmen havde mange små huse, der boede de familier gratis som. Så længe de arbejdede på farmen, tog en ældre person i pleje. Mens hun således forklarede, gik den ene ældre person efter den anden hurtigt igennem kontoret, alt imens de verfede nysgerrige blikke efter os, vi var sandelig også værd at se på. Jeg kikkede ud af vinduet, fordi over for var en ældre kone klatret op på en stol. Omringet af andre ældre mennesker, prøvede hun at komme ind igennem et vindue. Nonnen rejste sig hurtigt og gik over for at finde ud af, hvad der var i vejen. Efter et øjeblik kom hun tilbage, den ældre kone havde mistet sin nøgle og kunne ikke komme ind i værelset, forklarede hun. Vi takkede for sludderen og den varme drink og begav os på vej til ride-farmen. Fritz og børnene fik hver en lille hest, og det blev forklaret hvor de havde lov til at ride. Jeg tog fotos og så fornøjet efter dem, da de red ud på marken under opsyn af ejerne. Når jeg havde et øjeblik for mig selv, bad jeg for Fritzli og Lucie i Singapore, og for en velsignet ferie som var værd at huske på.
Igen tilbage på festlandet satte vi os ind i et tog som i en dag bragte os tilbage til hovedstaden Soul. Dagen fløj forbi i et nu. Fritz og jeg begyndte at fortælle om vores ungdom og om hvordan vi havde lært hinanden at kende. Det blev til flere historier og børnene lyttede, lo og spurgte os grundigt ud. Det havde ikke stået på vores rejseplan at tage strækningen tilbage til Soul på en dag, for vi havde stadigvæk et par dage til rådighed, før vi skulle rejse tilbage til Singapore. Sent fredag aften ankom vi til det samme hotel, vi havde boet på den første dag. I receptionen meddelte man os, at de desværre kun havde et ledigt værelse til rådighed, hotellets honeymoon-værelse. Vi var oppe og kikke på det først, børnene blev med det samme aldeles begejstret. Det var en glimrende ide at overnatte i et honeymoon-værelse efter at have været på honeymoon-øen. En dobbeltseng var redt op på gulvet med bløde satinlagner. Man kunne uden videre rede op til to til. Værelset var meget stort med et værelse som indgang eller opholdsrum. „Så prøver vi det også“, afgjorde Fritz. Man forsikrede os om, at vi kunne få et andet værelse den næste dag, hvis vi ønskede det. På vej ned til restaurationen havde vi tittet ind i andre værelser, hvor døren stod lidt på klem og derved opdaget at det måtte være skik og brug her i landet at sove på gulvet. Vi blev så begejstret for de gode tynde madrasser og de fine silkelagner, at vi blev der de to følgende nætter. Så snart vi var tilbage i Singapore, bestilte jeg en ny hård madras til vores seng, og så mig om efter satin pysjamaer.
Eftersom vi var kommet tidligere tilbage, blev det besluttet, at vi skulle besøge den største kirke i verden den følgende søndag. Næst efter den findes også den største protestantiske kirke og den største katolske kirke i Soul. Vi havde et par gang hørt præsten Dr. Yongi prædike i Singapore. Fra toget havde vi set mange små kryds på hustagene, da vi kørte ind i byen. „Er de alle sammen katolske?“ spurgte Fritz. Jeg kunne forklare, at korsene var tegn på, at her befandt sig en bibel kreds.“ Det er bedst, vi først finder ud af, hvor kirken ligger“, sagde Fritz eftertænksom „så kommer vi ikke for sent til gudstjeneste om søndagen“. Kirken var ikke en almindelig kirke i ordets forstand, men kæmpe bygninger som befandt sig på en halvø. Vi så os om i hovedkirken, en kvinde bad højt og hjerteskærende oppefra, kirken bestod af flere etager. Noget vidnede til mig, at hun bad for sådanne som havde det svært med sig selv. Vi så også bede-kamrene, små kamre hvor mennesker opholdt dem for kun at bede og søge Gud. Jeg havde læst om dette og vidste, at de blev flittigt benyttet. Jeg vidste også at her bad mennesker 24 timer i døgnet dag ud og dag ind.
Om eftermiddagen så vi på butikker, men ingen af os var i stand til rigtig at glæde os, over det vi så. Noget var sket inden i kirken, derfor havde vi ingen glæde af alle de fine ting. Jeg købte alligevel en af den slags fodrede frakker, som Korea er berømt for at sælge billig. Min sidste vinterfrakke havde jeg købt før vi blev gift i Svejts. Jeg begyndte at føle mig nedtrykt og bedrøvet, bare alting er i orden med Fritzli tænkte jeg ved mig selv. Silvia hang også med hovedet, lagde jeg mærke til. Hun, ligesom jeg, vidste ikke rigtig hvorfor. Fritz ville ikke være ved det, men noget måtte være forkert. Om aftenen ringede vi hjem, Lucie beroligede os alle sammen med at alting var i orden med Fritzli. Vi tændte for fjernsynet og prøvede at skubbe de urolige tanker væk, at noget var forkert et eller andet sted, med nogen vi kendte. Søndag morgen gik det os alle en lille smule bedre, men den mismodige stemning fra dagen før, var der stadigvæk. Med taxi ankom vi rettidigt til kirken. Mange tusinde mennesker stod og ventede på, at dørene skulle åbne. Færdselspolitiet holdt øje med trafikken og dirigerede alle den rigtige vej. Efter måske 10 minutter, kom en mand hen til os. Med hånden vinkede han os efter sig i menneskemylderet. Vi fulgte efter ham ind i kirken igennem en sidedør, og efter et øjeblik sad vi på et bekvemt polstret sæde på en af balkonerne. Foran os havde vi øre-fon til at indstille på tysk, engelsk, fransk, og japansk, det lod os vide for hvad det skulle bruges til. Et øjeblik efter blev dørene åbnet, folk strømmede som myrer hen til sæderne. Det er virkelig sandt, de gik ikke, men løb for at få et sæde så hurtigt som muligt. Det varede ikke længe, før de mange tusinde mennesker, omkring 40.000, var placeret under kirkens blå tag, hvorfra det blinkede med mange små lamper ligesom en stjerneklar himmel. Et kor på omkring 200 personer sang aldeles vidunderligt. Senere fik vi at vide, at der var fem kor i alt på samme størrelse – et kor til hver gudstjeneste om søndagen. Menneskeskaren begyndte at synge, og et brøl af pris og lov fyldte kirken fra væg til væg, det var umuligt at høre, hvad man selv sang. Derefter blev der bedt, og det på en måde vi aldrig før havde oplevet. Folk bad med hele kroppen, råbte til Gud og stampede i gulvet for omkring fem minutter. Præsten selv kom frem på podiet, der blev givet en invitation, for sådanne som ønskede at omvende sig, til at stå op. Foran os sad en ung mand og en ung pige. Pigen klappede den unge mand på ryggen, og han stod op, jeg bad også for ham. Præsten begyndte at prædike, teksten var taget fra Mattæus 11, 28: Kom til mig, alle I som er trætte og tyngede af byrder, jeg vil give jer hvile. Med enkle ord forklarede præsten en lignelse, om en kvinde som steg ind i en taxi med en kurv på hovedet. Mange af os var ligesom hende, vi beholdt vores byrden, selv om Jesus havde sagt, han ville tage den for os.
På vej ud af kirken i menneskemylderet opdagede jeg, at byrden fra dagen før fuldstændig var væk. Jeg følte mig glad og let om sindet, det samme var tilfældet med de andre. Hvis den som prædiker kender Gud personligt, er det ord Gud giver ham levende, og de som hører det oplever også Gud på en meget personlig måde. Uden tvivl, Guds Ånd virkede meget stærkt på dette sted. Vi fulgte efter en person med et hvidt flag, og efter få minutter sad vi i et konferenceværelse sammen med andre besøgende fra udlandet. En amerikansk dame, som i mange år havde arbejdet for kirken som missionær, forklarede os, hvordan det hele var begyndt. På vægen hang billeder, af de 100 præster som Dr. Yongi havde under sig. Videre forklarede hun, at han tilbragte fire timer i bøn hver dag, han bad meget for sine præster. De havde utroligt mange hus-kirker, de deltagende bad trofast for familie, venner, bekendte og naboer. Hvis nogen var syge, blev der bedt for dem af de kristne, og når de var helbredt, hvad de næsten altid blev, fordi de var meget stærke i forbøn, blev den helbredte inviteret med i en hus-kirke for at fortælle, hvad der var sket. For det meste omvendte de sig allerede anden gang. Den amerikanske dame tilstod, at det var svært helt nøjagtig at vide, om de enkle medlemmer også var fuldstændig overbevist og voksede rigtig i troen, fordi det hele var så enormt stort. De antog at måske 20 procent hang et sted midt imellem. Doktor Yongis prædikener blev optaget på video og sendt ud til de forskellige kirker, fordi han altid havde et ord direkte fra Gud, som de forskellige menigheder ikke ville gå glip af. Selv var han imod at alle absolut ville høre ham hver uge, men det havde udviklet sig således. En gang om ugen havde de forbøn fra aftenen til tidligt næste morgenen. Klokken 12 midnat gik de fleste udlændinge hjem. Koranerne selv forsatte til morgengryden. Medbragte børn blev lagt på gulvet et eller andet sted, mens forældrene sang i 20 minutter, bad i 20 minutter og lyttede til Guds ord i 20 minutter for derefter at begynde forfra igen. Den amerikanske dame fortalte om en ung mand som havde været lam og ligget til sengs længe. Pludselig var han stået ud af sengen, gået ud på vejen, mens han højt lovede og priste Gud for sin helbredelse. Skarer af mennesker fra landsbyen fulgte efter ham meget oprevet af det skete. Hun forklarede, at man vidste i kirken, at der ville komme et tidspunkt før Jesus anden komme, hvor mange tusinde af de kroniske syge også ville blive helbredt. De vidste ikke helt bestemt hvornår, men formåede, at tiden var meget nær. Disse ord varmede mit hjerte, ja en følelse af fuldkommenhed tog plads i mit indere, det var det, jeg havde ventet på i mange år.
Tilbage I Singapore ventede Fritzli på os. Allerede efter to uger savnede jeg ham meget og var glad for at finde ham og Lucie i god behold
Noget spidses til
Fritzli havde af og til svært ved at få luft. Især om eftermiddagen når han lå og hvilede sig efter middagsmaden, gik brystkassen op og ned. Hans lunger måtte arbejde en hel del for at pumpe det nødvendige oxygen ind i blodet. Der var flere grunde til det. Den første var, at han var meget lammet og havde stærke medikamenter. Den anden, hans størrelse, han var mindst lige så stor som jeg var – 1 m og 64cm. Den tredje og muligvis den vigtigste de mange infektioner som han havde haft i årenes løb.
Kære Jesus, for mange år siden gav du mig et meget stort løfte. Jeg så Fritzli få et nyt sundt legeme i løbet af få sekunder. Jesus jeg lovede aldrig at tvivle, og det har jeg og min familie heller ikke gjort. Vi tror stadigvæk, selv om Fritzlis tilstand ikke er blevet bedre, og selv om det ser ud til, at det er begyndt at gå ned af bakke med hans helbred. Vi takker dig, fordi vi igennem ham har fundet vejen til dig. Jeg tvivler på, jeg havde været i stand til at klare det inderligt, hvis jeg ikke havde fundet frem til dig. Jeg har altid haft et meget stort behov for dig, blot vidste jeg ikke at svaret til dette var dig og din kærlighed. Jeg vidste heller ikke besked om Helligånden og dens virke i os her på jorden. Kære, kære Jesus, gør noget for Fritzli. Jeg bad mange bønner for Fritzli de næste par år. I løbet af de godt 20 år der var gået, siden vi fik Fritzli, var der sket en hel del. Det vigtigste var, de skridte familien havde gjort med Jesus. Vi havde fået svar på mange ting i årenes løb, bad om alting og takkede for alting. Ville Fritzli snart blive sund og rask? Trofast bad vi om det som altid. Jeg kunne mærke, at noget ville og måtte ske på et eller andet tidspunkt i nær fremtid.
Jeg drømte: Jeg skulle begynde på en missionsskole, i den sammenhang så jeg tre bogstaver. Havde jeg hørt rigtig, hvordan kunne jeg begynde på en missionsskole, når jeg stadigvæk havde så meget at gøre i hjemmet, specielt i disse tider hvor der skulle passes meget godt på Fritzli.
Igen en drøm: Mit køleskab var åbent, en lille hvid fugl sad derinde, med et løftede den sig og svang sig op i skyerne. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om det muligvis betød, at Fritzli var ved at være træt af det hele, og at han kun ønskede et at blive fri på en eller anden måde.
En tidlig morgen da jeg ryddede op i mit skab i soveværelse bankede Lucie på døren. Fritzli kunne næsten ikke få luft forklarede hun, hurtigt skyndte jeg mig ind i hans værelse. Det var rigtig nok, han kæmpede hårdt for at få luft. Først ringede jeg til lægen og aftalte, at han skulle indlægges med det samme på sygehuset. Derefter bestilte jeg en ambulance. Det tog en god time før den kom, fordi de ikke kunne finde stedet. Jeg kunne ligeså godt selv have taget en taxi. Fritz, som jeg også havde ringet til, var i mellemtiden kommet hjem. Endelig ankom ambulancen, da den drejede ude på vejen, kørte den ind i et træ. Bilen rystede en lille smule ved sammenstødet og derved kom Fritzli til at le. Fritz og jeg lo med, det var som om en lille solstråle kom ind i vores hjerter og jagede den mørke sky væk.
Frizli havde det ikke godt hele dagen, om aftenen kæmpede han hårdt med iltflaske få at få luft. Jeg sad ved sengen og bad, men det var ligesom ikke rigtig, jeg behøvede at være alene nu. Mit hoved blev tungt og jeg fik hovedpine. Jeg fortalte sygeplejerskerne, at jeg var nødt til at tage hjem, fordi jeg havde hovedpine. De lovede at ringe, hvis der skulle ske noget. Så snart jeg var ude af døren, flød tårer i stride strømme ned af mine kinder. Jeg tog en taxi hjem, åbnede forsigtigt døren, alle sov. Jeg kastede mig hen over sengen i Fritzlis værelse og hulkende bad jeg for ham. Efter cirka en halv time ringede jeg til sygehuset. De kunne fortælle mig, at Fritzli med en gang havde fået det meget bedre, han trak vejret normalt og sov dybt, han var kommet igennem krisen. Igen faldt jeg på knæ, men denne gang lovede og priste jeg Gud.
Fritzli blev fem dage på sygehuset. Efter lægens råd havde jeg fået iltflaske og suge apparat installeret i hans værelse. Han havde kikket direkte på mig og sagt, at dette ville muligvis ske hver 14 dag. Han gav Fritzli et halvt år. Ligeså direkte kikkede jeg tilbage og svarede, at det troede jeg ikke. Det var godt, jeg havde fået suge apparatet, for den følgende uge kom en masse gult ud af lungerne. Lucie fik også lært at omgås den, det var heldigt, at jeg havde sådan en dygtig pige for øjeblikket. To uger efter denne hændelse blev igen noget hårdt i lungerne. Han var nød til igen at have medicin. Jeg var både bedrøvet og skuffet, selv om det ikke var så slemt, som lægen havde lovet. Gud havde hjulpet Fritzli igennem krisen, derfor havde jeg vovet at sætte mit håb til, at han havde helbredt hans lunger. Jeg kunne ikke rigtig ryste skuffelsen af mig den dag. Om eftermiddagen satte jeg ham i vognen, og kørte ham en tur hen ad vejen. Jeg håbede så småt på, at Ingrid var hjemme. Hun boede på samme vej, var fra Østrig og var også kristen. Foran huset drejede jeg vognen langsomt om og gik jeg tilbage den samme vej, jeg var kommet. Jeg fortalte Gud, at jeg kun var et menneske med følelser som så mange andre og at jeg stadigvæk var i stand til at blive skuffet, selv om han havde hjulpet os mange gange. Videre fortalte jeg ham, at jeg var meget skuffet, fordi Fritzli igen ikke havde det for godt, og at jeg ikke var i stand til at bede for ham for øjeblikket på grund af min sindsstemning. Eftersom jeg ikke havde truffet Ingrid, som jeg havde håbet på at bede sammen med, var det bedst, han sendte en anden person til at bede for Fritzli, jeg kunne simpelt hen ikke mere. Pessimistisk skubbede jeg vognen hen ad vejen.
En større lokal skole befandt sig ikke langt fra hvor vi boede. Hver formiddag og eftermiddag kunne vi se unge menneske løbe på vejene. Det hørte med til deres daglige program i skolen. Jeg bemærkede en ung mand bag ved mig som kom nærmere. Da han kom op ved siden af mig, spurgte han sveddrivende og pustende, om han kunne bede for Fritzli, han havde med en gang fået en stærk fornemmelsen af, at han skulle spørge mig. Jeg spurgte om han var kristen, han nikkede til svar. Sammen lagde vi vores hænder på Fritzlis hoved og den unge, måske 17 årige mand, bad en enkelt bøn, som jeg vidste blev modtaget i samme øjeblik i himlen. Det var Gud som havde sagt til den unge mand at bede sammen med mig. Vejret skiftede i mit sind, jeg kikkede op imod himlen og takkede den almægtige som sidder i det højeste. Opmuntret og med lette skridt begav jeg mig på hjemvejen, samtidig måtte jeg tænke på de fordele unge mennesker har, når de kender Gud personligt. Når jeg tænker tilbage ved jeg, at jeg først begyndte at leve rigtig, da jeg modtog Jesus i mit hjerte. Selvfølgelig levede jeg også før, men der ligger ligesom en skygge over tiden før det tidspunkt. Vi betaler en meget høj pris ved ikke at tage det skridt. Et par dage efter drømte jeg, at jeg så Jesus. Han fortalte mig, at en lille smule hvid medicin ikke gjorde noget. Fra det tidspunkt af, fortalte jeg det ikke til nogen, når Fritzli igen behøvede en lille smule hvid medicin, fordi den tørre hoste igen sad fast. Jesus havde sagt, at det gjorde ikke noget, ansvaret var hans.
Peter Tan, en ung præst fra Kuala Lumpur Malaysia havde begyndt at give undervisning i World Trade centre auditorium hver mandag aften. Først var der lovpris en times tid efterfulgt af et profetisk ord, der blev også bedt for de syge. Derefter to timers intensiv interessant undervisning. Jeg mærkede, at der var et højere niveau i den kristne tro, og at man kan vokse hele livet og stadigvæk opdage nye ting. Med Jesus er det aldrig kedeligt, men man skal sørge for at holde sig til ilden, ellers kan gløderne begynde at gå ud. Gud ønsker at lade sin velsignelse være ny hver morgen. I disse specielle tider hvor Fritzli havde det svært, drak jeg tørstig af den nye friske kilde. Samtidig begyndte jeg at høre Guds stemme tydeligere. Gud har meget at sige til os, men ofte ignorerer vi ham, og mange ting I livet tager vi for givet..
Fordi jeg har nævnt drømme, visioner og tegn mange gange og det har været vigtige retningsviser i vores liv, føler jeg mig vejledet til at hentyde til Zakaria som skriver i kapitel 10 vers 2: Men husgudens tale er svig, sandhedens syner er blændværk, de kommer med tomme drømme, hul er trøsten, de giver, derfor vandrer de om som en hjord , lider nød thi de har ingen hyrde.
Forskellen ligger i, om man kender Jesus personligt og om hans ånd in dvæler os, ellers kan man blive ledet til svig, blændværk og tomme drømme.
Joel kapitel 3 vers 1: Åndsudgydelsen – jeres sønner og døtre skal profetere, de ældre skal få min vilje åbenbaret i drømme, men jeres unge skal se den i visioner.- To modsætninger som tydeligt og klart henviser til, at der er tre viljer på denne jord: Guds, djævlens og vores egen frie vilje. Jeg for mit vedkommende ved, at jeg ved, når jeg har hørt fra Gud og for det meste forstår jeg det med det samme. Guds Ånd giver fuldstændig overbevisning.
Året 1991
Silvia var snart færdig med handelsskolen. For socialskolen, som hun stadigvæk havde i sinde at begynde på, brugte hun et praktikum, som det hedder på tysk, i en eller anden social institution. Det var sværere, end vi troede at finde en stilling til hende. Vi kunne ikke gøre meget, fordi vi boede langt væk. Yvonne, Fritz‘ søster, ringede til 17 forskellige steder uden resultat. Det var i april måned, Lucie var på ferie i Filippinerne. Hun havde arbejdet for os to år og havde sin fri – billet hjem. Jeg var glad for, at hun havde besluttet at blive to år til. Det betød meget for os alle sammen, ikke mindst for Fritzli som stadigvæk var glad for hende. Jeg var lige blevet færdig med at give ham middagsmaden. Nu lå han og hvilede sig på sengen i kontoret med ilttilførsel til lungerne. Jeg lagde benene op på en mindre stol, mens jeg spiste min middagsmad ved skrivebordet. Med en gang fik jeg en stærk fornemmelse, jeg ved at jeg ved at jeg ved, til at kikke på annoncerne i Etho, et tysk kristeligt hefte. Mine øjne faldt på en annonce fra Moudon i den fransktalende del af Svejts. Man søgte en medarbejder i et alderdomshjem. Jeg ringede til den familie, Silvia boede hos med det samme. Lidt senere ringede hun tilbage. Begejstret fortalte jeg hende om annoncen og føjede til: „Glem ikke at fortælle præsten, hvordan det skete, din mor følte sig vejledet til at kikke efter i Etho“. En uge senere besøgte hun stedet og fik stillingen. Halleluja, Gud sørger for alting.
Denne præst, som jeg kom til at beundre meget, var en evangelist på sin egen specielle måde, i det område, hvor han boede. Mange tysktalende unge mennesker rejste til den fransktalende del af Svejts for en kort periode, for at forbedre deres fransk som er det andet sprog i skolen efter tysk. Under hans vejledning kom mange unge mennesker med i bibelgrupper. De blev stærket i den kristne tro og lærte betydningen af et kristen sammenhold. Da de fleste kun blev et år, gik mange unge mennesker ind og ud hos ham. Det jeg beundrede mest ved ham var, at han tog sit kald alvorligt, og hvor han kunne, gav han unge mennesker noget værdifuldt med i livet.
Senere kom Robert også til Moudon for sit praktikum, før han fortsatte sit studium som agronom ingeniør. Igennem denne præsts aktive arbejde inden for kirken, fik begge børn hurtigt gode venner og blev trukket ind i kirkens aktiviteter. Ved siden af bibelaftener med bøn, var der også udflugter, sejlture og spagetti om søndagen. En dag skal vi stå til regnskab, for det Gud har givet os med på vejen. Til nogen vil Jesus sige: Godt gjort min trofaste tjener, du har været trofast over lidt, derfor vil jeg sætte dig over meget. Til andre vil han sige: Gå bort fra mig, jeg har aldrig kendt jer. Det personlige forhold er det afgørende punkt, bekender vi Jesus eller ikke og lever vi derefter.
De år man har børnene hjemme, er meget vigtige år, men det er man først klar over bagefter. Af og til savnede vi Silvia og hun os. Man går glip af en hel del, hvis man ikke har børnene om sig. Jeg tror ikke, Fritz var klar over det, før efter hun var rejst. Vi var meget tæt forbundet med hinanden, måske fordi vi boede i udlandet og var ret afhængig af hver andre.
Robert havde været oppe at slås med nogen i klassen. Tillige med havde en af hans bedste venner fået en anden ven, han følte sig meget ensom for tiden. En aften ville han snakke alene med Fritz inde på værelset. Jeg vidste det handlede om venskaber, og blandede mig ikke i det. Næste morgen kom han smilende ud til morgenbordet. Spotty havde sovet ved siden af hans seng med hovedet på biblen, det havde set så sødt ud. Jeg sagde:“ Der ser du, Gud viser dig, hvem som er din trofasteste og bedste ven“. Opstemt og i godt humør rendte han op til bussen. Først når han hørte bussen standse oppe foran huset, susede han op til indgangen. En dag kom han slukøret tilbage, bussen var kørt videre lige for hans næse, det skete et par gange. Nu holdt han øje med klokken, og lige før bussen kom, ventede han allerede oppe ved indgangen. Fordi han hang lidt med ørene i denne tid, besluttede jeg at tage en tur til Kuala Lumpur en lørdag, søndag. Vi satte os for at lære byen rigtig godt at kende og tog derfor samme dag, som vi ankom, på en bustur for turister. Vi lærte hvordan tin bliver forarbejdet, hvordan gummitræer bliver snittet og mange andre ting. Museum besøget var også interessant, fordi der lærte vi en hel del om deres kultur. Lørdag aften vandrede vi op og ned på et større marked. Robert fik T-shirts og shorts. Jeg kunne lige så godt benytte lejligheden til at købe stoffer, de var billigere her end i Singapore. Vi sluttede med en rigtig god omgang curry med ris.
I grunden skulle vi gøre sådanne små afstikker af og til, tænkte jeg ved mig selv. Pludselig er han fløjet ud af reden og laver sine egne ting. Tilbage i Singapore takkede han igen og igen, er der noget dejligere, end at børn gerne vil være sammen med en.
Jeg tror, Fritzli i længere tid havde ønsket at sige til mig, hvor meget han værdsatte, det vi gjorde for ham. Jeg vågnede en morgen med indtrykket af en usædvanlig drøm. Jeg havde taget Fritzli ud af sengen og lod ham støtte på benene. Hans arme lå om min hals, pludselig trykkede han armene om halsen på mig og gav mig et stort smask på kinden. I virkeligheden kan han ikke gøre disse ting, men han ønskede på en eller anden måde at sige det. Jeg gik ind i hans værelse og tog hans hånd i min. Kærligt så jeg ham i øjnene, mens jeg lod ham vide, at jeg vidste, hvad han tænkte. Var jeg i stand til at forklare ham, hvor meget han betød for os. Mange tanker fløj igennem mit hoved i denne tid: Det som er sået i svaghed bliver rejst I kraft. Jeg måtte tænke på en drøm jeg havde haft for et stykke tid siden, i drømmen så jeg Fritzli ved siden af ham et kg. korn.
En anden drøm: Jeg så Fritzli ved siden af et stearinlys. Samtidig læste jeg i min drøm fra Johannes evangeliet: Lyset ( Jesus ) skinnede i mørket. Jesus er lyset selv, men vi er også kaldt til at være lysbærer. Mattæus kapitel 5 vers 14: I er verdens lys, en by der ligger på et bjerg kan ikke skules. Man tænder heller ikke et lys for at sætte det under bordet, men sætter det op på en stage, så det kan lyse for alle i huset. På samme måde skal i lade jeres lys skinne for andre mennesker, så de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader i himlen.
Forstod han, hvor meget han betød for os, hvor dejligt det var at være sammen med ham. Hans forhold til sin skaber var så stærkt, at det smittede af på os alle sammen, fordi han blev stærkt trøstet af den Hellige Ånd. Det er sandt, Guds barmhjertighed træffes igennem andre mennesker også svage mennesker. Gud ser ikke med menneskers øjne, men ende resultatet af det indere menneske. Den største tilfredsstillelse man kan have i livet, er at videregive, hvad der er givet til en. Mange var de gange vi havde haft lov til at give og modtage fra begge sider i vores familie.
Når Fritz kom hjem om aftenen, hilste han først på Fritzli, som regel var han ved at indtage sin aftensmad på værelset sammen med pigen. Derefter kom han ud i køkkenet og hilste på mig. Vi spiste og tjattede på terrassen, når vi var færdige, lå Fritzli på fjernsynssengen i kontoret. Kontoret var også fjernsynsværelse med en dobbeltseng og store puder, vi havde alle plads på den. Ofte fortalte Fritz ham om sit arbejde, mens han kikkede ind i hans store brune øjne. Fritzli synes at forstå alting, hvor ofte havde Fritz følt sig opløftet efter at have sludret med Fritzli en halv times tid. Fritz trykkede hans hånd og Fritzli gjorde sit bedste til at trykke tilbage. For det meste blev det kun til en stiv bevægelse, men vi vidste, hvad det betød. Det tog mig trekvart time at lægge ham i seng i disse tider, men det nød vi også begge to. Han havde lungeterapi to gange om dagen nu, sidste gang før han blev lagt i seng. Til sidst bad og sang vi også sammen. Når jeg lukkede døren efter mig og sagde: „Godnat Fritzli“, klukkede han tilfreds til svar. Der var meget stærke bånd imellem os alle sammen. Af og til sad han inde hos Robert eller lå på hans seng, når han lavede lektier. Ved sådanne lejligheder forholdt han sig rolig meget længe for ikke at forstyrre. En følelse af sammenhørighed kunne mærkes imellem dem.
Fritz tog til Svejts for kun otte dage for at være med til en vigtig fest i familien. I samme uge havde Silvia afskedsfest på skolen, det passede godt ind i Fritz program. Hun havde bestået med et godt resultat. Derefter var hele klassen på en tur til Spanien. Solbrændt og i godt humør kom hun til Singapore bagefter. Hun virkede glad og oplivet, vi glædede os alle på hendes vegne.
Guds velsignelse er ny hver dag
En dag følte jeg mig stærkt vejledet til at invitere min lokale veninde Susan til middag i Svejtserklubben. Under middagen begyndte hun at fortælle, om den tur hun havde været med til i botanisk have. Det havde været meget interessant at høre om de forskellige planter og lære, hvordan man skal tage vare på dem. Jeg noterede det i min bevidsthed, måske ville jeg gøre det samme ved lejlighed. Hun ville ikke blive og svømme bagefter, fordi hun havde været til frisør, hun havde et specielt program om aftenen, fortalte hun. „Hvad har du for i aften“, spurgte jeg. I grunden ikke af nysgerrighed, men jeg mærkede, at der var noget særligt ved denne aften. Susan begyndte at fortælle. En evangelist, Tim Story fra Amerika, havde et evangelisk møde i et hotel. Hun skulle hjælpe til med at sælge tonbånd og bøger. Jeg mærkede med det samme, at det også var noget for os og fik at vide hvor og hvornår. „I må hellere komme tidligt“, forklarede hun,“ for folk står i kø for at komme ind. De sidste står op i gangene imellem stolene eller ser mødet per video i hallen foran. Vi var der en halv time før tiden hilste på Susan og stillede os op i køen. Snart blev dørene åbnet, og folk strømmede ind. Vi skyndte os op foran og fik også hver et godt sæde. Musikken havde begyndt, han som ledede lovprisningen var meget talentfuld – blot ved at betragte ham, blev man glad. Alting gled let, Guds Ånd svævede over hovederne, mens folk rejste deres hænder i lovpris eller klappede i takt til melodien. Snart var salen fuld, og de sidste måtte stå op i gangene. Nu kom der rigtig gang i lovprisningen, så flydende let havde jeg aldrig set en føre en lovprisning. Fuldkommen opslugt af de sungne ord svang han sig i takt til musikken. De som spillede var ligeså medrevet af lovprisningen, det så ud som om det hele gik af sig selv.
En mindre mørk mand, som sad foran, vendte sig af og til om og kastede blikke udover menneskemassen, ind i mellem bladede han i bibelen. Efter en hvis tid steg han op på podiet og blev introduceret som Tim Story. Han tog mikrofonen og begyndte han at kalde op for helbredelser med det samme. Han talte meget hurtigt og opfordrede folk til at skynde sig at komme op, de som mente det passede på dem. I evangelierne kan man læse om, at Jesus helbredte folket, fordi han ynkedes over dem. Mange gange helbredte han, før han prædikede til dem. Da han udsendte disciplene, gav han dem autoritet til at helbrede de syge, uddrive onde ånde og forkynde ordet, og det er ikke anderledes i dag. Det var som om, en kåbe af Jesus nærværelse til at hjælpe en, var til stede. Det kunne tydelig fornemmes, præsten nævnte det også. Guds Kraft var meget stærk, uden at ville det, rystede jeg. Jeg lagde mærke til, at det gjorde hele rækken, hvor vi sad. Foran og bagved os begyndte folk at falde under Guds kraft. Unge mennesker som stod ude på gangen sank om. Lige foran mig sad en ældre dame, jeg kom til at tænke på, hvis denne dame falder, så falder hun om på mig. Derfor trak jeg min stol lidt tilbage og holdt øje med hende. I det øjeblik, til min overraskelse, faldt damen bagover. Hendes stol skrabede hen over gulvet. Hun lå lidt, vi hjalp hende op igen. Hun satte sig igen på stolen, vi kunne tydelig mærke, at Guds Ånd gjorde et indvendigt arbejde. En anden dame ved siden af begyndte at græde hjerteskærende. Per indskydelse lagde jeg min hånd på hendes hoved et øjeblik og bad. Damen snøftede lidt og tørrede øjnene. Virkelig, kun Gud selv kan være alle steder på en gang, hvordan kan man ellers forklare det. En ung mand, som var kommet op for et eller andet, tog sine briller af og spurgte Tim Story, om Gud også rettede øjnene, når man skelede. Fordi vi sad nær ved podiet kunne vi se, hvordan den unges mands øjne med en gang sad rigtig i hovedet på ham. Jeg var meget overrasket, det hele gik så hurtigt og så, så nemt ud og det var også det, præsten blev ved med at sige: „Det hele er så let, når blot vi lader Helligånden virke“. Af og til lavede han lidt sjov med det, blæste i mikrofonen og pegede på en eller anden som så faldt under den stærke hellige vind. En meget høj ung mand svajede frem og tilbage og sagde oh, oh ligesom et lille barn alle lo. „Der går han“, sagde præsten, og pludselig dukkede han ned.
Tim Story forklarede, at han gik ud til dem som sad foran og fulgte med på videoskærmen et øjeblik. Det var, som om Guds kraft gik med ham, det føltes næsten tomt i den ellers så menneskefyldte sal. Efter et par øjeblikke kom han ind igen og med ham kom Guds Herlighed tilbage. Man kan sammenligne den med en kåbe af lutter kærlighed, kraft og medfølelse. Hvad oplevede Esaja i kapitel 6 hvor han så flammende engle prise Gud. Han udtrykker det med: Hvilken kraftfuld sang, ved lyden deraf rystede templet i sin grundvold. Jeg var meget, meget overrasket over et menneske med så meget velsignelse på skulderne. Han begyndte at fortælle om sig selv. Han var vokset op uden en far, med en mor som altid måtte arbejde for dem begge to. Han lagde ikke skjul på, at de havde været fattige. Moren havde været en inspiration for hans tro. Som han sagde:“ Selv om Tim er lille og mørk og kommer fra fattige forhold, hedder han også Story, og Gud vil bruge det navn, til at fortælle mange fantastiske historier. Senere da han studerede til præst, fik han en indbydelse til at tale til kristne handikappede unge mænd på et hjem. Uden at gøre sig alt for mange tanker om det, modtog han invitationen og gjorde mere eller mindre sin pligt. Da han var færdig, samlede de unge mænd sig i en kreds om ham og forklarede, at de gerne ville bede for ham. Han indvilligede, da de begyndte at bede, faldt Guds kraft meget stærkt I kredsen. Det var første gang, han oplevede Gud på denne måde og derfor vedblev han at komme ugentlig til disse unge mænd, så længe han studerede til præst. Efter han havde undervist, bad de for ham og hver gang faldt Guds kraft meget stærkt imellem dem. Som han sagde:“ Jeg var smart, jeg fik dem til at bede for mange som ville omvende sig og blive helbredt, når jeg prædikede,“ for en smuk kone og et dejligt hjem. Alt dette havde han også fået. Videre forklarede han, som et ægteskab skal holdes ved lige, så skal også ens forhold til Gud. Det er ikke Gud som render efter os, men os som skal rende efter ham. Derfor lader Gud os ofte vandre rundt og rundt i ørkenen, indtil vi har fundet ud af, at vi skal ind i det lovede land.
Over sin dør i sit lille værelse havde han skrevet 2 millioner mennesker for Jesus. Ligeledes gik han i hvide skjorter og pressede sine bukser. De andre studenter kunne ikke lide det, de gik i blå jeans og skjorter som aldrig blev strøget. En dag blev han indkaldt til et møde med dem. De forklarede, hvad de tænkte om hans hvide skjorter og pressede bukser. Til sidst pegede de på hans to millioner for Jesus og lod ham mærke, at de syntes, han skulle tage det ned. Men han ændrede sig ikke, vedblev at søge efter Guds kraft og tro på to millioner for Jesus. Han spurgte Gud, hvorfor hans velsignelse var så stærk, når de unge mænd bad for ham. Gud havde ladet ham vide, at det var fordi, de ikke gjorde andet end at søge ham hele dagen. Disse unge mænd var døbt af Helligånden med tungegave og det hele.
Robert begyndte at blive meget urolig, kunne ikke sidde stille. „Jeg går op foran“, sagde han, for jeg vil tale med præsten. Silvia fulgte efter, jeg så hvordan de langsomt banede sig vej i menneske mylderet. Jeg tror, han lagde mærke til det, for med en gang begyndte han at spørge, hvorfra de forskellige kom. Børnene vinkede, og blev spurgt og svarede, at de var fra Svejts, og dermed var de nået frem til podiet. Silvia fik forklaret, at de havde en handikappet bror, som Gud havde lovet at helbrede.“ Det havde han hørt mange gange før“, svarede han. Han spurgte om nogen havde et lommetørklæde. En mand i den første række rakte et lommetørklæde, som han velsignede, det skulle lægges på Fritzli. Manden på første række skrev et bibelvers som forklarede, at det samme havde apostlene gjort. Tim Story lagde hånden på dem og velsignede dem. „Gulvet deroppe vibrerede“, fortalte Silvia, da de var kommet tilbage til deres pladser. Robert fortsatte:“ Det var meget varmt også. Det føltes som om varmen kom ind ved fødderne og steg helt op i håret, det har nok noget at gøre med Guds kraft ja, jeg er sikker på at sådan var det“. På vejen ud af salen, blev han ved med at tale om det: „Ved i det var virkelig Guds kraft“, fortalte han igen og igen.
Der skete mange ting den aften, en ting er sikkert, Gud Fader og Søn var til stede repræsenteret igennem Helligånden, som det er lovet os. Hjemme satte vi os ude i haven et øjeblik og tog en forfriskning. Det var synd, Fritz ikke var nået at komme med. Han var ikke kommet hjem fra sit arbejde, da vi tog af sted, og da vi kom tilbage, var han gået i seng. Robert stirrede overvældet på mig, fra den anden side af bordet, så kom det:“ Mor har du nogensinde før oplevet noget lignende“. „Nej det har jeg ikke“, svarede jeg ærligt. „Guds kraft var meget stærk, det er, som om en ny bølge er ved at skylle hen over de kristne. Vi lever i meget interessante tider, det varer sikkert ikke længe, før sådanne gudstjenester bliver almindelig. Uden tvivl vil der ske en hel del før Jesus anden komme.„ Silvia fortalte, at hun havde spurgt Gud, hvor Fritzli passede ind sådan en aften. Hun havde lukket øjnene og ventet på svar. Først havde hun set mennesker love og prise Gud, man talte også i tunge. Igen havde hun spurgt:“ Er det rigtig, at de alle taler i tunge på engang“. Hun havde set, hvordan et hvidt kors kom ned ovenfra. Som det dukkede ned i menneskemassen blev det sort. Det blev taget op og kom ned igen hvidt for igen at blive sort. Derefter havde hun set Fritzli siddende i en blåstribet vogn, som han havde haft før i tiden. Hans ansigt var grimt at se på, gruelige masker blev fjernet fra hans ansigt den ene efter den anden. Ind imellem kom noget betændt til syne. Til sidst var der ikke flere masker at se. Han var blevet lidt mindre, men sad fuldkommen ret op i vognen og som Silvia forklarede:“ Hans ansigt strålede, ja han så ud som en lille prins“. Jeg nikkede. Han var i hvert fald en lille prinse. Jeg blev lidt betænkelig ved alle de masker, det betød måske at en masse synder, måske fra generationer tilbage I familien, var blevet laset af på ham helt fra fødslen. Jesus er det hvide kors som tager synd bort fra denne verden. Djævlen havde haft en åben dør, da han blev født og havde mange gange efter prøvet at tage livet af ham. Hvor gerne havde vi alle set ham sund og rask. Jeg gik ind og lagde lommetørklædet på hans bryst, strøg ham blidt over håret, mens jeg hviskende bad for ham.
Silvia mente:“ Jeg kan ikke tage en anden aften som denne, det er slet og ret for meget kraft“. Næste dag havde vi også andre planer. Når man sådan er er fyldt op til randen, ville det være synd, hvis det ikke spildte over på sådanne som trænger hårdt til det. Jeg havde lovet Erika fra den tyske bibelgruppe at tage mig af en flygtning, mens hun var på ferie, en ung mand fra Afghanistan, som sad i fængsel på grund af falsk pas. Han havde været på gennemrejse til Canada med et Canadisk pas. Da man i Singapore spurgte ham ud om Canada svarede han forkert på alting, han viste ikke engang, hvilke farve busserne havde. Til sidst måtte han indrømme, at passet var falsk, dermed landede han i fængsel. De sidste par måneder havde han fået lov til at komme ud to gange i ugen, når nogen hentede ham og skrev under på, at de så efter ham. Man havde lovet ham et Canadisk pas, og at han snart skulle få lov til at fortsætte til Canada, hvor han havde en bror.
Det var snart den 24 juli Roberts fødselsdag. Et par dage før havde det været Lucies og første august var det Fritzlis fødselsdag. Vi besluttede at lægge fødselsdagene sammen til den 24. Børnene dekorerede med balloner på terrassen. Lucie og jeg grillede lavede til og dækkede bordet. Da solen viste de sidste lange røde stråler på himlen og mørket sænkede sig hen hus toppene, mens fuglene kvidrede godnat ved syv tiden, sad vi alle rundt om det runde bord ude på terrassen. En madras overtrukket med plastik, som normalt havde sin plads i et hjørne på terrassen under grønne planter og træer var, i dagens anledning, blevet rykket hen til bordet. Der hvilede Fritzli sig på de ligeledes plastikovertrukne skråpuder, som passede i farven til madrassen. Han havde lige spist og følte sig bedst tilpas, hvor han var for øjeblikket.
Der var noget specielt velsignet ved denne aften. Det var ikke en aften som mange andre. Der var noget i luften, man kan mærke det, når engle samles om en. På fødselsdagskagen havde jeg anbragt sjove lys som tændte selv igen, hver gang man blæste dem ud. Vi sang flere gange Happy Birthday til de forskellige. Der blev leet meget, Robert pustede kraftigt flere gange i et forsøg på at blæse lysene ud, jeg sørgede for også at knipse foto.
Ved siden af bordet stod en lille bænk, og derpå lå gaverne. Alle fik gaver fra Fritz og jeg. Silvia kunne lige så godt få sin samtidig. Hun ville ikke være her på sin fødselsdag i oktober.
Julen før havde gaverne været usædvanlig flotte. Fritz og jeg havde købt dem alle sammen et flot stereoanlæg. Fritz havde ikke været enig, da jeg nævnte ideen til ham. Det er mange penge, var hans svar. Jeg mente, sådanne gaver giver vi dem også kun en gang i livet. Hvis den ene får et sæt, kan de ligeså godt få et alle sammen. Vi havde talt om at give et til Silvia. Jeg kom til at tænke på, at så skulle Fritzli også have et. Hvis han skulle have et, kunne Robert ligeså godt også få et. Mine piger havde altid radio og fotoapparat når de forlod mig, så hvorfor ikke også give Lucie en radio. Da jeg stod op næste morgen efter vores samtale aftenen før, lå en seddel på bordet, hvor Fritz havde skrevet, at han var enig med mig i at købe radioer, det gjorde vi den følgende lørdag.
Denne gang var det mindre dyre men nyttige ting som blev givet. Sager og ting som var glemt af passagerne og ikke var blevet afhentet blev solgt på aktion en gang om året. Da man kunne gøre gode køb, lod Fritz aldrig sådan en lejlighed gå fra sig. Silvia og Lucie fik hver en lille sæk med blandet kosmetik, og Robert fik et par meget gode ski. Fritz købte dem for en spotpris, fordi han var den eneste som bød på dem. „Hvad skal man også med ski på denne side af jordkloden„, erklærede han. Robert smilte overrasket, ved første lejlighed ville han gerne lære at stå på ski, meddelte han os. Det havde også været Fritz mening. Jeg fik en pakke som indeholdt et tykt flot rødt kinesisk tæppe og en dyne bestående af lutter silke. Fritzli fik en pakke med tøj, men det skulle ikke være alt. Jeg havde i sinde at sætte hans værelse pænt i stand til første august. Lave lidt om på det hele hænge nye billeder og poster op. Igen tog jeg billeder, Spotty hoppede op på bænken og smilede med vidt åben mund og tungen hængende langt ud af halsen. Robert udbrød: „Den mærker den også har fødselsdag“. De unge mennesker samlede sig rundt om den og jeg fotograferede. Hunden nød aftenen ligesom resten af familien, en meget fintfølende hund. Den havde fået kiks til at spise og små bolde til at lege med. Fornøjet havde den klovnet med boldene og forventet, at man legede med den. Det var næsten ligesom juleaften.
Skulle jeg få lejlighed til at tilbagekalde begivenheder i livet, vil denne aften være en af dem. Den har en speciel plads i mit hjerte. Videos eksisterer også I himlen, men i meget intensiver format. Jeg så det, dengang jeg fastede til Victory fire.
Fritz rejste med børnene til Svejts, men jeg blev tilbage i Singapore med Fritzli denne gang. Robert ville tilbringe en uges tid hos Doris i Brunwald, mens Fritz kørte Silvias ting til Moudon. Derefter ville de tage en tur til Finland og besøge Fritz søster. Fritz var inviteret til Svalbard, helt oppe ved nord polens grænse for tre fire dage, af et firma. Børnene skulle i mellemtiden blive i Finland og besøge Fritz søster Margerit. På vej tilbage til Svejts ville de besøge far og Tove i Danmark. Det var flere år siden, børnene havde været i Danmark sidste gang. Jeg bad til at få dem velbeholdent tilbage. Fritzli havde det bedst hjemme hos Lucie og jeg. I dag undrer jeg mig over, at jeg i årevis noterede alle vigtige ting, det gør jeg stadigvæk. Ofte forstår jeg først en situation rigtig, når jeg har skrevet den ned og selv læser den. Man behøver ikke at skrive meget, for så snart man har fået et par informationer, kommer det hele tilbage ligesom på en computer. Forskellen imellem den og Guds menneskecomputer er, at man også oplever det skrevne emotionelt. Som jeg skriver dette må jeg af og til le eller græde.
Vigtige begivenheder
Lærerne i skolen var begyndt at sætte tryk på klassen. Resultaterne faldt stærkt hos nogle. For Roberts vedkommende var det, det sproglige det kneb lidt med. Det skal her siges at standarden også var høj. Singapore er et vigtigt område for forretningsforbindelser med andre lande i Asien og fra skolens side bestræbte man sig på at have en høj standard. Når nogle forlod klassen for at fortsætte et andet sted, var det som regel ikke noget af et problem at følges med. Robert havde lært godt til en franskprøve, det havde jeg set, selv forstod jeg ikke meget fransk. Alligevel kom han hjem med en 6, det laveste man kan få. Læren havde ikke talt særlig opmuntrende til klassen. Han havde sagt til nogen, at hvis han havde kunnet give en 7 eller 8, så havde de fået det. Denne klasse var stadigvæk en usædvanlig klasse, og vi mødre fulgte stadigvæk godt med i, hvad der skete. Samme uge lå jeg oppe ved swimmingpoolen i Svejtserklubben. Stille bad jeg for Roberts fransk. Jeg prøvede at lytte til hvad Guds Ånd sagde og den sagde: „Nej, jeg forbedre ikke resultatet.“ Jeg så det tydeligt i en vision, jeg så det på denne måde: Nogen havde en audiens hos en konge, forslaget blev afvist. Skuffet prøvede jeg at bede anderledes, bad slet og ret om hjælp til at lære det sproglige for ham. Fem minutter senere kom en tysk dame, gift med en svejtser, hen ved siden af mig. Hun begyndte at spørge mig ud om, hvordan det gik Robert i skolen. Jeg jamrede over Roberts fransk, så dårlig var han da ikke. Opmuntrende rådede hun mig til, at han skulle læse højt for sig selv hver aften, så skulle det nok komme. I det stille takkede jeg Gud for dette praktiske råd.
Jeg havde et par samtaler med nogle af lærerne, og derudfra mærkede jeg, at man forventede, at han skulle tage sig sammen. Al den usikkerhed i skolen gjorde også ham usikker, og han begyndte at tvivle på, at han var i stand til at klare gymnasiet. Det ville i det lange løb være det bedste, for ellers måtte også han i ung alder til Svejts eller forsætte på en engelsk talende skole. Som han nogle år senere fortalte os, efter han havde bestået studentereksamen og det sproglige for længst ikke mere var et problem:“ Jeg troede virkelig ikke, jeg havde klaret det dengang, men så havde jeg denne drøm: Jeg stod ved havelågen parat til at gå, så kom du ud og sagde opmuntrende: Har du ikke lyst at lære noget mere. Jeg drejede om og gik tilbage i huset.
Vi var kommet hen i oktober måned, og som altid ved denne årstid fejres der oktober fest i den tyske klub. Ingrid, som boede på vejen, havde spurgt, om vi ikke havde lyst til at komme med, hun ville sørge for billetterne.“ Hvorfor ikke svinge benet til folkemusik“ foreslog jeg Fritz. Som man kommer op i årene, glemmer man den slags fornøjelser, som man i grunden har godt af. På vej derhen forklarede Ingrid: „Jeg har set en pæn lampe i klubben, jeg har bedt om at vinde den“. Hun sagde det meget selvsikkert, jeg tilføjede: Vi vinder altid middag for to. Først var der buffetmiddag med tyske kødben, pølser, surkål, kartofler og til sidst forskellige desserter. Billetterne havde et nummer og når musikkerne havde pause, blev nogle numre trukket, og folk begyndt at strømme ovenpå for at hente deres priser. Sejrsikker kom Ingrid tilbage med den lampe, hun havde udvalgt på forhånd. Hun bemærkede: „Er Gud ikke god, han vidste også, hvor godt den passede i min stue“. Vi vandt som altid middag for to. Jeg sendte en stille tak op imod himlen, for det var den 18. oktober vores bryllupsdag. Det er en vidunderlig følelse, at få gaver fra den almægtige på sådan en vigtig dag. Jeg må indrømme, at vi nød at gå ud på en luksus restauration uden at måtte betale for det. Vi er i grunden begge to sparsomme af natur i det daglige og gik sjældent på dyre restaurationer, men hvor Fader i himlen er god og forstår alting, han er også interesseret i, at man af og til nyder livet.
Robert rejste til Svejts, da han fik juleferie i begyndelsen af december. Den samme præst, som havde hjulpet Silvia til at få en stilling i den fransktalende del af Svejts, hjalp også Robert til en stilling på en gård for omkring tre uger. Vi håbede meget, at det ville hjælpe på hans fransk.
I regntiden er der mange der bliver forkølede, Fritzli nåede også at blive forkølet. Jeg havde håbet og bedt til, at han ikke ville blive syg, for det var meningen, at jeg skulle en tur til Svejts og fejre jul sammen med børnene. Yvonne, Fritz søster kom en tur til Singapore, Fritz ville i alle tilfælde ikke være alene juleaften. Jeg fik denne vejledende drøm: Fritzli hostede meget, et barberblad kom ud af munden på ham, papiret var viklet om, derfor havde det ikke skadet ham. Jeg takkede og var overbevist om, at jeg kunne tage af sted, hosten ville ikke skade ham. Pludselig gjorde mit ben ondt og det to dage før jeg skulle rejse. Igen havde jeg en drøm. Jeg så en revne i min fod, revnen var fuld med vand, et bind blev lagt stramt om foden, og revnen var ikke mere synlig. Så snart jeg vågnede, viklede jeg et elastisk bind stramt om benet, det hjalp lige med samme på smerterne, og de kom aldrig tilbage. Hvis der er noget, man ikke lige tænker på, kan Guds Ånd gøre en opmærksom på det. Endelig var jeg parat til at tage af sted uden flere forhindringer. Fritz kørte mig til flyvepladsen. Normalt ville flyveren tage af sted ved halvtolv tiden om aftenen, men denne gang var den en time senere på den. Desværre var den taget af sted, da vi ankom, fordi det var halv et samme dag, vi var et helt døgn for sent på den. Fritz mente hans kontordame var skyld i det, men man skal nu altid selv lige se efter på billetten. Sådan er det, når man er forvænt med flyvebilletter, man begynder at tage alting som en selvfølge. Næste eftermiddag tilbragte jeg i Svejtserklubben. Det er dejligt at kunne hvile sig en halv dag før en lang rejse. Hvis man er træt når man tager af sted, får man på fornemmelsen at alting er hektisk.
Der var masser af sne i Svejts, da jeg ankom. Det er en stor oplevelse, når det ikke hører med til hverdagslivet. Det var heldigt, at jeg kunne bo hos Silvia. Hun havde et værelse hos et ældre ægtepar, hvor hun også havde lov til at benytte et lille køkken og en møbleret stue, sammen med en ung pige som arbejdede i huset for de ældre mennesker. Juleaften kogte og lavede jeg til som derhjemme. Sammen med et par andre piger fra hjemmet og Robert, fejrede vi hvid jul. Det var mange år siden, jeg havde prøvet det sidste gang, og for Roberts vedkommende første gang. Et par dage før nytårsaften var vi igen tilbage i Singapore. Det er dejligt, når man har fordelen af begge kontinenter.
Hvordan forstår man visioner og drømme. Gud, som kender en bedst, vil bruge situationer, som er er godt kendt af vedkommende med billeder og af og til også direkte tale. i det gamle testamente talte han ofte direkte til profeterne. Som før nævnt, er det syner og drømme som præger vores tid. Meget af det der er sket i biblen er først profeteret. Jeg har hørt sige, at profetiske forkyndelser ligger på mindst 40 procent af hvad der er skrevet i biblen. Hvis nogen siger, at det hører ikke med til den kristne tro, vil jeg vove at modsige dem. Selvfølgelig taler Guds Ånd også ud fra de situationer, man befinder sig i og fra hans ord i biblen som er grundlaget for alting. Som man lærer at vandre på hans veje, bliver man også mere åbent til hans vejledning.
En drøm: Jeg forberedte mig til en kamp, vi var kun få. Jeg var slet ikke nervøs, selv om jeg vidste, situationen var farligt. Så en kaptajn, som jeg først troede var imod mig. Det viste sig, at han var for mig. Hos naboen så jeg manden synke i knæ, mens han gik op til en politivogn. Derefter kom Peter Tan ind i billedet. Her forstod jeg absolut ingenting, men mærkede at den var meget vigtig.
Jeg forstod absolut ingenting. Der skulle gå et år, før jeg vidste, at disse tegn var meget vigtige. Bad for det jeg ikke forstod og overgav situationen i Guds hænder.
Drøm: Fritzli krydsede hænderne foran og rutsjer over på den anden side i sin dobbeltseng. Her er det klart, han vil ud af sin seng.
Drøm: Jeg så Fritzli sidde på en sten med det ene ben trukket op under sig. Han havde pænt tøj på og hans øjne var meget livlige. Det gjorde godt helt ind i sjælen, at se ham sådan sund og rask.
Drøm: Jeg var på sygehus, en læge sprøjtede noget imellem to af mine nederste hvirvler i ryggen. Derefter kørte lægen, Susan og jeg på motorcykel til en hule med ægte vidunderlige stene. Vi forsatte med at køre igennem den ene vidunderlige hule efter den anden.
Udlægning: Lægen er Gud selv, jeg har i mange år haft besværligheder med et par hvirvler. Det har hver gang rettet sig igen, jeg er overbevist om, at jeg har været meget heldig. Det man kører på, er det man gør. En motorcykel er ikke en bil, men det er heller ikke en cykel. Gud viser os vejen imellem alle sine skatte, så enkelt er det. Susan har været vejviser for mig i mange af de interessante ting på det kristelige område, der er sket i Singapore.
Drøm: Fritzli sad i sin vogn, han skulle have været taget hjem klokken 11, men fordi jeg ikke var parat, blev han siddende. Han sad så længe i solen, at han blev helt mørk og kom først med flyvemaskinen om aftenen klokken otte. Jeg var ude at købe perler og kom først hjem klokken tre.
Udlægning: Fritzlis liv blev forlænget ud over den 11 time fordi jeg ikke var parat. Tallet 8 står for lidelse, det samme nummer, har jeg hørt, står også for Jesus navn i det hebræiske sprog. Flyvemaskinen for noget overnaturligt. Perler for en skat i himlen. Jesus sammenlignede Guds rige med en kostbar perle.
Drøm: Fritzlis vogn var bremset.
Mon ikke Jesus igennem sin ånd også taler i lignelser i dag. Markus kapitel 4 vers 33-34: Når Jesus underviste brugte han ofte billeder og det var kun når han var alene med disciplene, at han forklarede, hvad det alt sammen betød. Grunden sagde han selv var: At de som ville se og høre ville forstå, og de som ikke var interesseret i ham, var det ikke givet at forstå.
Det er en bibelsk regel, at når noget første gang er nævnt i biblen, er princippet bag ved temaet det samme hele vejen igennem Guds ord. Gud forandrer aldrig sin mening.
Det var en besynderlig tid, noget var ved at ske for Fritzli, i den dimension man kun får et glimt af, af og til. Jeg holdt stadigvæk fast ved den vision, jeg havde haft for mange år siden, for Gud er ingenting umuligt.
I begyndelsen af maj i 1992 tog jeg et par uger til Danmark for at besøge far, Tove havde skrevet at han ikke havde det for godt. Det var sådan et rigtigt dejligt mildt forårsvejr, da jeg ankom. Træer og blomster var ved at udfolde sig i al deres pragt. Markerne var gule og grønne, og fuglene sang og kvidrede, der var en duft af forår i luften. Jeg kunne slet ikke huske, hvor mange år det var siden, jeg sidste gang havde oplevet det danske forår i al sin pragt. I Danmark er jeg født der er jeg hjemme, klang det i mit hjerte. Det var, som altid, dejligt en gang igen sådan rigtig at føle sig dansk.
Far var kommet på sygehus på grund af en lungebetændelse, som han ikke rigtig var kommet over. Han så 10 år ældre ud, svarede kun med ja eller nej og lo venligt, han havde det da godt. Det var ikke helt sådan, for han kunne ikke huske meget af fortiden og han sad i en rullestol, når han ikke lå i sengen. Han spiste eller drak heller ikke meget. En dag besluttede jeg ikke at føre nogen samtale med ham, for at se om han selv ville begynde at fortælle noget. Jeg kikkede på klokken af og til, men kun for at se hvor længe han kunne holde den ud. Vi sad omkring en kvart time i tavshed, så spurgte han:“ Hvem venter vi på“. Jeg svarede:“ Vi venter ikke på nogen“. Igen sad vi i tavshed for omkring fem minutter. En mand styrede lige hen imod os og præsenterede sig som sygehuspræsten. Far lagde ansigtet i de rigtige folder. Jeg var meget, meget overrasket. Det var klart, at far troede, jeg havde bestilt ham, men det havde jeg altså ikke. Vi sludrede lidt om alting, far sad og så, så venlig ud som han nu kunne. Til sidst forklarede præsten, at der næste dag var gudstjeneste på opholdsstuen overført fra det lille kapel. Jeg lovede at far og jeg ville sidde og lytte til den. Næste dag sad vi helt alene på stuen og lyttede til gudstjenesten. Jeg kan ikke mere huske, hvad der blev prædiket, kun at jeg tænkte ved mig selv: „Bedre forklaring til at vide det nødvendigste havde han ikke kunne få“. Bagefter bemærkede jeg: „Nu ved du altså hvem du skal ty til om hjælp“. “ Det kan jeg da ikke“, svarede han. Igen var jeg meget overrasket, far var virkelig overbevist om, at det kunne han ikke, udtrykket i hans stemme fortalte mig det. Det havde jeg aldrig tænkt på, hvordan var han kommet til at tro på sådan en løgn, og i hvor mange år havde han troet på den.“ Så skal jeg gøre det for dig“, svarede jeg og tog hans hænder imellem mine. Tårer flød i stride strømme ned af de magre kinder. Nu vidste jeg hvad Gud var ved at gøre, han blødgjorde hans hjerte, og lod ham kun huske de nødvendigste vigtige ting. Under tårer bad jeg en meget vigtig bøn, bagefter sagde jeg opmuntrende:“ Nu skal vi havde ringet til Lise i Canada“. Først snakkede jeg lidt med hende derefter fik hun far på tråden. Jeg kunne forstå, at hun spurgte, hvordan han havde det. Far rettede sig op i rullestolen for et øjeblik og sagde muntert: „Jeg har det skam godt, ja, jeg får så mange besøg“. For tredje gang i løbet af de sidste par dage blev jeg meget overrasket, hvorfor ville han ikke være ved, hvordan han havde det. Efter et øjeblik forstod jeg det. Sådan havde det altid været, han havde aldrig kunne tillade sig at vise indere svaghed. Trods alt, det var igennem hans svaghed, at Gud fik tilgang til det kostbareste i et menneske hans udødelige ånd.
Den 18. oktober faldt på en søndag dette år. I Wesly Metodist kirke knælede vi foran alteret og takkede Gud for 25 gode år. Samtidig fornyede vi vores løfter til hinanden for resten af livet for godt og ondt. I dagens anledning havde jeg købt nyt tøj bluse, nederdel og en usædvanlig flot vest. Middagen indtog vi sammen med Robert, der hvor vi havde spist så mange gange før, Oberoi Imperial Hotel som siden flere år hed Imperial hotel. Vi havde besluttet os til ikke at invitere gæster, for vi havde fået en anden glimrende idé. Vi købte os et nyt soveværelse, det vi havde var meget enkelt og billigt. Man har et stort udvalg af pæne møbler i Singapore, der er noget for enhver smag fra hele verden. I World Trade Center så jeg mig om i en dyr butik med flotte italienske stil møbler. Et soveværelse fangede min interesse, det var absolut helt fantastisk, men det var også alt for dyrt og derfor ikke for os. Jeg takkede hende som havde vist mig rundt og forsatte til den næste butik. Som jeg betragtede de moderne soveværelser det næste sted, kom jeg til at tænke på en drøm, jeg havde haft for et halvt år siden og glemt indtil dette øjeblik. Jeg drømte, jeg købte møbler, mønsteret på de dyre senge passede nøjagtig sammen med det, jeg havde set i drømmen. Jeg skyndte mig tilbage til butikken fra før, for at overbevise mig om rigtigheden. Sådan var det, det var nøjagtig det samme mønster. Overrasket blev jeg stående, Gud havde sandelig smag for stil og god kvalitet.
Samme aften fortalte jeg Fritz om dagens oplevelse og sluttede med: „Soveværelset er fint nok for en prins, hvad det koster, vil jeg helst ikke nævne. Du får lov til at afgøre, om vi køber det eller et andet“. Han begyndte at blive meget nysgerrig og næste lørdag formiddag kørte vi en tur til World Trade Center. Han blev med det samme begejstret for møblerne ligesom jeg. Det blev de dyreste møbler, vi nogensinde købte til vores private brug, men vi har meget glæde af dem dag for dag. Det bedste af det hele, Gud syntes, vi skulle spendere noget på os selv.
Fritz fejrede sin 50 års fødselsdag dette år. I cateringen havde man lavet en mægtig stor kage til ham. Siden vi var flyttet til Oriole Cresent, havde vi haft flere større fester for personalet i Cateringen i huset. Dette år besluttede vi at invitere hans souschefe fra Imperial Hotel. Det blev til en vellykket aften i den kinesiske restauration i samme hotel. Jeg var ikke med til den, fordi det udelukkende var en aften for mænd. Fritz forklarede, da han kom hjem, at 12 stykker var mødt op. Den 13. kom ikke af gode grunde. Fritz havde en gang lånt ham en lille sum, som han aldrig havde betalt tilbage. „Jeg synes det var synd for ham“, sagde Fritz. „Jeg sagde til de andre at de skulle hilse ham og sige, at han skulle komme næste gang. „Det var dejligt at være sammen med dem alle sammen“, tilstod han, „det var næsten ligesom i gamle dage, alle er i førende stillinger, en af dem har flere restaurationer til og med i Taiwan. Peter holdt tale, tænk han sagde, jeg var ligesom en far for dem alle sammen.“ Det er dine 12 disciple“, sagde jeg ligesom for sjov, „du må ikke glemme at vidne om din tro“. Det gjorde Fritz også ved lejlighed og det var almindelig kendt, hvor han arbejdede, at vi var troende og gik regelmæssig i kirke.
En aften, efter en usædvanlig travl uge med mange ekstra madsmagninger og mangel på personale, fortalte han, at nogen havde sagt til ham, at man godt vidste, at det var umuligt at komme igennem det strenge program. „At du klarede den uden besværligheder eller forsinkelser, er kun fordi Gud hjælper dig“, havde vedkommende sagt. Det glædede os meget, her fik Gud æren.
I samme uge som Fritz havde haft fødselsdag, ringede Tove og fortalte, at far med en gang var blevet meget dårlig. Efter sygehusopholdet var han kommet på et plejehjem I nærheden af Egeskov. Tove og Bent ordnede alting, det var godt vi havde dem. Jeg kunne mærke på hendes stemme, at hun ikke var særlig stolt af situationen. Hun forklarede, at man havde spurgt hende, om hun kunne sidde vagt af og til. Jeg ringede til far, mens Tove var der. Han var i mellemtiden blevet bevidstløs, men måske hørte han mig alligevel. Far vi ses igen, sagde jeg et par gange, vi kan alle sammen godt lide dig, jeg hørte han åndede tungt. Der var i grunden ikke så meget mere at sige. Jeg takkede Tove for at se efter ham og lagde røret på. I samme døgn døde han som forventet.
Jeg bad om at begravelsen ville blive indtryksfuld, noget alle ville huske. Af Lise fra Canada som kom hjem til begravelsen fik jeg at vide, at præsten havde nævnt, at det aldrig blev for sent i livet at kere tilbage til vores himmelske Fader. Som eksempel havde hun nævnt vi børn som boede langt væk men af og til kom hjem på besøg.
Grunden til at jeg ikke tog hjem til begravelsen var, at Robert fik skarlagensfeber et par dage efter far døde. For at være helt ærlig, jeg havde mærket forud, at jeg ikke skulle tage hjem, når den dag kom og havde derfor heller ikke gjort noget forsøg på at komme hjem, så snart jeg fik nyheden om fars afgang af Tove. Robert var nu femten år, og det var derfor en slem omgang. Et par uger lå han til sengs, og så var det tilbage til skolen. Der var mange prøver i denne tid, og at blive alt for længe væk var ikke så godt. Han havde kun været tilbage i skole et par dage, så blev han syg igen. Ikke nok med at han fik feber, udslaget kom tilbage og denne gang meget værre end første gang. Den største blære på benet målte 7 centimeter. Lægen forklarede, at det var et allergisk udslæt. Jeg har aldrig før eller siden set noget lignende. Gode råd var dyre: „Hvad skal vi gøre“, spurgte Fritz og jeg hinanden, for lægen vidste heller ikke rigtig, hvad man skulle gøre. „Ved du hvad“, sagde Fritz, „lad os prøve med kirsch“. Fritz mor brugte denne snaps til alting. Når børnene slog sig, blev skrammer renset. Fik man mavepine, hjalp det altid, var man lidt langt nede eller lige ved at blive forkølet, så hjalp det også. Ligeledes var det godt i frugtsalat i kaffen, i kager og til andre ting, ligesom det passede sig. Efter mit råd lagde vi først et omslag på tre blærer over nat, for at se om det hjalp. På blærerne lagde vi et stykke vat dynget i kirsch, derefter blev de dækket til med plaster. Robert var brav og bed tænderne sammen, for det sved i huden, men han ville gerne være fri af denne ulykkelige plage. Vi antog, det ville hjælpe, fordi da jeg forsigtig duppede en stor rød en bag ved øret, blev den helt hvid i samme øjeblik. Det var ligesom kirschen sugede bakterierne til sig. Næste morgen tog vi plastrene af og blev glædeligt overrasket – sårene så 50 procent bedre ud. Over de næste otte dage blev de mange sår dynget og pakket ind to gange om dagen. Robert lå på knæ over sengen og bed tænderne sammen, mens jeg skiftede plastrene, det var ikke ligefrem en mild behandling. Over de otte dage drak huden en flaske kirsch. Vi var alle ret lettet, da den sidste var helbredt. Desværre nåede han at få ar i ansigtet såvel som på ryggen, og der gik nogle år før de forsvandt. Vi var Gud taknemlig for, at Fritzli ikke fik det. Heldigvis stod juleferien for døren, det ville give Robert lejlighed til at komme til kræfter, før han forsatte i skolen. I regntiden florerer det med virus her. Først blev jeg syg, for tre måneder havde jeg næsten ingen stemme. Robert nåede at blive forkølet igen ugen før jul, altså måtte vi til doktor igen. Han fik høj feber og den ville ikke ned, efter otte dage havde han stadigvæk høj feber, han så heller ikke godt ud.
Dagen før juleaften købte jeg ind i Holland Village. Mine tanker gled hele tiden tilbage til Robert, jeg vedblev at bønfalde Gud om helbredelse, mens jeg puttede det ene og det andet i indkøbsvognen. I morgen var det juleaften, og hvis der var noget jeg ønskede mig inderligt til juleaften, så var det at han endelig kom over det, som havde plaget ham de sidste seks uger. Med en gang havde jeg fred i hjertet, min bøn var hørt. Jeg nynnede og trallede julemelodier, mens jeg takkede Gud af hele mit hjerte. Meget optimistisk satte jeg mig ind i en taxi, sikker på at finde Robert feberfri, når jeg kom hjem. Da jeg kom hjem, orienterede jeg mig først om, hvordan Robert havde det. Feberen var meget høj nu, jeg forstod ingenting. Hurtig fik jeg fat i en anden taxi, nu gik turen til General hospital. En ung læge forklarede, at han ikke var blevet behandlet rigtigt, man havde i mellemtiden taget blodprøver og undersøgt ham, han antog, at med den rigtige medicin, ville feberen gå ned til næste dag. Sådan var det, næste morgen følte han sig en hel del bedre og var i stand til at nyde juleaften. Jeg forstod nu, at Gud havde ladet feberen gå op, sådan at han blev undersøgt af en anden læge og fik den rigtige medicin, hvorfor havde jeg ikke tænkt på det før.
Han brugte stadigvæk tid til at komme til kræfter, derfor blev han hjemme anden juledag, mens vi andre gik i kirke. Jeg var overbevist om, han var kommet over faren denne gang og takkede og priste Gud for hjælpen i kirken. Stor var derfor min overraskelse, over det han fortalte, da vi kom hjem. Først rodede han i papirkurven og fandt en stor slimet klump, på størrelse med en mindre bold, som han holdt op foran mig. Med en gang havde han måtte hoste stærkt, han havde haft på fornemmelsen, at han var ved at kvæles, og et lille stykke tid havde han ikke kunne få luft. Så var denne slimklump kommet ud af munden. Det var utroligt, at den havde kunne sidde fast i halsen. Han havde godt nok blevet ved med at gentage, at det var som om der sad noget i halsen. At der sad en hel klump, det var der ingen som vidste, og nu havde den altså løsnet sig, mens vi sad i kirken og takkede Gud. Gud ske tak og lov, at der ikke var sket noget. Robert forsatte sin forklaring. For nogle dage siden havde han haft en usædvanlig drøm. I drømmen var han blevet spurgt, om han ville give sit liv til Jesus. Han var i vildrede da han vågnede. Da han ikke ønskede at dø nu, havde han sagt nej til spørgsmålet. Natten efter havde drømmen gentaget sig. Denne gang forstod han den rigtig. Jesus spurgte ham, om han ville tilhøre ham, og i bøn havde han fuld bevist givet sit liv til ham. Jeg stod et øjeblik og stirrede tankefuld på min halvvoksne søn. Jeg kom i tanke om et bibelvers: Den som prøver at redde sit liv vil miste det, og den som giver sit liv til Jesus, vil beholde det. Tusind tak Hellige Ånd, at du åbnede øjet til hans hjerte, til dette vigtige spørgsmål som muligvis redede hans liv. Hvad var der sket, hvis han ikke havde forstået spørgsmålet, jeg tænkte ikke tanken til ende. Flere gange havde jeg haft på fornemmelsen, at det onde tragtede denne familie stærkt efter livet. Hvis vi ikke havde kendt Jesus personligt, var vores liv muligvis blevet meget tragisk. Der kommer en dag i hvert menneskes liv, hvor Gud gør os ansvarlig for, hvilke retning vi går, med eller uden hans hjælp. Børn er ikke ansvarlig for deres handlinger, Jesus sagde selv om børn: Sådanne hører Guds rige til, engang da hans disciple forsøgte at holde børn væk fra ham.
Året 1993
Lucie havde efter fire år besluttet at holde op hos os. Der var ikke noget at gøre, hun savnede sin familie. Som hun forklarede, hun følte sig ikke ulykkelig hos os, men hun ville gerne hjem. Vi holdt en pæn lille afskedsfest for hende. På hendes tallerken havde vi lagt en konvolut med en check. Da hun så beløbet, udbrød hun:“ Hvorfor giver i mig så meget“. Hun trykkede checken til brystet og lo højt og lykkeligt. Jeg sørgede for i samme øjeblik at fastholde det glædelig øjeblik med fotoapparatet. Hun havde også fortjent pengene, vi glædede os alle sammen med hende. Det ville blive svært for Fritzli, han ville savne hende meget, dertil var han ikke for rask for tiden.
Den første måned efter Lucie var rejst, kunne vi se på hans ansigt, at han ofte var deprimeret og savnede hende. I mellemtiden havde jeg fået en Jossy nummer to. Denne Jossy var også en meget køn og menneskevenlig ung pige. Hun trallede og nynnede til sit arbejde og fandt nogen at sludre med uden besvær. Visse dage var hun helt anderledes og gik omkring med et mærkeligt udtryk i ansigtet. Jeg havde lagt mærke til, at hun var meget følsom og fin af natur. En dag spurgte jeg hende ligeud:“ Hvad er der i vejen med dig, hvorfor ser du så bange ud de sidste par dage“. Overbevisende forklarede hun, at hun havde drømt for et par dage siden, at en kat slikkede sig, og når man drømmer sådan noget, betyder det ulykke. Moren var samtidig blevet syg, og nu var hun meget bange for, at hun skulle dø. Efter bedste evne forklarede jeg hende, at det var overtro. Jeg forsøgte at opklare hende over drømme og visioner, hun var, som de fleste piger derfra katolsk, men det fandt ikke meget genklang hos hende. Hun var uden tvivl stærkt indviklet i overtro, det var jeg ikke så glad for specielt ikke i denne tid, hvor vi skulle passe godt på Fritzli. Det kunne blive en åben dør for djævlen, til at skade hende med i arbejdet hos os. Når Gud er for os, hvem kan være imod os, huskede jeg mig selv på og rystede det ubehag af, jeg følte i det øjeblik. Jeg skiftede ikke pige, uden jeg havde god grund til det.
Spotty var ikke mere den yngste, det kunne mærkes på flere måder. Den sidste tid havde den beklaget sig, når den lavede sine ting udenfor, noget måtte være i vejen med den. En undersøgelse hos lægen kundgjorde, at den måtte opereres, den havde en svaghed i tarmen. Derefter skulle den have lidt olie hver dag i maden, det ville lette afføringen. Den dag jeg hentede den, efter den var blevet opereret, regnede det stærkt. Først ventede jeg meget længe ved klinikken uden resultat, ikke en tom taxi kom forbi. Jeg prøvede at bestille en per telefon, i hele Singapore var der tilsyneladende ikke en fri i dette heftige regnvejr. Efter at have ventet meget længe, holdt jeg paraplyen over os og styrtede over til det næste busholdested. Endelig kom en taxi som så ud til at være fri. En mand tog den lige for min næse, jeg ærgrede mig, for han havde overhovedet ikke ventet. Jeg var efterhånden blevet sjaskvåd, fordi det sprøjtede op fra de forbi kørende biler. Jeg trykkede hunden ind til mig og forlangte en taxi i Jesus navn. Den var lige blevet opereret og skulle i grunden ikke havde været udsat for sådan et vejr. I dag måtte englene havde meget travl, siden de ikke havde hørt mig. Endelig kom en tom taxi. Chaufføren smilede forståelsesfuld, da jeg sjaskvåd skubbede hunden og mig selv ind på sædet. Spotty var meget lykkelig over at være hjemme igen, den rystede pelsen og snusede over det hele for at overbevise sig om, at alting var i orden. Efter jeg havde været under et varm brusebad, sad vi alle om det ovale bord i stuen og spiste aftensmad. Det regnede stadigvæk udenfor, men nu var det i grunden hyggeligt. Jeg fortalte familien om eftermiddagens hændelse. Nu så jeg helt anderledes på det, ja, jeg kunne til og med le af det. Det var ikke så underligt, at taxichaufføren havde måtte smile, vi havde sikkert været et sjovt syn.
En dansk familie, som boede i nærheden af os i flere år, havde en søn et par år ældre end Robert. Robert fortalte: Det havde været en af disse regnfulde dage, hvor vi lige havde haft en god skylle. Han havde været på vej ned af Linden Drive, ligeledes Niklas som gik et stykke foran ham. Pludselig forsvandt den anden ned i den halve meter dybe rendesten. Robert spærrede øjnene op: Hvad var der blevet af ham. En anden vej gik på tværs, derfor var et stort rør lagt ned i rendestenen på det sted. På den anden side af røret dukkede Niklas op og vinkede leende til Robert. Han lo lettet, rendestenen var fuld af strømmende vand, og for et øjeblik havde han været bange for ham. Når man er ude i sådan et vejr, betyder det ikke så meget, om man går på vejen eller svømmer i rendestenen, vi lo alle hjerteligt.
En kaptajn ved gitteret
Ugen før den 14 juli, Fritz var på ferie med børnene i Europa. Jeg måtte jeg tænke meget på en bestemt drøm, jeg havde haft for cirka et år tilbage. Det var drømmen om en farlig situation i huset, en kaptajn ved gitteret som hjalp mig og Peter Tan som kom ind i billedet. Jeg vidste stadigvæk ikke, hvad det betød, men da det hele tiden dukkede op i tankerne, gav jeg det igen og igen over i Guds hænder. I hans hærskare af engle, som uden tvivl overgår menneskeantallet på jorden, var der sikkert mange kaptajner. Hvis jeg havde brug for en, holdt den måske allerede vagt ved mit gitter. Jeg følte mig ikke urolig, anede blot, at en særlig hændelse var ved at ske. Jeg huskede, at der var absolut ingen ting, jeg behøvede at gøre.
Søndag morgen vågnede jeg usædvanligt tidligt ved seks tiden. Uret i stuen tikkede ualmindelig højt. Jeg stod op og rystede hovedet for at komme på det klare med, hvad drømmen om den 11 time skulle betyde, som jeg havde haft samme morgen. Jeg åbnede forsigtigt døren til Fritzlis værelse, alting var i orden, han sov blidt og godt. Han ville sikkert sove i flere timer, for om søndagen sov han altid et par timer længere. Jeg har altid været Gud taknemlig for denne indretning, hviledag er hviledag. Om Fritzli altid vidste hvornår det var søndag og derfor sov længere, det tror jeg ikke. For en sikkerheds skyld blev jeg hjemme hele søndagen. Der skete ikke noget usædvanligt. Måske var det blot i den usigtbare verden, der var sket noget, og jeg havde ligesom mærket det. Den følgende mandag var det sidste møde med Peter Tan. Da jeg tog af sted, var Jossy ved at give Fritzli aftensmad. Jeg gik ind og sagde farvel til dem. Fritzli havde igen sådan en tør hoste. Det var blevet almindelig hos ham, siden han havde været på sygehus. To år var gået siden lægen gav ham et halvt år. Jeg havde trøstet mig med, at han havde overdrevet i sin diagnose. Gud havde bestemt andre planer for ham. I auditoriet sad jeg bagved en ung mand som så ud til at være spastisk, det kunne man se af hans stive bevægelser. Mens vi øvede nye sange for den kommende lov pris aften, som skulle afslutte undervisningen. Mens Peter Tan forklarede den sidste bog Åbenbaringen, bad jeg af og til for denne unge mand. Ikke en gang tænkte jeg på dem derhjemme. Klokken var kvart i et, da jeg kom hjem, det var senere, end det plejede at være.
Et stort stykke papir var befæstet på gitteret, da jeg steg ud af taxien. I skæret af gade lyset læste jeg, at der var sket noget med Fritzli, han var kommet på sygehus. Underskrevet havde Ann vores nye nabo fra syd Afrika. Jeg kikkede over til nabohuset, der var stadigvæk lys i stuen. Jeg stak nøglen i låsen, det raslede, det kunne man tydeligt høre ved denne tid af døgnet da alting var fuldstændig roligt. Jeg bemærkede, at Ann var på vej ud af huset, og blev stående. Med hurtige bevægelser kom hun hen til mig og sagde: „Jeg henter bilen og forklarer dig det hele i på vej til sygehuset“. Efter jeg var taget af sted, havde Fritzli fået noget af maden galt i halsen. Som pigen havde forklaret, var han med engang blevet mørk i ansigtet og havde holdt op med at trække vejret. Hun havde skyndt sig at køre vognen ud foran huset, og der havde hun af sine lungers fulde kraft råbt:“ Hjælp, hjælp“. Naboerne havde været på en uges ferie i Malaysia og skulle ikke havde været kommet hjem før senere på aftenen. Som Ann forklarede: „Det var godt, vi var kommet hjem på det tidspunkt, hun brugte hjælp. Jeg skyndte mig over til din havelåge og opfordrede hende til at åbne for mig, men hun var i en sådan panisk tilstand, at hun ikke ænsede hvad jeg sagde, derfor kravlede jeg over havelågen. Fritzli trak ikke vejret, jeg bankede ham på brystet og gjorde mund til mund oplivningsforsøg. Da det ikke hjalp, klatrede jeg over gitteret igen og ringede på døren hos doktoren over for. Da der ikke var nogen som svarede, klatrede jeg tilbage over gitteret og prøvede en gang til på et oplivningsforsøg. Da det heller ikke hjalp, klatrede jeg for anden gang over gitteret og ringede igen på døren hos doktoren uden resultat. Igen krøb jeg tilbage, da jeg kom hen til Fritzli, så jeg, hvordan han med en gang trak vejret dybt og åbnede øjnene, det var en stor lettelse for os alle sammen. Vi mente, det var bedst han kom på sygehus, derfor ringede hendes mand efter en ambulance. Da du ikke var hjemme, kunne han ikke blive indlagt uden politiet, derfor ringede vi også til dem“. Hun forklarede hvor bange de havde været. I det øjeblik kom jeg til at tænke på drømmen om naboen som næsten sank i knæ, da han gik op til en politibil.
Ann satte mig af ved sygehuset og kørte hjem igen. Jeg fandt Fritzli liggende i en seng på en større stue sammen med andre mænd. Han kikkede med store øjne til højre og venstre, men så ellers ud, som han plejede. Jeg blev lidt, politiet kom og stillede nogle spørgsmål, de ville vide, om pigen kunne havde gjort det ekstra. Jeg forklarede, at det var meget svært at give ham mad og at jeg var helt sikker på, at det var et udhæld, på dette skrev jeg under. Da jeg ikke kunne tage ham hjem før næste dag, fordi nogle prøver skulle tages, tog jeg hjem for at sove et par timer. Jeg kom tilbage til huset ved tretiden. Jossy sad i et hjørne på sengen i kontoret og så stadigvæk ret forskrækket ud. Jeg forklarede:“ Jeg ved godt, du ikke kunne gøre for det, der skete, det havde lige så godt kunne ske for mig. Jeg anklager dig ikke for noget, skynd dig i seng og få sovet. Gud ske tak og lov, at Gud hjalp dig“. Fuldstændig ærlig forklarede hun begivenhedens gang, og ærlig mente hun, at der var gået fem, seks eller syv minutter, hvor Fritzli ikke havde trukket vejret. Fritzlis livlige øjne fortalte mig, at han ikke havde taget skade af det, det var jeg overbevist om. Hvem ved, hvad han havde oplevet i denne tid. Måske havde han følt sig let og fri og været i stand til at bevæge sig. Jeg grundede lidt over dette, før jeg faldt i søvn med taksigelse til den som igen havde passet på os. Næste dag tog jeg Fritzli hjem. Den første uge derefter gav jeg ham alle tre måltider om dagen. Derefter forklarede jeg Jossy, at hvis hun forsat ønskede at arbejde hos os, måtte vi dele dette arbejde. Hun havde ikke noget at indvende, jeg lagde mærke til, at hun var meget omhyggelig med at give ham maden.
Doktoren over for havde også en ahma. Jeg antager, Jossy havde fortalt hende, hvad der skete hos os. Da hun kom hjem den følgende søndag aften, havde hun en lang historie at fortælle. Sammen med ahmaen hos naboen havde hun været i kirke, der havde hun talt og bedt meget længe med præsten. Bagefter havde de haft lunch sammen med en masse andre unge mennesker. Begejstret fortsatte hun med lysende øjne: „Selv de unge mænd hjalp til med at vaske op bagefter“. Hun virkede som et helt nyt menneske også i tiden fremover. Jeg havde lagt en bibel på bordet i hendes værelset, det gjorde jeg altid for hver ny pige jeg fik. Når de rejste, havde de lov til at tage den med. Nu lå biblen opslået på bordet hele dagen, og hvert ledig øjeblik hun havde, gik hun ud i sit lille værelse og læste i den. Hun var blevet en anden person fra den ene dag til den anden og gik aldrig mere rundt med et bange udtryk i ansigtet.
Gud ske tak og lov til ham som ved alting. Det var godt, jeg ikke rigtig havde forstået, hvad de mærkelige drømme betød. Blot bedt om at hans vilje ville ske og forladt mig fuldstændig på ham. Havde Gud kunne forhindre det? jeg kender ikke alle svarene. Epeser 6,13 siger: Tag derfor Guds fulde rustning på, for at må kunne stå imod på den onde dag og holde stand efter at have besejret alt. Man kan grunde over, hvad det helt nøjagtig skal betyde, men der er onde dage, og vi bliver prøvet i vores tro, det, det gælder om, er at stå fast i troen.
Jeg føler mig vejledet til her at forsætte historien om Jossy. Hun blev den af mine piger, hvis hjerte virkelig var god jord og bar meget frugt for Jesus. Efter en tid forlod hun os men blev i Singapore i mange år. Hun arbejdede aktivt med i den Metodistiske kirke, når hun havde fri om søndagen. Ligeledes opbyggede hun sig selv i de mange kurser, som det er muligt at følge med i. Hvert år rejste hun til Filippinerne en måneds tid og i denne tid arbejdede hun som missionær imellem sit eget folk.
Kun Gud i sin visdom kunne forud se, hvordan en ulykkelig situation kunne vende sig til det bedste. Hvem ved, hvor mange engle havde været på færde hin ulykkelig aften. Ja, Gud havde til og med vist mig, at jeg ikke behøvede at være bange, og at der heller ikke var noget for mig at gøre, for han havde en kaptajn ved gitteret, han har muligvis hjulpet Ann til at klatre frem og tilbage. Gitteret er ret højt og det er ikke så let at klatre over. Mange gange har jeg undret mig over, hvordan Gud helt nøjagtig ved alting, for vi har en fri vilje til at vælge med.
De gange Jossy og jeg talte med hinanden, efter hun forlod os, sagde hun hver gang med et stort smil: „Jeg lærte Jesus at kende i Singapore“. Jeg smilte tilbage, gav hende et knus og svarede: „Det ved jeg, du gjorde“.
I de to år Peter Tans møder havde stået på, havde man ved døren fordelt sedler om et andet kursus. Jeg kan mærke, om noget er Guds vilje. Jeg havde i længere tid følt mig stærkt tiltrukket af dette kursus, men besluttede først at være færdig med et, før jeg begyndte på et andet. Det fandt sted to gange i ugen for to måneder, derefter var der to måneders pause, og derefter begyndte det igen. Dette gentog sig tre gange, dermed var kursuset færdig. Det var ikke for nye kristne, man skulle have god kendskab til biblen og være overbevist om, at man var døbt af den Hellige Ånd. Der var heller ikke noget af, at komme og gå som man ville, man skulle følge med, ellers var man ude. Der ville også blive hjemmeopgaver, som skulle laves til hver gang. Fritz kørte mig derhen den første gang, i grunden var det synd, at han ikke kunne deltage i alle disse velsignede ting. Hans arbejde var meget anstrengende, og tog det meste af hans energi fra mandag til fredag. For det meste var han træt, når han kom hjem om aftenen. Man må tage i betragtning, at klimaet er meget anstrengende, alle er trætte efter en lang arbejdsdag.
Deeper Life Seminar, som kursuset hed, var anderledes på den måde, at det ikke var den samme som underviste hver gang. Forskellige præster, missionærer og andre fra de omkringliggende lande kom på et kort besøg og underviste. Vi var inddelt i små klasser som løb parallel med hinanden. Jeg var den eneste udlænding på dette kursus, og det var lidt af en prøvelse i begyndelsen, men det gik meget godt. Vores klasse havde et godt sammenhold, som vi alle værdsatte, og jeg opnåede at blive rigtig gode venner med flere af dem. DLS var grundet og ledet af et amerikansk ægtepar af asiatisk afstamning. De hed Fall og underviste ikke kun i Singapore men også i Malaysia og Indonesien og prædikede flere gange om året i evangelisationer. Mange mennesker var derigennem blevet rigt velsignet. Formålet med kursuset var at opbygge kristne til at være aktive kristne. Han selv var uden tvivl en profet, jeg tror, de fleste af os fik hjælpefulde anvisninger om, hvad Gud havde for os i fremtiden. En helbredelsesgudstjeneste blev afholdt, hver gang to måneder var færdig. Vi alle blev involveret på en eller anden måde.
Det var ikke før jeg havde deltaget i DLS flere måneder, at jeg mærkede, at jeg nu var kommet på den missionsskole, som Gud havde vist mig. DLS passede med de tre bogstaver, jeg engang fik i en drøm. Jeg havde skrevet datoen og drømmen ned, men ikke vist, hvordan jeg skulle kunne komme på sådan en skole, med alle de pligter jeg stadigvæk havde med familien. Gud vidste hvordan og i mellemtiden havde jeg ladet mig lede. Jeg blev derigennem styrket indvendig og fik mod til at vidne med større sikkerhed. Jeg vidste også, at Gud vedblivende havde vidunderlige planer for os. Man hører aldrig op med at vokse i troen, og som vi vokser bliver vi mere modne indvendig. Gud vil, at vi skal vokse til at ligne hans søn, for vi er hans børn. Det er en proces som ikke bliver færdig her på jorden, men der vil komme sådan en dag, hvor vi skal ligne ham, fordi vi vil se ham ansigt til ansigt. Er det ikke vidunderlige ord. Se 1 Johannes 3,2.
Året 1994
Denne vinter rejste Robert ikke til Svejts for at lære fransk som året før, men tog på jule skiferie hos Silvia i Brunwald. Godt et år havde han taget ekstra undervisning i tysk og fransk og nu kom han godt med i det sproglige. Senere hen da han aftjente sin værnepligt i Svejts, måtte han ofte oversætte fra tysk til fransk eller omvendt. Derved opdagede han, at mange, også med god uddannelse, slet ikke var så gode til sprog. Han taler engelsk, tysk og fransk og blev I militæret spurgt om han ville gå ind på den sproglige linje, hvad han afviste.
Fritz og jeg fejrede dette år jul alene med Fritzli. Han havde altid været meget tynd, men i den sidste tid var han blevet endnu tyndere. Alle de infektioner han havde haft de sidste par år, og det at lungerne ikke var så gode, sled på hans helbred, det var synligt nu. Han følte sig også træt, det kunne vi mærke ved, at han sov længere om morgenen. Det var som om vi sammen vandrede en vej sammen som var meget betydningsfuld, en vej som ikke ville gentage sig. Den 29. december vågnede jeg efter en usædvanlig drøm. Fritzli døde og jeg skulle arrangere begravelsen, dertil behøvede jeg at ringe til Dagmar, en dame fra den tyske bibelgruppe, men hun var ikke hjemme. Fritzli var dækket til med et lagen, jeg løftede det og så, at han var en hel del mindre. Jeg sagde: Det var det Silvia så, pludselig blev han meget stor, så ham stående. Jeg grundede en del over denne drøm men forstod ingenting.
Jossy havde forladt os, og i hendes sted var Rohini fra Shri Lanka kommet. Der var noget modent og trofast ved hende. Hun var over 30 år gammel, gift havde en søn som broren tog sig af, og en gammel mor som også skulle understøttes. Hun var godt plantet i den kristne tro og den mest moden og voksen af alle mine piger. Hun var meget glad for dyr, og katten blev hendes barn fra begyndelsen. Den krøb ind og ud af vinduet hos hende om natten, og hvis den sloges med andre katte i nattens mulm og mørke, stod hun op og hjalp den.
Drøm til Nytåret 1994: en kop med faldne blade som tilhørte mig og en god mand at støtte sig til.
Her var jeg ikke sikker på, hvad det skulle betyde, men mærkede den var vigtig.
Drøm fra 8 januar: Fritzli lå på sengen, han rejste sig langsomt op, jeg vidste, nu var det øjeblik kommet, hvor han blev sund og rask. Jeg betragtede ham, mens han langsomt kom i siddende stilling. Pludselig blev han lille, tog ham alligevel med i kirke og fortalte folk dette barns historie, fordi ingen kendte den. Jeg skrev drømmen ned og undrede mig meget.
Drøm 17 januar. Et barn blev født, det tilhørte mig. Så store stykker papir. Igen undrede jeg mig meget over, hvad det skulle betyde.
10 februar havde jeg samme nat tre forskellige drømme om Silvia. Når Gud siger noget tre gange, betyder det, at man skal gøre noget ved det så hurtigt som muligt, eller noget kommer til at ske meget snart. Dette stemmer overens med eksempler I biblen. Jeg vidste at jeg skyndsomt var nødt til at ringe til hende. Jeg spurgte: „Har du en ven Silvia“. Overrasket svarede hun:“ Mor hvordan vidste du det“. Jeg begyndte at fortælle om den sidste drøm jeg havde haft. Jeg havde set to papajatræer, hvert træ havde en stor papaja. Nedenunder stod en mand og forsøgte at tage begge papaja ned. Jeg tilføjede, jeg tror ikke, han er den rigtige, han kunne muligvis også blive farlig for dig. Hun tilstod, at hun i grunden godt vidste det. Dagen før havde hun mærket, at han løj.“ Hvem er det“, ville jeg vide. Hun forklarede, at det var en skilærer, hun stod meget på ski i denne tid. Jeg kunne tydelig se det for mig. En charmerende skilærer som havde tid til at gøre indtryk på unge piger, og Silvia var tilfældigt der, men det var Helligånden også. Han er omnipotent og ved, hvem han skal kalde på i det rigtige øjeblik.
Roberts drøm den 11 april: Fritzli og han lå på Fritzlis seng, som de af og til plejede, jeg stod ved siden af. Pludselig vidste Robert at nu bliver Fritzli rask, han vidste også, at det var vigtigt at han troede. Langsomt rejste Fritzli sig op og sad på sengekanten, ryggen var nu helt lige, pludselig stod han på gulvet.
Næste scene, de to spadserede sammen ned af Orchard Road. Robert spurgte: Hvordan kan du lide den mad mor giver dig. Fritzli svarede, at han godt kunne lide god mad, men at han ikke brød sig særlig om det jeg blandede I hans middagsmad.
Jeg forstod den lige med det samme. Fritzli havde i den sidste tid haft maveproblemer. Til middag fik han frugt med forskellige kornsorter i. Nu gav vi ham kun koncentreret frugt om middagen, og kort tid efter var maven i orden.
Min drøm fra den 9 juni: Var i et hus, undersøgte om vindruerne var modne.
En særlig tid var begyndt, Helligånden havde vejledt mig meget stærkt og tydeligt det sidste halve år. De kurser jeg stadigvæk besøgte i DLS, var det bedste, jeg havde været med til, i al den tid jeg havde været kristen. Om et par uger ville nummer tre være færdig. Vi var alle sammen blevet enige om at forsætte i et fjerde, fordi vi alle syntes så godt om det. Tilladelse var blevet givet, september oktober ville blive de sidste to måneder på min missionsskole.
En morgen efter Fritz var taget af sted, vågnede jeg ved at være omgivet af Guds kraft, denne gang meget stærkt. Aldrig før eller senere, har jeg oplevet han Helligånden på denne måde. Hvis jeg ikke et par gange før havde haft en forsmag på hans ubeskrivelige kraft, var jeg blevet bange, for den kraftfulde hylde som omgav mig i dette øjeblik. Hvis jeg skal beskrive ham, har jeg kun følgende få ord: Han ved alting og kan alting, der er absolut ingenting der kan måles med ham. Det er kraft som fylder hele universet. Jeg vidste, han havde en særlig grund til at præsentere sig på denne måde, han er den stærke hjælper. Efter jeg havde haft et brusebad, stod jeg foran spejlet i badeværelset og skilte mit våde hår af på den ene side. Den kraftfulde hylde var der stadigvæk, det var den samme kraft som havde rejst Jesus fra de døde. Jeg blev ved med at skille mit hår af i midten, mens jeg gentagende gange gentog: „Jeg vil gå den lige vej og følge i dit fodspor“. Jeg sagde det ikke, fordi jeg synes jeg burde sige det, det var mit dybeste og inderligste ønske som kom inden fra, det var også Jesus ønske.
Kort tid derefter en anden drøm: Jeg steg højere og højere og hørte sige, at det var tid for mig at lære at flyve. Jeg turde ligesom ikke rigtig, nogen kom og hjalp mig ved at holde fast i mig, sammen fløj vi. Derefter prøvede jeg selv, det gik flot, hurtigere og hurtigere fløj jeg opad, det var en vidunderlig fri følelse. Jeg vågnede med: Det gik godt.
At flyve er at hæve sig op i luften, i dette tilfælde symbolsk, jeg vil gøre fremskridt åndeligt og hjælp var lovet. Gud var ved at forberede mig.
I begyndelsen af juni havde Fritzli feber, derefter fik Rohini det. Den 17 blev Fritzli syg igen. Da jeg samme morgen ville give ham hans morgenmad, lagde jeg mærke til, at hans fingernegle blev blå. Jeg gik ud i stuen og ringede til lægen. Han forklarede, at han skulle på ferie, og at jeg blot kunne indlægge ham på et sygehus. Jeg var lidt paf i første øjeblik, det ville ikke have været sket i Europa. Man har meget strenge love her, og de sidste par år var forskellige læger kommet i avisen på grund af det ene og andet, derfor tilgav jeg denne læge med det samme. Han fortalte, at han beundrede mig, for alt hvad jeg havde gjort for Fritzli, og opfordrede mig til at være stærk. Ved disse ord brød jeg sammen, i grunden vidste jeg det, der var ikke meget håb for ham nu. Jeg ringede også til Fritz, han kom hjem i løbet af en halv time. Vi besluttede at indlægge ham på det sygehus, han havde været indlagt på, dengang da han tabte pusten, da Jossy gav ham aftensmad.
Jeg var hos ham dag og nat og sov på en lille seng ved siden af ham. Desværre blev jeg også meget forkølet og måtte behandles. Feberen sank hos Fritzli i løbet af et par dage, og gult begyndte at komme op fra lungerne. Han var meget svag denne gang, men det havde han været de sidste par gange, han havde haft høj feber. Om søndagen gik det nogenlunde, vi aftalte med lægen at tage ham hjem om tirsdagen den 27. Lægen forklarede, at hans lunger nu var så dårlige, at han ikke fik nok ilt, og at han var nødt til at ligge med en iltflaske det meste af tiden hjemme. Derfor var det bedst at have et par flasker ilt forskellige steder i huset.
Søndag formiddag kom Rohini forbi med blomster til Fritzli og en hamburger til mig. Med tårer i øjnene og gråd i stemme sagde hun:“ Må Gud hjælpe dig Fritzli“. Om eftermiddagen kom Fritz‘ sekretær. Jeg sludrede med hende, mens Fritzli sad nogenlunde op i sengen, støttet af puder, og fik sin aftensmad. Natten til tirsdag sov vi begge to ikke godt, han jamrede af og til hele natten. Hen på morgenstunden kæmpede han for at få luft. Fra det tidspunkt gik det ned af bakke. Denne gang var der ikke meget, jeg kunne gøre. Jeg ringede til Fritz og sagde: „Jeg tror ikke, han klarer det denne gang“. Han svarede:“ Det kan da ikke være sandt“. Jeg sagde blot: „Kan du komme med det samme, jeg forsøger at ringe til Silvia og til den tyske skole“. Kort tid efter var de der begge to Robert og Fritz. Silvia ville komme næste dag fra Svejts. De næste par timer sad vi tre ved Fritzlis seng og så til, at han blev svagere og svagere. Brystkassen hævede sig stærkt for hvert åndedrag, han var ved fuld bevidsthed det meste af tiden, og havde sine store brune øjne fæstet på os. En halv time før han holdt op med at trække vejret, blev udtrykket i øjnene anderledes ligesom fremmed. Han var der ikke mere de sidste smertefulde minutter. Lægen var kommet og gået et par gange, de sidste fem minutter var vi der ikke, vi blev sendt ud på gangen. Vi hørte et klap inde fra værelset, jeg tror de forsøgte at genoplive ham, fordi en maskine var blevet skubbet ind i værelset i løbet af formiddagen. På mit spørgsmål om hvad den var til, havde han svaret:“ Måske behøver han lidt hjælp“. Derefter kom han ud og sagde:“ Jeg tror desværre, han er gået“.
Vi faldt hinanden om halsen, Fritz satte sig ned og blev ved med at gentage:“ Det kan ikke være sandt“. Jeg lagde min arm om ham og trykkede mit hoved til hans bryst. Til sidst var han fri. Det var på en anden måde, end det vi havde håbet og troet på i mange år. Det var den 27. juni 1994. Der var så mange ting at beskæftige sig med nu. Vi var ikke forberedte, trods alt måske klarer han den en gang til, havde vi forsøgt at opmuntre ham og os selv med. Det er smertefuldt at beskrive nøjagtig, hvad der skete over de næste par dage og uger, men det hører til, selv om jeg må tørre øjnene en gang imellem. Det ville have været lettere at slutte beretningen med: Til sidst var han fri. Fritzli er ikke ude af vores liv, selv om han er gået hjem til sin rigtige Fader, der hvor han hører mest til. Jeg tror, beslutningen var hans og hans alene.
Næstede dag hentede vi Silvia på flyvepladsen, tæt sammenslynget gik vi alle fire hen til bilen. Hun beskrev de sidste dages begivenheder. Hele tiden måtte hun tænke på Fritzli, levede han eller ikke. På banegården havde hun ringet til os, og det blev mig som gav hende den sørgelig nyhed. Jeg føjede undskyldende til: „Jeg er ked af, at du får det at vide på denne måde“. Foran telefonkabinen var hun brudt sammen. Hun havde også skuffelsen at kæmpe med, fordi i så mange år havde jeg, og dermed resten af familien, været overbevist om, at han ville blive sund og rask, på grund af den meget stærke og tydelig vision, jeg havde haft for mange år siden. En ung pige kom i dette moment hen til hende og spurgte, hvad der var i vejen. Silvia forklarede, at hun lige havde fået at vide, at hendes bror var død. Den unge pige havde lagt armen om hende. Silvia forklarede, at vi alle i mange år troede, at han ville blive rask. Det måtte være Guds visdom som havde været til stede i det øjeblik, fordi den unge pige havde givet sig tid til at overveje situationen. Til sidst havde hun oprigtig forklaret:“ Han er rask nu, måske var det det, Gud mente“. Silvia kunne for et øjeblik acceptere det. Videre fortalte pigen: „Jeg er også kristen og har også mistet nogen jeg holder meget af“.
Fritzli blev, efter skik og brug i landet, balsameret med det samme og bragt hjem i huset. Vi havde plads nok en stor stue terrasse og have. Det var her han havde levet og tilbragt mange timer og det var her gudstjenesten skulle afholdes, havde vi besluttet. Af og til gik jeg hen til kisten, han så pæn ud nu med hvid skjorte lange bukser og slips rigtig voksen. Øjnene med de lange vipper var lukket, han så ud, som om han sov. Jeg strøg ham over panden og kinderne og hviskede kærlige ord. Huden var hvid, og vokslignende, jeg vidste han ikke mere boede derinde, men det var det nærmeste, jeg kunne komme til ham i de øjeblikke. Mange tanker fløj igennem mit hoved, når jeg stod der og betragtede det kære ansigt, jeg snart ikke mere ville kunne se. Det var meget kostbare øjeblikke. Jeg takkede Gud, for den søn jeg elskede så meget, og for alt det han havde betydet for os og bad om kraft for os alle sammen.
Tirsdag og onsdag kom mange mennesker på besøg. Vi havde masser af kolde drinks i køleskabet og underholdt os hele dagen med de besøgende. På en måde var det godt, det fik en til at se ud af og ikke ind af. En kristen dame på vejen, som jeg slet ikke kendte, kom også forbi og ville tale med mig under fire øjne. Det var så sødt af hende, hvis blot alle naboer ville være så hensynsfulde. Vi bad sammen, det gjorde godt at vide, at der var nogen på samme vej som forstod.
Mange fra cateringen kom forbi i løbet af onsdagen. Om aftenen havde vi gudstjeneste ved solnedgang i haven. Huset var fuld med blomster inde i stuen og rundt om kisten, ude på terrassen og hele vejen op til gitteret, det duftede vidunderligt. Jeg kunne ikke lade være med at tænke:“ Hvis blot Fritzli kunne se alle disse vidunderlige blomster“. Vi havde sat lejede stole op på rad og række på græsplænen og på terrassen. Fritz havde sørget for, at en annonce kom i avisen, og jeg havde ringet rundt, til de forskellige som jeg synes burde vide det. Derved opdagede jeg, at Dagmar var taget på ferie den dag Fritzli tog afsked, og kom uvilkårligt til at tænke på den drøm jeg havde haft om hende: Fritzli døde, jeg ringede til hende, men kunne ikke få fat på hende. Jeg havde spurgt meget for Fritzli og Gud havde givet tegn om de ting der ville ske. Selv om jeg først forstod dem bagefter, er jeg overbevist om, at han var blevet kaldt hjem den dag og time, Gud på forhånd vidste. Jeg holder aldrig op med at undre mig over, hvordan Gud helt nøjagtig ved alting forud, og for den mægtige intelligens og personlighed han må være.
Der kom mange mennesker til Gudstjenesten, den var ikke sørgelig men ligesom lys og let og gav hver enkelt noget personligt med, tror jeg. Silvia stod op og vidnede om sin tro og det Fritzli havde betydet for hende. Jeg takkede Gud i det stille for det arbejde, han havde gjort i hende de sidste par dage, hun havde taget et meget stort skridt. Den meget musikalske præstefrue sang: It is well with my soul. Min sjæl har det godt. Denne sang gik ind i hjertet på alle, tårer blev hvisket væk. Til sidst tonede Fritzlis yndlingssang ud i haven fra stereoanlægget inde i stuen. En sang han havde hørt meget ofte og som jeg er sikker på, han identificerede sig selv med. Den hedder: Fodspor i sandet. Man ser to fodspor i sandet, det ene tilhører Jesus det andet et menneske. Da personen blev syg, så han kun et fodspor i sandet og spurgte Jesus hvorfor, der kun var et fodspor i sandet, for han havde lovet aldrig at vige fra hans side. Jesus svarede: Det var i disse øjeblikke, jeg bar dig i mine arme, jeg forlod dig aldrig.
Præsten forklarede bagefter, at det var hans succesfuldeste begravelse hidtil. En ung pige som arbejdede på sygehuset, hvor Fritzli havde ligget kom også til begravelsen. Hun græd tårer i stride strømme og var meget rørt, vi havde et par samtaler over telefonen bagefter. Så vidt jeg kunne forstå, stod hun lige midt imellem den kristen og den muslimske tro og Fritzlis begravelse blev ligesom det afgørende skridt.
Jeg havde altid troet, at når Fritzli en skønne dag blev sund og rask, ville han blive et mægtigt vidne til Guds ære. Ikke en gang tænkte jeg på, at hans liv som handikappet og hans begravelse, ville få folk til at se den opstandne Jesus og det evige liv. I tiden fremover skulle jeg få mange beviser på det.
Torsdag formiddag blev han kremeret. Da præsten kom ind i stuen, stod vi alle fire og Rohini rundt om kisten og dækkede ham til med røde roser. Ikke et øje var tørt, det var et sidste smertefuld farvel, før han forlod huset for sidste gang. Silvia lagde hurtigt et par sko ned til Fritzlis fødder og sagde:“ Nu ved jeg, du går på dine ben Fritzli“. Vi betragtede de lange tynde ben under de lange bukser og de smalle fødder, som han altså ikke fik brug for denne gang her på jorden.
Ude i det lille kapel som hørte til krematoriet stod jeg op fra bænken, hvor jeg sad og gik hen til kisten. For sidste gang lagde jeg armen om den og hviskede et kærligt på gensyn, vi ses igen, tak kære Fritzli tak, for alt hvad du har givet os. Derefter gik turen ind til krematoriet. Vi stod uden for på den anden side af glasvægen og så til, hvordan præsten for sidste gang lagde hånd på kisten, døren blev åbnet og ind gik den i flammerne med det kære legeme, jeg havde plejet i så mange år. Det gav et ryk i mig, men jeg blev stående. Bag ved mig stod Renate en af mine bedste veninder, kun hun og manden plus et par fra kirken var kommet med hen til glasvinduet, resten ventede udenfor. Bagefter sagde vi farvel og tak til de forskellige, kun de nærmeste venner og de øverste fra cateringen var kommet om torsdagen.
Vi alle fire og Rohini satte os ind i bilen og kørte ud til østkysten. Det småregnede hele tiden, men jeg havde et stort behov for ligesom at komme væk fra det hele, og resten af familien fulgte efter. Vi spadserede helt ud på enden af den lange bro og stod et stykke tid og stirrede ud i skyerne og ned i havet. Det var med blandede følelser, at vi realiserede, at vi måtte leve separeret fra Fritzli. Silvia mente:“ Han må have følt sig bagefter i livet sammenlignet med os, og han har sikkert mange gange undret sig over hvorfor“. Nu er han forud for os alle sammen, ja, han behøver aldrig mere at dø. Måske opdager han ting om os, som han aldrig før har vist, måske siger han: Jeg vidste slet ikke, Silvia var sådan. Hos Gud er der ingen hemmeligheder og ingen grænser. Måske får han lyst til at spille på piano, ligesom jeg gjorde som barn, og han sad i sin vogn ved siden af og lyttede. Nu behøver han kun at og sætte sine finger til pianoet og spille vidunderlig musik uden først at måtte lære det. En ting er helt sikkert, han kan bevæge sig, tale, føle, og smage. Han er ikke alene, han skuer også den Treeniges Guds herlighed. Han mangler ikke noget, og Gud vil viske alle tårer væk. Sagde Jesus ikke: Jeg går forud for at indrette en bolig til jer, sådan I kan være, hvor jeg er. Dette ville jeg ikke sige jer, hvis det ikke var sandt.
Jeg går til en by, hvor Guds herlighed bor,
der er aldrig en sky langt væk imod nord.
Under glædens brede vinger, jubel og frydesang,
engle som danser og synger, derhen føres min gang.
Evige kvælde strømmer fra Jesus øjne blide,
væk er livets kummer, min søn hvad vil du vide.
Hvorfor denne lidelsesgang mit liv var meget svært,
alt for kort men dog så lang, oh det var så sært.
Johannes den skinnende lampe bar på jorden her,
Som han du et vidne var for tro, håb og kærlighed.
Fra himlen høj til jorden dyb se Jakobsstigen står,
Fra øst til vest, fra nord til syd, fra ringe til rige kår.
Altid høres Guds stemme: Kom hjem mine børn,
lad ligge livets kummer, trængsel og tjørn.
Tak kære Fritzli vi ses igen, hvis Gud vil på jorden her,
et løfte var givet til videre hen, Jesus komme er meget nær.
Jeg overvejede endnu engang, den tydelige og klare vision Jesus gav mig for mange år siden og som jeg lovede ham at tro på, ja jeg lovede aldrig nogensinde at ændre min mening, lige meget hvad der blev sagt og hvad der skete. Jeg følte, han stadigvæk mente, hvad han havde sagt. Måske oplever jeg i live at se hans anden komme, og han vil have Fritzli og mange andre som er gået forud, med sig. Den spiral som jeg så dækkede Fritzli til et øjeblik, sådan at jeg ikke kunne se ham, er NU. Visionen var et mysterium fra begyndelsen og er det stadigvæk, indtil jeg har forstået og set det hele. Jeg er ikke bange for døden og går hjem, den dag Gud kalder. Det er heller ikke mere så vigtigt, om jeg ser Fritzli sund og rask her på jorden eller i paradis, men måske vil Jesus, at jeg ser frem til og beder for hans anden komme. Der er stadigvæk millioner her på jorden som skal høre om det gode budskab, før den dag kommer.
Et par dage efter begravelsen rejste vi alle til Svejts. Det var heldigt, at sommerferien stod for døren, og at børnene ikke behøvede at måtte i skole lige med det samme. Fritzlis aske var kommet i en urne, den havde stået inde i hans værelse på det lille bord pyntet med blomster, til den dag vi rejste. Det var ret mærkelig, at have den ved siden af mig I flyvemaskinen i Roberts bowlingtaske.
Urnen skulle bisættes, derfor blev en anden begravelse planlagt i Svejts. Vi aftalte med en pensioneret præst i Kølliken som havde kendt Fritz‘ forældre. Bisættelsen skulle først finde sted ude på kirkegården, derefter ville vi gå ind i kirken. Vi var kørt tidlig om formiddagen og derfor i god tid. Fritz tante og en nabo fra Spiez var med os i bilen. Middagen indtog vi i en lille restauration som lå ud til vejen ikke langt fra kirken. Ved et langt bord sad en lille forsamling af ældre mennesker, Fritz forklarede: „Det er foreningen for de ældre her i sognet“. Lidt efter kom en ældre venlig kone hen og hilste på os. Fritz kendte hende og sludrede lidt med hende. Hun bøjede sig over mig og sagde sagte, idet hun kikkede mig direkte i øjnene:“ Vi skal i kirke i eftermiddag“. Jeg svarede: „I er hjertelig velkommen til at komme til begravelsen“. Fritz og jeg var de sidste som forlod gravstedet efter bisættelsen og de sidste til at komme ind i kirken. Vi blev ret overrasket over de mange mennesker som var mødt op. Vi havde forventet, at vi blot ville være et par få mennesker, Frits søstre og nogle bekendte. Foreningen for ældre mennesker var mødt op, mange havde kendt mine svigerforældre også nogen af Fritz skolekammerater var mødt op. Fritzli hedder Fritz ligesom Fritz, og en eller anden havde hørt om det og sat det rygte i gang, at Fritz var død. Senere blev misforståelsen opklaret, men siden man havde aftalt at mødes til begravelsen, kunne man ligeså godt deltage. Inde i kirken var Fritz den første til at vidne om vores tro, og hvad Fritzli havde betydet for os, derefter vidnede Silvia så Robert og til sidst jeg. De sidste ord sagde præsten.
Svigerforældrenes restauration, som var blevet solgt til slagteren for længe siden, ligger lige over for kirken. Der blev der serveret smørrebrød, kaffe og te bagefter. Nogen følte sig fri nok til at sige til os, at sådan en begravelse havde de aldrig før oplevet. Jeg sad over for en dame som havde meget at tænke på, det stod tydelig skrevet på ansigtet. Gud havde selv forberedt det hele i god tid. Jeg må indrømme, at jeg hellere ville have haft Fritzli begravet i Spiez. Der kunne jeg, så ofte jeg ville, når vi opholdt der, besøge hans gravsted og se til, at den så fin ud.
Igen måtte jeg tænke tilbage på de drømme, Fritz og jeg havde haft for flere år siden. En søndag morgen var jeg vågnet med et indtryk af en usædvanlig drøm. Fritzli lå dø i sengen, på vej til kirke havde Fritz fortalt mig, om en drøm han havde haft for ikke længe siden. Fritzli døde, vi var ikke enige om, hvor han skulle begraves. Han ville have ham begravet i Køllikken og jeg i Spiez. Da dagen kom, vidste jeg besked, han skulle begraves i Køllikken. En hel del mennesker som kendte Fritz og mine svigerforældre var gået glip af vores vidne i kirken, hvis han var blevet begravet i Spiez. Når nogen dør eller skal giftes i Svejts, bliver det opslået på en tavle i sognet, for alle til at se og læse, for en hvis tid, derfor vidste man besked i Køllikken. Havde det været opslået i Spiez, havde muligvis en hel del mennesker ikke hørt om det. Når vi besøger Fritzlis grav, besøger vi samtidig med svigerforældrenes. I grunden var det rigtigt, at det blev sådan. Som så mange gange før, måtte jeg undre mig – i sandhed, Gud interesserer sig for alting som vedrører en.
Efter den tredje og sidste begravelse måtte vi alle af og til undre os over, hvordan Fritzli nu så ud. Hans ryg må være lige, for han er ikke mere syg. Måske er han også større, vi diskuterede om det indbyrdes. Fritz mente:“ Hvis blot Gud ville give os et minut til at se ham ligesom på et video, ville det ikke være vidunderligt“. Helligånden overførte vores inderligste ønske, er jeg overbevist om. Jeg drømte den følgende uge: Fritzli lå på sin seng i hvide klæder. Rohini stod ved siden af, jeg satte en finger til munden som tegn på, at hun skulle forholde sig rolig. Jeg sagde: Hans legeme er aske, men her ligger han. Langsomt åbnede Fritzli øjnene og rejste sig op. Han var højere og bredere over skulderne, end vi kendte ham. Hans ansigt skinnede som en lille sol, han så meget meget lykkelig ud. Han kom hen til mig, tog mig ved hånden og sammen gik vi et lille stykke. Pludselig hævede han sig og jeg så ham stige opad bagfra. Jeg fortalte familien om mit natlige syn. Fritzli havde valgt den bedre del og det måtte vi unde ham, selv om vi kom til at savne ham meget i tiden fremover.
Rohini havde været alene i huset med katten og hunden i ferien. Det var meget mærkelig, at Fritzli ikke var der, da vi kom tilbage til Singapore. I så mange år havde han ventet på os, når vi havde været et eller andet sted. Han hørte med til vores tilværelse, og nu var han der pludselig ikke mere. Huset var ligesom tomt uden ham.“ Jeg har noget meget vigtigt at fortælle dig angående Fritzli“, sagde jeg til Rohini så snart vi ankom. „Det har jeg også“, svarede hun. Jeg fortalte hende om mit natlige syn, hvor jeg havde set Fritzli rejse sig op komme hen til mig og stige opad. Hun forsatte: „Jeg havde også en drøm om Fritzli, han lå på sin seng, jeg ikke Rohini, havde klædt ham på i hvidt. Jeg kikkede på ham og sagde: Er du levende Fritzli, han åbnede øjnene og smilte til mig. Rohinis drøm var begyndelsen af min. Hun havde haft den første halvdel jeg den anden. Gud har usædvanlige måder at bekræfte noget på. Disse drømme var ikke blot ønskedrømme, de var et sandt vidne ovenfra, givet til os af engle i en drøm eller natligt syn, som det ofte bliver kaldt i biblen. Engle er budskabsbringer, et par gange havde jeg set og hørt dem, også dette er er fuldstændig bibelsk.
Første august blev Fritzli 26 menneske år gammel, i himlen er vi altid unge. Det var, trods alt, lidt mærkeligt ikke at have ham om os på den dag. Siden hans bortgang havde vi ikke forandret noget i hans værelse. Den anden august tog jeg mig sammen, jeg måtte igennem det, værelset kunne bruges til noget andet. Fritz‘ kontor som hidtil også havde været fjernsynsværelse blev for fremtiden kun hans kontor, den brede fjernsynsseng kom ud. Fritzlis værelse blev lavet om til fjernsynsværelse, selv hunden og katten havde god plads derinde, når vi af og til samledes der. Den dag jeg ryddede op, skete noget højst besynderligt. En sort due kom flyvende ind i stuen og landede bag Fritz‘ store stol. Der begyndte den at sitre stærkt. Jeg tog den i min hånd og strøg den forsigtigt over fjerene. Sammen med børnene bad vi for den og lagde den i en kurv med en lunken varmeflaske i bunden dækket til med et klæde. Vi forsøgte at give den lidt vand, trods alle vores anstrengelser døde den senere på eftermiddagen. Det resulterede i en lidt komisk stemning i huset. Det var ret mærkværdigt, at dette skulle ske den dag jeg ryddede op i Fritzlis værelse, var en tanke, som vi alle havde. Jeg vidste ikke rigtig, om det havde en betydning, hvis så, så i hvert fald ikke noget overtroisk. Det eneste jeg kunne forestille mig det kunne betyde var, at den var et tegn for den ånd som havde forladt værelset. Måske kikkede Fritzli ned oven fra og så, at vi ryddede op, og fik lov til at give os et tegn en gang til, måske savnede han også os.
Rohini fik det meste af Fritzlis aflagte tøj til sin søn. Et par lange bukser og en bluse beholdt jeg til minde trods alt, samt en større dukke han havde været meget glad for. Den store gave Jesus gav os alle ved at komme til jorden, dø for os, overvinde alle fjender også døden og giv evigt liv til alle som tror på ham vil blive sigtbar, og vi vil aldrig kunne holde op med at prise ham for det.
Præsten begyndte engang sin prædik med: Er I alle lige så retfærdige som Paulus, nogen strakte hånden op, han fortsatte med, er I også lige så retfærdige som Jesus, kun få strakte en hånd op. Præsten forsatte: Det beviser kun, hvor lidt i lærte sidste søndag. Når en hund får små, har den hvalpe ikke noget andet, når vi er født på ny, som Jesus byder os i Johannes evangeliet, så har vi fået Jesus retfærdighed, også selv om vi ikke er helt perfekte i det daglige. Jesus blod dækker os, og Gud ser i os Jesus retfærdighed. Vores liv er gemt i ham, vi blev ikke alene født på ny, vi døde også med ham på krydset. I Guds åsyn er det en stor synd, det er også den største synd nævnt i biblen, ikke at antage det han frivillig gav til hele verden sin førstefødte søn Jesus Kristus.
Et rejsebureau i Peoples Park annoncerede en femdags tur til Lake Toba i Indonesien. Jeg meldte børnene og jeg til, vi havde alle ligesom brug for forandringer i denne tid. Fritz tog det ikke så godt, var ofte urimelig, vi måtte hver især prøve, med Guds hjælp, at komme igennem denne svære tid. Af og til måtte jeg tænke på, om Fritzli også savnede os, så meget som vi savnede ham. Når jeg var alene i soveværelset, kikkede jeg ofte på hans billeder, fældede en tårer og sagde: „Hvad for en kostbar vidunderlig gave du var Fritzli, du havde det reneste forhold til din skaber som et menneske kan have, jeg savner dig så meget, savner du slet ikke os“. Vi var vokset meget tæt sammen i de år og det var som om en meget vigtig del af mit liv pludselig var snittet væk.
Efter et par måneder havde jeg ved fire, fem tiden om eftermiddagen ikke mere inderlig kraft, en depression begyndte at krybe ind. Jeg synes, det var en evighed siden, jeg havde set ham sidst, og savnede ham utrolig meget. Jeg gjorde det eneste rigtige, jeg vidste at gøre, jeg begyndte med en time bibellæsning og en time bøn hver morgen, før jeg gjorde noget andet. Hvis jeg skulle ud af huset om morgenen, sørgede jeg for at stå tidligere op, sådan at jeg havde to timer privat med den Almægtige, før jeg gjorde noget som helst andet. Det hjalp allerede den første dag. Jeg kunne mærke, hvordan det jeg læste i biblen helbredte mit sårede hjerte. Jeg læste i biblen hver dag, men i denne tid var det vigtigt, at begynde med det tidligt om morgenen. En time i bøn styrkede mig inderligt, derefter have jeg fred i hjertet og for det meste en sang på læberne til at fortsætte med resten af dagen. I denne tid drak jeg intensivt af den levende kilde.
Silvia var meget skuffet inderst inde, at Fritzli ikke blev sund og rask, og det tog hende et stykke tid at komme over skuffelsen. Hun fordybede sig i sit studie og prøvede at finde svar i psykologiske teorier for blot at komme tilbage til begyndelsen, svaret ligger hos Gud. Heldigvis havde hun fundet en god kirke, hvor hun aktivt begyndte at hjælpe til. Det traf sig sådan, at kirken i denne tid offererede et godt intensivt kursus for så og så mange dage hvert kvartal for to år. Disse kurser gik meget dybt og var en god sammenligning til meget af det, hun måtte igennem på socialskolen. Ligeledes blev hun vejledet til et ekstra arbejde, hvor hun tjente godt ved siden af at kunne passe sit studie. En læge som af og til besøgte samme kirke var blevet skadet i militærtjenesten, og som følge deraf måtte han opereres i nakken. Resultatet efter operationen var, at han var lammet fra nakken og nedefter og måtte bruge et apparat til at trække vejret med. På sygehuset havde han lært en sygeplejerske at kende, de flyttede sammen og giftede sig. På grund af sin tilstand var det nødvendigt, at han altid havde nogen om sig. Silvia hørte at de søgte en ekstra hjælp og fik jobbet. En gang om ugen tog hun derhen efter skoletid og blev til næste morgen. En dag besøgte jeg dem og genkendte med det samme den ekstra gave hans hustru havde fået ovenfra til at se efter ham. Jeg har altid vidst, siden dengang jeg selv tog det skridt, at der var en ekstra kraft som bliver tildelt sådanne som i Guds navn tager den slags opgaver på dem. Jeg fornemmede også den byrde han levede under, jeg havde mærket den hos Fritzli DET ER MULIGT at bære det godt med Guds hjælp, man behøver ikke at leve et ulykkeligt liv.
Robert er født en kæmper, han fortalte mig efter et par år, at han en aften, kort tid efter Fritzlis hjemgang, gik op og ned ude på græsplænen og talte til djævlen. Han lovede ham evigt fjendskab, fordi han havde vovet at blande sig i sin brors liv, det ville han komme til at fortryde mange gange. Hvad han beslutter, det udfører han på stedet. Ikke længe efter begyndte kristendommen at udbrede sig i den tyske skole under eleverne. Jeg tror at Gud havde forberedt ham til det de sidste to år. Han havde trukket ham væk fra dårlig indflydelse, fyldt ham til randen med sin ånd og åbenbaret Ordet personligt til ham. Også selv om man er en kæmper, har man et indere, vi havde alle sammen noget at overvinde. Han fortalte, at han ofte måtte tænke på Fritzli, især på de gange han havde taget ham ud på en spadseretur i vognen og de ting han havde fortalt ham. Dermed viskede han en tåre væk og spurgte:“ Kan vi tale om noget andet“.
Til den amerikanske flagdag samledes forskellige studenter i skolen for at bede for den. Da nogen mærkede, at det var alvorlig ment, forsvandt de ud på fodboldpladsen. En anden mente, at man først skulle spørge præsten eller biskoppen, om man kunne bede på denne måde, dermed forsvandt han også. Robert fortalte: „Jeg siger dig ikke hans navn, kun at han er katolsk“. Tilovers af gruppen var dem fra missionshjemmet, Robert og et par andre. Man blev enig om at træffes en gang om ugen efter skoletid. Et brev blev skrevet til skoleforstanderen om tilladelse til at benytte et klasseværelse efter skoletid hver onsdag. Forstanderen gav tilladelse og den tyske præst, en dame, kom forbi et par gange for at se, hvordan det funktionerede. Robert overtog ledelsen fordi ingen andre ville. Det blev begyndelsen til bibelgrupper uden for skoletid i den tyske skole.
Året efter blev en anden gruppe for de yngre organiseret. Et tysk missionsspar så det som en opgave at åbne en gruppe for de mindre, og dermed var behovet dækket i skolen. En tysk dame fra bibelgruppen begyndte med en kristen børnehave og fik 20 små børn første gang. Hun måtte finde en plads uden for det private hjem til dem og et par damer til at hjælpe til.
Robert sørgede for, at det også kom ud i det åbne, ikke noget med at være mærkelige tilbageholdne kristne. I middagspausen havde de deres eget bord, hvor de sad og læste i biblen, lige glad med om nogen så skævt til det. Når de ældre elever forsvandt i et rygehjørne, forsvandt de kristne til deres eget hjørne og bad sammen. Af og til kom en lærer forbi i bibelgruppen for at se med egne øjne, hvad der foregik. Troen blev et tema i skolen. Selvfølgelig blev de ofte angrebet af elever såvel som af visse lærer. Robert så det hver gang som en udfordring og var aldrig sen til at strække hånden op i undervisningen og spørge om tilladelse til at forklare et kristen standpunkt. Ofte vidnede han til den ene eller anden i pauserne. Af og til går det hårdt til i klassen angående temaet troen, fortalte han et par gange. Jeg svarede hver gang:“ Øv dig blot med ord, det kommer dig til nytte en dag, Gud vil bruge det“. Når jeg selv brugte et svar til et vanskeligt spørgsmål, tyede jeg til ham og blev flere gange overrasket over de åbenbaringer, Gud havde givet ham.
En af eleverne i skolen omvendte sig til den muslimske tro. Hele skolen fik nyheden, fordi han gik omkring med den typiske hue på hovedet og fortalte om sin muslimske gruppe, som han besøgte regelmæssigt. Han var meget jaloux på de kristne og kunne finde på at blive aggressiv. Robert kom hjem en dag og fortalte, hvordan han havde slået løs på Kristian. Denne havde blot vendt den anden kind til og sagt: „Jeg elsker dig min bror“. Den anden vidste i dette øjeblik ikke mere, hvad han skulle gøre. Robert havde en samtale med ham under fire øjne, han fik et meget interessant svar. Han havde sagt: Hvis du havde talt til mig før jeg omvendte mig til den muslimske tro, var jeg blevet kristen. Robert opfordrede ham stærkt til at overveje troen endnu en gang.
Klassen tog til Desaru i Malaysia i efterårsferien. Denne gang blev det til en telttur ved havet. De havde en vidunderlig afslappet tid sammen med lærerinden og kunne for kort tid glemme pligterne I skolen. En aften på stranden, mødte de nogle malaysiske unge mænd. Robert begyndte at fortælle om Fritzli og sin tro. Den ene af de unge mænd havde et slemt udslag på kroppen. Der blev bedt for ham, før de gik hver til sit. Næste dag kom den unge mand tilbage, han kunne ikke meget engelsk men med fagter og mine, viste han dem at udslaget fuldstændig var forsvundet over nat. Han holdt den ene tommeltot høj, mens han sagde:“ Jeres Gud den bedste“.
Som så ofte i den sidste tid måtte jeg undre mig over, hvordan Gud på sin egen måde, svarede på vores bønner. Mange er de gange, jeg havde håbet på, at den dag Fritzli blev sund og rask ville alle i den tyske skole få høre om det. De fik også at høre om troen, selv om Fritzli blev sund og rask i paradis. Det i sig selv er et Guds under.
Et brev ankom fra Inge i København. En veninde, som jeg havde lært kende i Etiopien, og som Fritz havde truffet igen på sit besøg hos Røschlis, men som jeg selv ikke havde set i mange år. Hun skrev, at den dag hun havde fået mit brev om Fritzlis hjemgang, var hun kørt ud til vandet. Der havde hun siddet og tænkt på os og Fritzli og havde fældet et par tårer. Hun er aktiv i kirken såvel som i forskellige foreninger. Ikke længe efter skulle hun holde et foredrag og havde ved denne lejlighed fortalt om Røschli og om os og Fritzli. Som så mange gange før takkede jeg Gud dybt fra hjertet, at Fritzli trods alt fik lov til at være et vidne om vores fælles tro.
Det efterår havde vi meget røg over Singapore på grund af skovbrande i Indonesien og Malaysia. Det var sket flere gange før, at det kom ud af kontrol. Som regel hjalp det først, når regntiden satte ind. Det var ret slemt det efterår, røgen plagede os alle ud over det normale. For mit vedkommende udartede det sig med hovedpine og svien i øjnene. Jeg var stadigvæk på det sidste kursus i DLS. Blot det at komme udefra og ind i salen i det øjeblik lov og pris fandt sted var meget opløftende, man blev så og sige regenereret åndeligt. I sådanne øjeblikke takkede jeg Gud for denne tid, det var lige hvad jeg havde brug for. Denne gang havde vi meget gode referenter til at undervise. Aldrig før eller senere er jeg blevet velsignet så meget som i denne tid. Gud vidste på forhånd hvorfor, da han gav mig drømmen om at besøge en missionsskole med tre bogstaver.
En aften havde vi en præst fra Johore, Malaysia som referent. Ud fra det han fortalte, kunne vi forstå, at han var præst for en meget levende kirke. I hans kirke omvendte mennesker med en hvis rang under muslimerne sig. Det er ikke altid let og stadigvæk ikke ufarligt for de betræffende. Det frie valg som kristendommen er, kan i den muslimske religion være et tryk. Det var derfor heller ikke så underligt, at han havde meget at sige om, hvordan mennesker bevist eller ubevist lægger tryk på andre. Han selv levede højst sandsynlig under et vist tryk, hvad han også gav udtryk for ved at sige: „Jeg har fortalt min familie, at hvis jeg en dag ikke kommer hjem, så er det fordi jeg har måtte drikke te med andre“. Jesus ved god besked om disse ting og vandre tæt med sådanne mennesker. Han var en af dem, vi alle syntes bedst om, fordi han var så fuld af den Hellige Ånd. Det var ikke svært at forestille sig, at rundt om ham stod mægtige engle, og at Jesus personligt talte til ham.
En aften opfordrede han os alle til at bede stærkt for røgen til at forsvinde. Vi stod alle op fra vores stole og bad højt, præsten beordrede røgen til at forsvinde allerede næste dag. Til sidst sagde han:“ Det får i beviser for i morgen“. Til min og andres store overraskelse var røgen på retur næste dag uden hjælp af regn og snart blev vi røgfri. Som så ofte før i disse møder, undrede jeg mig over, hvor villig Gud er til at svare på bønner, når blot hans børn vil stå sammen i enighed og den samme tro.
Fritz havde ikke den støtte som jeg havde i denne tid, og det kunne mærkes på ham. En dag fortalte han meget langt nede, hvordan han var røget i luften på sit arbejde, nu måtte han se af få det gjort godt igen. En dag var det mig, han helt urimelig røg i luften over. Jeg følte mig meget såret, selvfølgelig vidste jeg, at han måtte have luft på en eller anden måde, men der er en grænse til alting og at beherske sig, er noget der er forventet af os kristne. Robert fik nys om det, og skrev os et privat brev som sårede Fritz‘ stolthed som far en hel del. I min private time med Gud, bad jeg ham om at hjælpe Fritz med at undskylde sig. Selvfølgelig havde jeg tilgivet ham, men der er gange hvor det også skal siges og ikke blot overses. Jeg må indrømme, at jeg var meget overrasket, da præsten den følgende søndag i kirken opfordrede alle mænd til at stå op og undskylde sig over for deres hustruer, for alle de gange de havde været urimelig over for dem. Det havde jeg aldrig før oplevet i kirken. Jeg kunne se på Fritz ansigt, at han mente det og var ulykkelig over, at han ikke kunne beherske sig, han trængte også til Guds hjælp i denne tid.
Det var Gud selv som gav ham nøglen til at blive hjulpet. At det kom fra en side som havde med penge at gøre, var en overraskelse for mig, men Gud forstår at gøre indtryk på sine børn. Han havde spurgt mig for et stykke tid siden, hvad vi skulle gøre med alle papirerne fra invalide forsikringen. Jeg mente, vi skulle gemme dem et stykke tid for at se, om de ville betale de sidste regninger. Siden Fritzli var blevet 20 år gammel, var han ikke forsikret nogen steder, hvis han blev syg. Her i Singapore havde man nægtet at have ham i sygekassen, fordi han var for syg. I Svejts ville man ikke vide af ham, fordi vi boede i udlandet. Han fik mere i rente, siden han var blevet 20 år. Først fik han 1.600 svejtserfranc, beløbet blev forhøjet et par gange, de sidste to år fik han 2.200 svejtserfranc om måneden. Sygehuse er ikke billige i Singapore, men heller ikke så dyre som i Svejts. Vi kunne klare den med renten, derfor betalte vi også selv. Medicinen og hans vogne måtte han også betale selv. Efter hans sidste sygehus ophold havde vi sendt en regning til Invalideforsikringen og ventede på svar, derfor synes jeg, vi skulle beholde alle papirerne foreløbig, men der kom aldrig et svar på noget som helst. Da Fritz anden gang nævnte det med bemærkningen om, at Fritzli jo ikke mere var syg, indså jeg rigtigheden af det og svarede enkelt: „Gør blot som du vil“.
Han tilbragte to timer i sit kontor med at læse alting igennem for til sidst at smide det hele i papirkurven. Tung om hjertet kom han ind i soveværelset. Jeg var lige blevet færdig med at læse en salme fra biblen og læste den en gang til højt for ham: Det hjælper ikke at i græder over jeres børn, for de er Guds arv, var den linje som gjorde mest indtryk på os. De ord blev levende for os i dette øjeblik, noget skete med os. Fra den dag af var sorgen ude af huset. Når jeg ser tilbage, ved jeg, at Gud ønskede de papirer fjernet, fordi Fritzli er sund og rask.
I Jesus har vi fået en ny identitet allerede her i livet. Igen og igen lader Gud os mærke, hvad det betyder at være medlem af hans kongelige familie. Gud er ikke interesseret i invalideforsikringer for dem som er i paradis. Jeg er også overbevist om, at vi ikke får brug for den slags i tusind år riget.
Vi vender hjem
Der skete lidt af hvert det følgende år. Jeg tog flere kursuser på Britisk Counsel i engelsk, noget jeg længe havde ønsket at gøre, men ligesom ikke rigtig synes jeg havde tid til, fordi der altid var meget arbejde hjemme. Imellem kurserne var jeg så uheldig at få dengi feber. Denne sygdom overføres af myg, er en virus og kan derfor ikke behandles. Man antager største del af befolkningen har haft den i mildere form. Den udarter sig som en slags forkølelse, med undtagelse af, at man også får udslag på kroppen. I de 24 år vi har levet i Singapore er jeg blevet stukket mange tusinde gange. En af grundene fortalte mig en læge er, at jeg har en tynd hud. Fritz blev aldrig stukket, der behøvede kun at være en i huset, den ville begynde at kredse om mig, derfor tror jeg, at de også kan lugte blod. Jeg havde altid citroner i huset, som jeg efter at være blevet stukket rev stikket godt ind med, og hvis jeg ikke rørte ved det, forsvandt symptomerne i løbet af en halv time. Denne gang var det anderledes. Jeg blev meget syg og måtte på sygehus. Blodprøver bekræftede dengi feber. Jeg vil ikke uddybe alle symptomerne her, kun at det var en del værre end malaria. Det værste, den inderlige tørst og timelang hovedpine hver dag i ugevis. Det tog en måneds tid at komme oven på igen og et par måneder til mit nervesystem havde normaliseret sig.
Jeg var med Fritz en tur til Sydafrika. Han var blevet inviteret derned sammen med mange andre fra overalt I verden. Man ønskede nye ideer og forslag udefra til at forbedre lufthavnen med. Han ville tage nogle ekstra fridage, sådan at vi kunne opleve noget mere af landet. Det var dejligt igen at sætte fod på afrikansk jord, der er noget særligt ved Afrika. Det har med menneskerne og landet at gøre. Det lugter anderledes, atmosfæren om menneskerne er anderledes. Den største forskel imellem det hektiske Singapore og Afrika ligger i, at tiden går dobbelt så langsomt i Afrika. Vi havde, efter mange år i Singapore, fået den indstilling at tiden går hurtigt over alt i dag. Ja, jeg troede I grunden, at Gud lod jorden dreje hurtigere, men sådan er det ikke I Afrika, der har man mere tid til alting.
I Johannesburg blev Fritz og jeg inviteret på en tur igennem det berømte Suwetho sammen med en afrikaner som benyttede lejligheden til at give os et indblik I sin politiske indstilling. Vi fik en første hånd forklaring på, hvor dybt det ligger I sindet hos afrikanerne. Tankefuld betragtede jeg de mørke øjne i det mørke ansigt som ønskede at blive forstået fra inderst til yderst. Det er let at forstå folk når de udgyder af deres sjæl. Fritz gav de rigtige svar, hvis blot Guds børn ville holde sammen, ville det hele være så enkelt. Det berømte Suwetho, som ellers ikke er tilgængeligt for hvide mennesker, de fleste hvide sydafrikaner har aldrig været der, er en bydel for sig, hvor kun de mørke har adgang. Det må have været en betydningsfuld person som havde inviteret os, for politiet som stod på hvert hjørne kendte ham overalt. Suwetho selv består af små lave huse et par enkelte skoler en kirke og et pænt stadium. Hist og her blev der solgt frugter og grønsager og andre små ting på hjørnerne, men ellers var der ikke noget særligt ved Suwetho.
På min fødselsdag stod jeg på spidsen af Cap Town Sydafrika. Den stærke vind bragte lugten af sæl – fiske, som legede sammen på en lille ø lidt længere væk, hen imod os. Jeg stirrede ud over det blå hav, meget længere sydpå ville jeg aldrig komme, hvad ville fremtiden bringe for Fritz og jeg, hvor længe ville vi blive i Singapore. Noget nyt ville være sket I løbet af de næste par år. Jeg lod tankerne flyve med den stærke vind, og undrede mig meget over de nye ting som på den ene eller anden måde ville komme til at ske i vores liv. Hvilke tegn ville englene lade falde for os, og hvad ville vi gøre med dem.
I Kapstad havde vi fået et værelse højt oppe i et hotel. Det blæste stærkt den første aften, jeg kikkede ud af vinduet, gaderne var mennesketomme. Den stærke vind legede med små stykker papir og andet som den kunne få fat på. Man skulle tro folk holdt sig inden døre bange for at gå ud. Man fik også på fornemmelsen at bygningerne kunne falde sammen hvert øjeblik. Jeg ringede til receptionen og spurgte, om det altid blæste så stærkt, og om det var farligt at opholde sig på gaderne om aftenen. Jeg fik et ja på begge spørgsmål. Det her er Afrika, godt og ondt står tæt og synligt ved siden af hinanden. Vi tændte for fjernsynet en evangelist gav os Guds ord. Jovist I dag er hans ord meget nær ved at være hørt i et hvert hjørne I denne verden.
Vi var i mellemtiden flyttet ud på østkysten, og Robert kørte til skole i sin egen gammel bil, fordi skolebussen kom ikke derud, og det ville tage et par timer med bus og undergrundsbane en vej. Han var nu i sit sidste år før studentereksamen og var travlt beskæftiget med sit studium.
Det år herskede en ubekendt virus i landet. Vi vågnede hver morgen med hovedpine og det over flere måneder. For Fritz vedkommende var det så slemt, at han en lille uges tid ikke kunne arbejde og kun lå og stirrede ud i luften i sengen. Efter et par måneder blev det langsomt bedre, hovedpinen begyndte langsomt at trække sig tilbage for til sidst helt at forsvinde. En veninde fra Bangladesh måtte på sygehus, fordi hun efter et hovedpine anfald også fik et epileptisk anfald. Jeg antager at mindst en tredje del af befolkningen var smittet denne gang.
Ikke langt fra hvor vi boede lå et hjem for handikappede. I en drøm havde jeg set den samme person med kutten på hovedet, som jeg havde set, dengang jeg drømte, jeg skulle gå ind i Fritzlis værelse for ellers døde han. Denne person førte mig igennem en port, og jeg var klar over, at dette projekt havde gode udsigter. Jeg havde også fået at vide, at disse børn ikke var totalt handikappede, men kunne bruge arme og ben. Jeg besøgte hjemmet, det var rigtig nok, alle kunne bruge arme og ben, og de fleste gik halv dags i en speciel skole. Det som puslede mig en del var, at hjemmet ikke var kristen ført. Mente Gud virkelig, at jeg skulle interesserer mig for noget, hvor man havde et tempel på toppen af huset. Jeg analyserede drømmen et par gange og besøgte også hjemmet et par gange. Til sidst var jeg overbevist, Gud havde talt.
En gang om ugen besøgte jeg hjemmet for at lege med børnene. Forholdene var langt fra gode der. De havde ikke noget at beskæftige sig med, og ud over det nødvendigste som at få mad at blive vasket og sove, blev der ikke gjort noget for dem resten af dagen, heller ikke lørdag og søndag. De fleste, men ikke alle, besøgte en slags specialskole halvdelen af dagen, hvor man ligesom prøvede at lære dem de nødvendigste ting, som hører med til en almindelig opdragelse, nogle få lærte at læse og skrive lidt. Det blev fortalt mig, at de fleste havde epilepsi og var mental handikappede. Nogen af dem var også lidt fysisk handikappede, men der var ikke nogen som ikke kunne bruge deres ben.
Jeg købte et skab og forskelligt legetøj og begyndte at prøve mig frem med, hvad som var muligt for dem. Jeg havde denne drøm om, at skubbe bordene sammen i hallen. Det var en god idé, for derved havde jeg overblik over, hvad de alle lavede. Den sidste time om eftermiddagen blev til sport udenfor. Jeg var klar over, at dette ikke var et sted, hvor man åbent kunne demonstrere den kristne tro, det forstyrrede mig en del i begyndelsen. Havde jeg ikke været overbevist om, at Gud havde givet et tegn, havde jeg muligvis aldrig begyndt på noget der. De første gange bad jeg meget for et tegn om, at kunne underholde mig med børnene om dette emne. En dag på vej derned, sagde jeg ligeud i luften:“ Hvis du giver mig et tegn i dag, når vi sidder rundt om bordet og tegner, maler og leger, så ved jeg, at jeg kan“. Johnson, en Malay – dreng på 15 år, sagde helt naturligt, da vi sad om bordet: „Jeg har været i paradis, der mødte jeg Gud, derfor når der er noget i vejen her, så beder jeg Gud om hjælp“. Jeg stirrede et øjeblik på ham, jeg havde fået mit svar. Jeg købte bøger med kristne børnehistorier illustreret med billeder. Når vi var færdige med sport, satte jeg mig ned udenfor og fortalte fra biblen, samtidig med viste jeg dem billederne. Det varede ikke længe, før jeg mærkede, at det var populært at være kristen imellem børnene. En dag sad jeg igen på stenbænken udenfor omringet af en skare børn. Det var kort før klokken ville ringe, tegn til at aftensmaden var færdig og nu blev serveret. Jeg havde læst en historie, vist billeder og fortalt dem, at det var en sand historie. En dreng skubbede en anden væk med ordene:“ Du er kun buddhist“. Den anden så skuffet ud, og det stod tydelig skrevet på hans ansigt, at han også gerne ville være kristen. Jeg fik på fornemmelsen, at kunne omvende dem alle sammen, hvis jeg havde haft frie hænder til det. For sådanne øjeblikke takkede jeg Gud for at have vist mig stedet.
Børnene kom af blandede religiøse baggrunde, alle religioner repræsenteret imellem dem. De fleste kom fra dårlige familieforhold, alle havde en sørgelig historie at fortælle, hvad de færreste gjorde. Af sygeplejerskerne og lægen fik jeg lidt efter lidt noget at vide om dem. De fortalte også, at jeg var den første til at holde ud, andre var kun blevet 2 eller 3 gange. Af og til tog jeg mig tid til at lytte til deres beklagelser. Lægen selv gav mig en forklaring om, hvorfor dette sted var så vanskelig. Hjemme bragte jeg disse ting for Guds trone. Derigennem lærte jeg selv en hel del.
I Singapore skal alle teenager for en hvis tid involveres i en eller anden institution hver uge, det er fest-lagt i deres uddannelse i skolesystemet. Derfor er interessen vækket, man har stiftet bekendtskab med mennesker som er anderledes og bruger hjælp. Mange forsætter af egen fri vilje deres besøg sådanne steder. De giver af deres overskud ikke kun af penge men også mange andre ting. Jeg synes det er et udmærket arrangement. Man har også klinikker for sådanne som ikke tjener for meget. Læger skiftes til at møde op et vist antal timer hver uge og give frie konsultationer. I det hele taget man kan lære meget af de praktiske kineser. De ser det som en ære at kunne tjene deres land på den ene eller anden måde. I det sociale system som vi er vokset op i, er man næsten frataget disse pligter, som man som menneske har godt af, nemlig at hjælpe hinanden.
Efter et halvt år synes jeg forholdene var gode nok til at spørge nogen damer, om de ikke kunne tænke dem at hjælpe til, snart var vi en lille gruppe. Gaby, Renate, Irmgard, Patricia, Helga og jeg, senere kom Anjana og andre dertil eftersom nogen af os rejste. Jeg takker Gud for damernes kærlighed og interesse for børnene, de så det alle som en opgave. Der er også en hvis tilfredsstillelse ved det, jeg havde også godt af det, samtidig begyndte jeg på min beretning, som jeg nu er ved at afslutte.
Gud velsignede ikke kun damerne med en indere tilfredsstillelse, han gav dem også talenter. Noget begyndte at ændre sig i deres liv på forskellige måder. Gaby involverede sig endnu mere i bibelgruppen. Hun har en medfødt gave til at videre give Guds kærlighed. Børnene elskede hende og hun dem. Renate opdagede, at hun kunne male, ja at hun til og med var ret god til det og begyndte at tage undervisning. Helga opdagede, hun kunne tegne helt professionelt. En dag spurgte jeg hende, hvor har du lært det, til min overraskelse svarede hun: „Jeg har opdaget, at jeg kan tegne ved at arbejde med børnene. Patricia fra Spanien, den eneste ikke tysktalende dame som vi alle kom til at holde meget af, livede op og glæde kom ind i hendes liv. Ingen gør Gud en tjeneste uden at mærke hans velsignelse på en eller anden måde. Efter en hvis tid kom en lærer fra skolen, som børnene gik til, på besøg. Sammen fik vi et godt indblik i hinandens arbejde. Det var en god fornemmelse at mærke, at man var parat til samarbejde og forståelse. En hel del var sket med personalet og børnene siden vi begyndte at komme ugentlig. Børnene var rykket ind i midtpunktet, og man var ved at opdage at ting kunne ændres.
Robert overraskede mig en dag med at sige: „Altså mor, jeg drømte om dig i nat, du var gravid, ud af maven kom børn, du sagde:„ Give mig flere af de frosne børn.„ Min halvvoksne søn betragtede mig med mærkelige øjne, jeg kommenterede: „Den forstår du vel nok.„ Ja det gjorde han og måske dog ikke, for han sagde: „Altså mor i din alder får du børn.„ Han lærte den dag, at når Gud viser os noget nyt, gør han det mange gange ved at give en drøm om en fødsel. Når han sad ved sine lektier hjemme på værelset og jeg var i Moral hjemmet, steg indtrængende bønner om frosne børn op til Guds trone. Jeg er sikker på Gud modtog disse bønner.
En eftermiddag lavede vi et diskoparty. Jeg havde altid min lille radio med, denne eftermiddag blev den skruet op på fuld drøn med larmende musik. Børnene blev sminket og fik lov til at danse og hoppe. Der var popkorn og coca cola i massevis. Jeg kan stadigvæk se overraskelsen i ansigtet på den strenge sygeplejerske, som havde den ledende stilling i hjemmet, da hun den eftermiddag kom på arbejde. For første og eneste gang så jeg hende smile.
En halvstor dreng sad ligesom en statue med krydsede ben uden at kommunikere med nogen i timevis. Gik vi hen til ham, rejste han sig hurtigt op og flygtede. Kun når mad kom på bordet, satte han sig ved siden af de andre. Jeg følte det som en stor sig, den dag han tog en bold, jeg havde ladet rulle hen til ham. Nærmere kunne vi længe ikke komme ham. Efter et års tid med regelmæssige forsøg på at komme ham nærmere, begyndte han at vise interesse. Den dag jeg kunne sidde ved siden af ham i en sofa og fik lov til at holde hans hånd et øjeblik og flygtigt så et glimt af: „Kan du lide mig„ blev til et af de betydningsfuldeste øjeblikke i hjemmet. Hvilke baggrund havde han, hvad var der sket.
En halvvoksen pige fortalte om sit forhold til faren og hvad de gjorde sammen. Jeg var chokeret, dette måtte jeg melde sygeplejerskerne. Så var der den rundelige indiske pige som for det meste sad og viste det hvide i øjnene mens vandet løb ud af munden. Lagde hun hånden på nogen var det umuligt at ryste den af. Hun havde en overnaturlig kraft og børnene var lidt bange for hende. Vi lærte hende at tilgive og stifte fred. Et under skete, hun blev en anden person og brugte ikke mere så meget medicin. Ja hun elskede at stifte fred og være god ved andre, hun blev ligesom et stort hjerte. Når vi kom, ville hun med det samme have sin bog. Hun lærte at skrive en lille smule, og vi kunne se, at hun begyndte på en indere udvikling. At ikke at kunne tilgive har sådan en stor kraft, vidste jeg ikke. Jeg lærte utrolig meget her og kunne vedblive at fortælle. Så var der pigen, der som spædbarn var blevet smidt igennem et affaldsrør. Hun var usædvanlig køn, men desværre havde hun en hjerneskade.
En halvstor dreng havde været til undersøgelse på et sygehus. Jeg besøgte ham, med det resultat at han blev så glad for mig. Hver gang vi kom, måtte jeg finde mig i at få et stort smask på kinden, mens han med lysende øjne og et stort smil viste, hvor meget jeg betød for ham. Alle havde en grund til at være på hjemmet. De var børn og unge mennesker som ingen ville vide af. De havde deres første sprog kinesisk, malaysisk eller indisk alt efter hvor de kom fra. Ved siden af talte de lidt engelsk, nok til at kunne kommunikere med os. Kun få talte slet ikke og kun få måtte have hjælp fra det ene sted til det andet.
Irmgard flyttede til Johhore, det var hun ikke så glad for i begyndelsen, for kun det at komme over grænsen til Singapore var forbundet med lang ventetid. Hun fandt et katolsk hjem for handikappede og begyndte at tilbringe mange timer der flere gange om ugen. Før jeg rejste derfra, besøgte vi hende. Ved denne lejlighed viste hun os hjemmet. Det var et almindeligt hus til en almindelig familie med stue nedenunder og fire soveværelser ovenpå. Overalt stod etagesenge, kogt og badet blev der uden for i telte. Ved siden af huset var et par container anbragt. Et var for de større drenge, det andet var indrettet som et arbejdsrum. Det utrolige var, at her på denne lille flæk, som kun var beregnet til en almindelig familie, levede 70 handikappede i alle mulige størrelser. Ligeså usædvanligt var det, at der herskede en god og rolig atmosfære. Jeg måtte I dette øjeblik sammenligne stedet med Moral hjemmet, og vidste djævlen havde haft en stor fod indenfor. Før vi gik, forklarede han, som stod for hjemmet, at et større projekt 20 km fra Johhore var planlagt. Vi betragtede miniaturehjemmet som var sat op i kontoret. Jeg glædede mig på Irmgards vegne, at hun havde fundet frem til dette sted og kom derved i tanke om, at jeg engang havde drømt, at hun ville begynde på det samme som jeg havde begyndt på. Det er utroligt, at Gud ved alting forud.
Før vi forlod Singapore i 1999, havde jeg mulighed for at begynde med en gruppe til hos Røde Kors for handikappede, også dette havde jeg meget glæde af. Her lå de fleste til sengs og var meget svært handikappede. Som i det andet hjem, blev der her også kun givet den nødvendigste pleje. Jeg havde været så heldig at møde et par tyske damer som gerne ville arbejde med sådanne. Efter en samtale med den øverste, blev et værelse givet, hvor vi havde lov til at beskæftige os med nogen af de bedste. Resten besøgte vi, der hvor de lå. Eftersom der var tid til det, gik vi ture med dem udenfor i deres rullestole. Efter Fritzlis bortgang havde jeg telefoneret hjemmet og spurgt om de var interesseret i Fritzlis rullestole. De blev med det samme afholdt af ambulancen. Da jeg efter sommerferien kom tilbage stod på rad og række masser af nye rullestole i forskellige størrelser ligesom Fritzlis. Interesseret spurgte jeg hvad sådan en kostede. De var meget dyre blev det fortalt et par hundrede Sing. Dollar per vogn. I Svejts koster de et par tusinde per vogn.
Det var her jeg mødte Robert en ung mand, en af de første gange jeg besøgte hjemmet. Han sad i en rullestol på det værelse, han delte med ni andre meget handikappede. Han var den eneste af de handikappede på hjemmet som var i stand til at føre en normal samtale og udtrykke sig klart. I begyndelsen var han meget vred over, at man havde anbragt ham på et sted, hvor han efter sin egen mening ikke passede ind, og det gav jeg ham ret i. Robert troede på Jesus og havde også den åndelig dåb med tungegave. Han følte sig meget uretfærdig behandlet og rebellerede ved at vende sig en halv omgang fra Gud. Han brokkede sig over ingenting og talte dårligt bag ryggen af dem som mente det godt med ham. En dag spurgte jeg ham, om Gud havde lovet at helbrede ham. Han skildrede mig en drøm, han havde haft for mange år siden. Han havde set sig selv i hvide klæder sund og rask foran en skare af mennesker som lovede og priste Gud i tungegaven. Jeg tog et dybt åndedrag, kikkede ham lige i øjnene og sagde: „Robert de hvide klæder får vi først i paradis, måske du har en opgave her, måske er du udvalgt til at være rullestol evangelist imellem 50 andre handikappede, det er derfor, Gud tillod, at du blev anbragt her, du skulle takke ham for det.
En dag ringede telefonen, det var Robert fra Røde Kors. Han havde været meget syg og var blevet indlagt på sygehus. Han var tilbage i hjemmet, det gik bedre, selv om hans helbred ikke var så godt som før. Han undskyldte sig for ikke altid at have været så venlig og for at have sagt mindre pæne ting. Han havde i sinde at ændre sig fra nu af. Han havde fundet tilbage til Gud og læste igen i biblen, ja han havde aldrig været så lykkelig, som han nu var. Jeg lovede at bede for ham, i mit inderste var jeg ikke helt overbevist om hans anden omvendelse. Først da jeg igen besøgte hjemmet og fik talt med ham, blev jeg overbevist. Robert var ikke kun kært tilbage til Gud, han involverede sig med de andre handikappede og fortalte om troen. Han planlage sin dag med bibellæsning og bøn. Han studerede ordet intensivt, derefter kørte han rundt til de forskellige og videre gav det, han selv lige havde læst. Der var en fred over ham, han fortalte, at han havde holdt op med at bede for sin egen helbredelse. Hvis Gud ville helbrede ham, så var det fint, hvis ikke så var han også enig med Gud. Jeg kunne næsten ikke tro, at det var sandt. Robert var blevet et helt andet menneske også at tale med, og han evangeliserede, det som Gud havde kaldt ham til at gøre for længe siden. Jeg har mange gange takket Gud for ham og hver gang jeg gør det, bliver jeg varm om hjertet. Han bærer Guds herlighed, imellem sådanne som trænger meget til det. De handikappede har også brug for at kende Jesus personligt.
Til mit sidste besøg i Røde Kors før min afrejse, sad jeg ude i haven sammen med Me Me en invalid ung pige. Hun havde et kors om halsen:“ Er du kristen, spurgte jeg“, hun rystede på hovedet. Jeg begyndte at fortælle hende, at der ville komme en dag, hvor hun ville kunne gøre alt det som andre kunne. Hvor længe det ville varer, vidste jeg ikke, men dagen ville helt sikkert komme. Jeg fortalte hende, om Jesus som døde for os og som opstod på tredje dagen, for at vi kunne leve i al evighed i et sundt legeme. „Har du lyst til at være kristen“, spurgte jeg hende. Hun nikkede med hovedet og viste mig alle sine tænder i et anstrengt smil. Jeg lagde armen om hende og bad en meget vigtig bøn. „Du er kristen nu“, sagde jeg,“ hvis nogen spørger dig, så sig at du er kristen. Det er nok, at du har sagt ja til Jesus, og det er dig som bestemmer, hvad du vil tro på, ingen kan tage den ret fra dig“. Hun hældede hovedet lidt for meget bagover, mens hun alvorligt lyttede til mig. Jeg lagde mine arme om hende og trykkede hende ind til mig for et øjeblik. Jeg ville savne dem alle sammen meget.
Det er virkelig sandt, jeg og andre som holdt op, fordi vi rejste fra Singapore, savnede disse invalide børn meget bagefter. Gaby og Helga som rejste kort tid efter jeg rejste sagde det samme:“ Vi troede ikke, at vi kom til at savne dem så meget“. Et invalidt menneske kan give meget og er i Guds øjne ikke mindre værd. Biblen siger, at man skal tjene hinanden og værdsætte andre højere end en selv, og at det svage led har den største betydning. Det bliver spændende, den dag vi får at se, hvordan Jesus retfærdiggør levet liv. Pilipper-brevet siger blandt andet i kapitel 3-10: Jeg vil gerne være sammen med ham ( Kristus ) ved at have del i de samme lidelser som hans, så også jeg må få del i opstandelsen fra de døde.
Vi besøgte Singapore to år efter vi var rejst derfra. Fritz var dommer ved Food Asia og jeg havde tid til at besøge Moral hjemmet. En gruppe af damer forsatte med at komme en gang om ugen. Moralen i Moral hjemmet var blevet endnu bedre, på den åbne plads i midten havde man indrettet en slags legeplads. Væggene var blevet dekoreret med landskabsmalerier. Det blev tee tid, alle stod på rad række og strakte en hånd frem. Derefter kom en ung sygeplejerske og lavede en slags danse terapi med dem. Klokken tre kom dame gruppen som i min tid og børnene stormede dem i møde. Borde blev sat sammen og legetøjet kom frem fra mit skab. Det var absolut en velsignelse at se, hvordan det hele funktionerede. Hvad for en forskel fra min begyndelse der. Da løb de omkring og sloges og skreg og hver gang var der nogen som havde slået sig mere eller mindre slemt. Fra personales side blev der kun skældt ud på dem. Man skulle altid vide hvem som var bagved en for ikke at blive overfaldet. Nogen skulle altid straffes på en ikke særlig mild måde. Glædelig overrasket over forandringerne udtrykte jeg mig til en ældre sygeplejerske som jeg kendte fra før. Hun trak mig ind på kontoret, jeg skulle telefonere med lægen. Jeg trak på den, hun drejede nummeret og snart havde jeg ham på linjen. Jeg gratulerede ham med førelsen af hjemmet. Han takkede mig, jeg svarede.„ I har gjort det meste selv„. Han sagde, jeg havde vist dem vejen. Gud havde virkelig ret, da han viste mig, at dette sted havde gode udsigter. Han ser ind i menneskers hjerte og ved besked om deres tanker. Desværre nåede jeg ikke at besøge Røde Kors i denne omgang.
Vi forlod Singapore fordi Fritz fik flere tegn ovenfra om, at tiden var inde til et nyt afsnit i livet. Eftersom vi havde lært, at den Almægtige ved hvad er bedste for en, fulgte vi rådet og flyttede tilbage til Svejts i år 2000. Når vi ser tilbage ved vi også at det var den rigtige afgørelse
Fritz og jeg har bosat os i Interlaken, det samme sted vi omvendte os til Gud for mange år siden og begyndte vores Guddommelige rejse ud i verden. Vi er kommet tilbage med mange livserfaringer, som vi ikke ville have mistet noget af. Vores hjerter rummer lidt af hvert af de forskellige kontinenter og mennesker vi mødte på vejen som gjorde livet indholdsrigt for os.
Epilog:
Jeg vil gerne skrive et par ord om, hvad der skete med familien efter vi kom tilbage til Svejts. Fritz fik et tilbud fra et flyveselskab som konsulent for nogle år. Han arbejdede hjemme med at skrive menuer og rejste derefter rundt til forskellige steder for food-tasting.
Vi var et par gange med på missionsrejse til Rumænien og Polen. I Rumænien blev vi hængende, fordi Fritz faldt for et pænt stykke land i Tirgu Mures og købte det med et gammelt hus og en stald. Huset blev revet ned, og stalden ombygget til et par værelser. Det blev så og sige vores sommerhus i en årrække. I begyndelsen tog vi af sted to gange om året og blev 6-8 uger af gangen. Bilen blev, ved denne lejlighed, pakket med tøj og andre ting til sådanne som havde brug for det. Efter en årrække solgte vi huset til en dame fra Svejts som også regelmæssigt tog til Tirgu Mures med bilen fuld pakket med tøj og andre ting.
I Rumænien stiftede vi bekendtskab med missionær fra den Svejs, Holland og Amerika. Fritz involverede sig i et nyt etableret hotel i midten af byen med menuer og demonstrerede dem også. I Sibiu var han ligeledes et par gange med til at etablere en restaurant.
Jeg involverede med handikappede på et børnehjem og et sygehus. Det var på børnehjemmet jeg traf en pensioneret sygeplejerske fra Holland som i mange år havde arbejdet på et sygehus i Tirgu Mures. En dag vi havde middag sammen, benyttede jeg lejligheden til at spørge hende ud om, hvordan forholdene var før landet kom ind i EU. Børn som blev efterladt på sygehuse voksede så og sige op i deres senge. Følgen deraf var, at mange blev handikappet på den ene eller anden måde. Det skete også at børn blev inficeret med aids fordi personalet ikke var omhyggelige med sprøjterne.
Hun fik arrangeret et sted i nærheden af sygehuset, hvor hun kunne beskæftige sig med børnene. Den ledende sygeplejerske på sygehuset var stærkt imod det. Derfor henvendte hun sig til en, som havde stor indflydelse i byen, og fik derigennem tilladelse til at tage børnene ud og aktivere dem. Disse børn blev med tiden anbragt på børnehjem uden for sygehuset. Den hollendiske sygeplejeske blev senere hen ånderet med en pris fra byen. Det er interessant at bemærke, at Gud mange gange kun bruger en person til et gennembrud.
Silvia blev socialarbejder og giftede sig med en amerikaner som taler flydende tysk, fordi hans forældrene udvandrede fra Tyskland. De boede nogle år i San Francisko, hvor Silvia benyttede lejligheden til at tage et master i kunst. De bor nu i Svejts og har to børn.
Robert blev agronom ingeniør og arbejdede 12 år i Kina for etstørre Svejtser firma. Han giftede sig med en fra Svejts – de har fire børn. De bor ligeledes her i Svejts hvor Robertarbejder for det samme firma.
Må alle som læser dette blive velsignet med den samme velsignelse som vi er blevet velsignet med beskrevet i Rømer brevet. kapitel 8 vers 14: Those who are led by the spirit of God are the children of God.